Med virkning fra 1. juni 2011 er der indført en forsøgsordning med ligningsmæssigt fradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet. Se LL § 8 V.

Der kan trækkes op til 15.000 kr. fra årligt pr. person over 18 år i hvert af årene 2011 og 2012.

Der er fradrag for arbejde, der udføres og betales i perioden fra og med 1. juni 2011 til og med 31. december 2012. 

Hvilke ydelser?

Reglen giver fradrag for to typer arbejdsydelser;

  • hjælp
  • istandsættelse.

Hjælp omfatter serviceydelser i hjemmet fx rengøring, vinduespudsning, havearbejde og børnepasning.

Istandsættelse omfatter vedligeholdelses- og reparationsarbejde på eksisterende helårsboliger, hvor man har folkeregisteradresse. Sommerhuse er kun omfattet, hvis der er givet tilladelse til helårsbeboelse, som fx visse pensionister kan få. 

De specifikke ydelser, som der gives fradrag for samt de nærmere betingelser for at opnå fradraget, fremgår af bekendtgørelse nr. 240 af 15. marts 2012.

Afgrænsningen af hvilke istandsættelsesydelser der er omfattet af fradragsmuligheden svarer med enkelte justeringer til den afgrænsning, der blev anvendt i forbindelse med tilskud efter Renoveringspuljen fra 2009. Se eventuelt nærmere bekendtgørelse nr. 281 af 7. april 2009. 

Elektronisk indberetning og betaling

Fradraget er betinget af, at der foretages elektronisk indberetning til SKAT af oplysninger om det udførte arbejde samt betaling herfor. Betalingen skal også ske elektronisk. For arbejde udført i perioden fra og med den 1. juni 2011 til og med den 31. december 2011 kan betaling for det udførte arbejde ske med check, herunder bankcheck.

For arbejde udført i 2011 henføres fradraget til indkomståret 2011, hvis arbejdet er betalt i perioden fra og med den 1. juni 2011 til og med den 29. februar 2012. For arbejde udført i 2011, der er betalt fra og med den 1. marts 2012 til og med den 28. februar 2013, og for arbejde udført i 2012, der er betalt i perioden fra og med den 1. januar 2012 til og med den 28. februar 2013, henføres fradraget til indkomståret 2012. Se lov nr. 593 af 18. juni 2012.

Yderligere information

Der er udarbejdet en vejledning om reglerne på SKATs hjemmeside på: data.aspx?oid=9275