Regel
Alle bestyrelser for fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven, skal hver måned foretage indberetning til indkomstregisteret om størrelsen af uddelinger, foretaget i en kalendermåned, for hver enkelt modtager af
- et legat
- understøttelse og andre ydelser, herunder naturalieydelser.
Se SKL § 7 B.
Fritagelse for indberetning
Indberetningen omfatter dog ikke uddelinger, der er skattefri efter LL § 7, stk. 1, nr. 22, jf. indberetningsbekendtgørelsens § 15, nr. 2. Skattefrihed efter denne bestemmelse omfatter uddelinger til personer på indtil 10.000 kr. årligt pr. modtager fra en fond eller forening, som efter LL § 7, stk. 1, nr. 22 er godkendt af beskæftigelsesministeren, og hvis formål er at støtte socialt eller sygdomsbekæmpende arbejde.
Pligten til at indberette efter SKL § 7 B omfatter heller ikke uddelinger til fysiske personer, der ikke er skattepligtige til Danmark eller uddelinger til juridiske personer, hvis uddelingen ikke skal medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.
Bemærk
Hvis uddelingen inden for et kalenderår overstiger 10.000 kr., skal det overskydende beløb dog altid indberettes og beskattes.
Indberetningsbekendtgørelsens § 15, nr. 2 henviser også til LL § 7, stk. 1, nr. 30. Denne bestemmelse for skattefritagelse er dog ophævet ved lov nr. 1595 af 22/12/2010.