Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan afgiftspligtige personer skal opgøre afgiftsperiodens tilsvar, den udgående moms (salgsmoms) og den indgående moms (købsmoms).

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Opgørelse
  • Udgående afgift (salgsmoms)
  • Indgående afgift (købsmoms).

Regel

Kapitel 14 i ML indeholder regler om opgørelsen af afgiftspligtige personers momstilsvar, herunder om opgørelsen af den indgående og udgående moms. Bestemmelsen er ikke særskilt hjemlet i momssystemdirektivet. Se ML § 56.

Opgørelse

Afgiftspligtige personer skal for hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige persons momstilsvar, der beregnes som forskellen mellem den afgiftspligtige persons salgsmoms og købsmoms. Afgiftsperioden afhænger af størrelsen på den afgiftspligtige persons omsætning, og momstilsvaret betales efter bestemte regler. Se afsnit A.B.4.2.1.2.

Afgiftsperioden kan være kalendermåneden, -kvartalet eller -halvåret. Den afgiftspligtige person skal for hver afgiftsperiode inden udløbet af lovens frist for at indgive momsangivelse

  • have bogført og afsluttet momsregnskabet, herunder
  • dokumentere grundlaget for indgående moms (købsmomsen) af indkøbte varer og ydelser.

SKAT kan give den afgiftspligtige person påbud om, at den afgiftspligtige person inden for en frist, der ikke kan fastsættes til mindre end 14 dage, skal ajourføre bogføringen og dokumentere grundlaget for købsmoms for en eller flere afgiftsperioder. Se momsbekendtgørelsens § 67, ændret ved BEK nr. 1312 af 15/12/2011.

Afgiftspligtige personer, der leverer varer, omfattet af brugtmomsordningen, skal for hver afgiftsperiode og inden udløbet af fristen efter ML for at indgive momsangivelsen have bogført og afsluttet momsregnskabet, herunder dokumentere købsprisen af indkøbte brugte varer. Afhængig af arten og karakteren af den afgiftspligtige persons leverancer af brugte varer skal den afgiftspligtige person også føre regnskab over leverancer efter regnskabskravene. Se momsbekendtgørelsens § 93, stk. 1-6, idet § 93, stk. 1 er ændret ved BEK nr. 1312 af 15/12/2011.

SKAT kan give en afgiftspligtig person, der er omfattet af brugtmomsordningen, påbud om at efterleve reglerne for fakturering og regnskab for leverancer af brugte varer. Se momsbekendtgørelsens § 93, stk. 7, indsat ved BEK nr. 1312 af 15/12/2011.

Hvis en afgiftspligtig person forsætligt eller groft uagtsomt ikke efterkommer SKATs påbud efter momsbekendtgørelsens § 67 eller § 93, kan overtrædelsen straffes med bøde. Se momsbekendtgørelsens § 100, stk. 1, nr. 4, indsat ved BEK nr. 1312 af 15/12/2011.

Udgående afgift (salgsmoms)

Den afgiftspligtige persons salgsmoms omfatter moms af den afgiftspligtige persons leverancer af varer og momspligtige ydelser, erhvervelser af varer fra andre EU-lande, indførsel af varer fra steder uden for EU, fraførsler for afgiftsoplag mv. De momspligtige leverancer og erhvervelser mv. er fastsat i ML §§ 4-13. Se afsnit D.A.4 og D.A.5.

Herudover skal der beregnes salgsmoms af køb af varer og ydelser, hvor den afgiftspligtige person er betalingspligtig (omvendt betalingspligt) efter ML § 46, stk. 1, nr. 1-7. Se afsnit D.A.13.2.2.

En afgiftsperiodes salgsmoms omfatter moms af leverancer, erhvervelser, indførsler fra steder uden for EU og betalingspligtige køb, hvor momspligten for disse er indtrådt i afgiftsperioden. Se afsnit D.A.7 om momspligtens indtræden.

Hvis den afgiftspligtige person har

  • erhvervelser af varer fra andre EU-lande, hvoraf der skal beregnes erhvervelsesmoms,
  • indførsel af lande fra steder uden for EU, hvoraf der skal betales importmoms,
  • fraførsler fra afgiftsoplag eller køb af ydelser fra udlandet, der er omfattet af omvendt betalingspligt efter ML § 46, stk. 1, nr. 1-3 eller 5, eller
  • indenlandske køb, der er omfattet af omvendt betalingspligt efter ML § 46, stk. 1, nr. 4, 6 eller 7,

skal den betalingspligtige moms heraf angives og betales sammen med salgsmomsen.

Med disse regler er det præciseret, at den udgående afgift også omfatter betalingspligtige køb, og at leveringstidspunktet/erhvervelsestidspunktet er afgørende for periodiseringen.

I det omfang, den afgiftspligtige person har fradragsret for moms, fordi varen eller ydelsen skal anvendes i forbindelse med den afgiftspligtige persons selvstændige økonomiske virksomhed, kan momsen samtidig trækkes fra som indgående moms ved opgørelse af momstilsvaret.

Købsmoms (indgående afgift)

Den afgiftspligtige persons købsmoms omfatter moms af fradragsberettigede køb mv., som den afgiftspligtige person har foretaget i perioden. Om køb, der giver ret til fradrag, se afsnit J.1 og J.2 i MV.

Som undtagelse herfra kan købsmoms fra indførsel af kunstgenstande, samleobjekter og antikviteter først medregnes til den afgiftspligtige persons købsmoms i den afgiftsperiode, hvor videresalget sker, forudsat at varen er importeret med videresalg for øje, og at det særlige værdigrundlag i ML § 32, stk. 2, er anvendt ved beregning af importmomsen. Det samme gælder, hvis en videreforhandler har indkøbt eller erhvervet kunstgenstande fra en kunstner mv., og det særlige værdigrundlag i ML § 30, stk. 3, eller ML § 31 er anvendt. Se afsnit D.A.8.1.1.9 og afsnit D.A.8.2.

Der er kun fradragsret i det omfang, den afgiftspligtige person ikke har valgt at anvende brugtmomsreglerne i ML § 69, stk. 2. Se afsnit R.2 i MV.

Hvis købsmomsen for en momsperiode overstiger salgsmomsen for samme periode, udbetales forskelsbeløbet efter reglerne i OPKL § 12.

I en dom om udbetaling af negativ moms fandt byretten efter ML § 56 og OPKL § 12, at der ikke var hjemmel til at udbetale beløbet til sagsøger, der var part i et interessentskab, fordi den anden part ikke ubestridt havde meddelt samtykke til, at beløbet kunne udbetales til sagsøger. Beløbet var hævet af sagsøgers medinteressent. Da beløbet var udbetalt til den afgiftspligtige persons registrerede adresse i overensstemmelse med gældende regler, fandt byretten ikke, at SKAT havde begået ansvarspådragende fejl, som havde bevirket et økonomisk tab for sagsøger. Se SKM2010.302.BR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Dette skema viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2010.302.BR

Udbetaling af negativ moms kunne ikke uden samtykke fra den ene medinteressent udbetales til den anden medinteressent i et I/S. Beløbet var udbetalt til virksomheden på dens registrerede adresse. SKAT frifundet.