Indhold

Dette afsnit handler om modeloverenskomstens rentebegreb.

Afsnittet indeholder:

  • Renter omfattet af artikel 11
  • Indbyrdes forbundne parter.

Renter omfattet af artikel 11

Modeloverenskomsten beskriver renter som indkomst af gældsfordringer af enhver art. Se modeloverenskomstens artikel 11, stk. 3. Det er uden betydning, 

  • om gældsfordringen er sikret ved pant i fast ejendom eller ej, og
  • om gældsfordringen indeholder en ret til at tage del i skyldnerens fortjeneste. 

Modeloverenskomstens artikel 11, stk. 3, og kommentaren til modeloverenskomstens artikel 11 nævner udtrykkelig indkomst af

  • bankindeståender og lignende kontante indeståender
  • pantebreve
  • statsgældsbeviser
  • obligationer
  • forskrivninger (dansk oversættelse af debentures)
  • agiobeløb, der knytter sig til statsgældsbeviser, obligationer og forskrivninger
  • udbyttegivende gældsbreve (dansk oversættelse af participating bonds)
  • konvertible obligationer, så længe de ikke er konverteret til aktier.

De to sidste er også omtalt nedenfor. Undtagelsesvis kan afkastet være udbytte i stedet for rente.   

Bemærk

Opregningen i modeloverenskomstens artikel 11, stk. 3, er udtømmende. Der er ingen henvisning til de definitioner af begrebet renter, der bruges i de enkelte landes lovgivning.

Eksempler på betalinger, der ikke er renter

Modeloverenskomstens artikel 11, stk. 3, og kommentaren til modeloverenskomstens artikel 11 indeholder nogle eksempler på betalinger, som ikke er renter. Det er:

  • Straftillæg ved for sen betaling. Se modeloverenskomstens artikel 11, stk. 3, 2. punkt I Danmark er det fx morarenter.
  • Afkast af udbyttegivende gældsbreve og konvertible obligationer, hvis lånet reelt tager del i risikoen ved driften af låntagerens virksomhed (dvs. ansvarlig lånekapital). Dette afkast er i stedet udbytte omfattet af modeloverenskomstens artikel 10. Se punkt 19 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 11.
  • Fortjeneste eller tab ved at fordringshaveren sælger eller på anden måde afstår en gældsfordring. Fortjeneste (fx kursgevinst) kan i stedet, afhængig af hvem fordringshaveren er, og hvad det er for en fordring, være omfattet af modeloverenskomstens artikel 7 (fortjeneste ved erhvervsvirksomhed), modeloverenskomstens artikel 13 (kapitalgevinster) eller modeloverenskomstens artikel 21 (anden indkomst).  

Se også

Se også afsnit

Indbyrdes forbundne partner

Når fordringshaver og skyldner er indbyrdes forbundne, kan der være aftalt en rente, som er højere end den, som to uafhængige parter ville have aftalt.

Det er kun den del af betalingen, der svarer til, hvad to uafhængige parter ville have aftalt, som er omfattet af modeloverenskomstens artikel 11. Se modeloverenskomstens artikel 11, stk. 6.

Bemærk

Denne regel er et udslag af det "armslængdeprincip", som bruges i transfer pricing sager, når to forbundne foretagender handler indbyrdes. Se afsnit C.F.8.2.2.9.1 (artikel 9) om transfer pricing.

Det er dog ikke kun foretagender der kan være forbundet med hinanden. Reglen omfatter bl.a. også gældsfordringer i familieforhold, fx mellem ægtefæller indbyrdes eller mellem forældre og børn. Justeringen foregår på samme måder som i transfer pricing sager. Se punkt 34 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 11.