Parter

A

(v/adv. / Peter Christiansen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv.fm. Mia Ravn Christensen)

Afsagt af byretsdommer

Katrine B. B. Eriksen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører to afgørelser af 8. maj 2017 fra Landsskatteretten, der stadfæstede SKATs forhøjelser af sagsøger A’s indkomst og momstilsvar for henholdsvis 2010 og 2011.

Sagsøger har nedlagt følgende påstande:

1.

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes forhøjelse af sagsøgers overskud af virksomhed i 2010 med 255.849 kr. og sagsøgtes forhøjelse af sagsøgers moms i 2010 med 86.105 kr. nedsættes til 0 kr.

Subsidiært, at forhøjelsen fastsættes til et mindre beløb end henholdsvis de 255.849 kr. og 86.105 kr. fastsat af Landsskatteretten.

2.

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes forhøjelse af sagsøgers overskud af virksomhed i 2011 med 332.679 kr. og sagsøgtes forhøjelse af sagsøgers moms i 2011 med 84.625 kr. nedsættes til 0 kr.

Subsidiært, at forhøjelsen fastsættes til et mindre beløb end henholdsvis de 332.679 kr. og 84.625 kr. fastsat af Landsskatteretten.

For begge påstande mere subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos sagsøgte.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af sagsøger.

Sagsøger drev enkeltmandsvirksomhed med personligt ansvar i form af en restaurant, der også solgte mad ud af huset som take away.

I forbindelse med kontrolbesøg og gennemgang af regnskabsgrundlag konstaterede SKAT, at der ikke var foretaget en løbende bogføring af virksomhedens kassebeholdning eller af virksomhedens bankkonto. SKAT mente også efter gennemgang af virksomhedens registrerede totalsalg og virksomhedens dankort samt kreditkortsalg at kunne konstatere, at den reelle omsætning i virksomheden oversteg den bogførte omsætning.

Virksomhedens registrerede varesalg blev dokumenteret ved virksomhedens bogførte "z-boner", det vil sige de kasseboner, der skal udskrives hver dag fra kasseapparatet ved lukketid, og som dermed giver et overblik overdagens samlede omsætning.

Z-bonerne angiver således, hvad der i hvert fald er solgt i restauranten, herunder salg, hvor kunderne har betalt med dankort, G1 (internationale kreditkort), eller via G2 og G3.

SKAT indhentede fakturaer direkte fra G2, G3 og G1, som viste virksomhedens dankort- og kreditkortsalg.

SKAT har desuden gennemgået virksomhedens bankkonti.

Ved at sammenholde de forskellige oplysninger mente SKAT at kunne konstatere, at der i indkomstårene 2010 og 2011 er bogført en lavere omsætning i forhold til de faktiske salg, som kunderne har afregnet ved dankort- og kreditkort.

I indkomståret 2010 var differencen mellem den bogførte omsætning og dankort- og kreditkortsalget 320.216,46 kr., som efter fradrag af moms og momskorrektion udgør 255.849,16 kr. ekskl. moms.

For 2011 var differencen mellem den bogførte omsætning og dankort- og kreditkortsalget 415.849,09 kr., som efter fradrag af moms udgør 332.679,27 kr. ekskl. moms.

SKAT tilsidesatte herefter sagsøgers regnskabsgrundlag og forhøjede skønsmæssigt sagsøgers omsætning for 2010 og 2011 med de nævnte beløb.

Som konsekvens forhøjede SKAT også tilsvarende sagsøgers momstilsvar med 86.105 kr. i afgiftsåret 2010 og 84.625 kr. i afgiftsåret 2011.

Det er ubestridt fra sagsøgers side, at han ikke havde foretaget løbende bogføring af virksomhedens kassebeholdning og virksomhedens bankkonto, ligesom der ikke var foretaget afstemning mellem virksomhedens totalsalg og virksomhedens dankort- og kreditkortsalg.

Sagsøger er også enig i, at virksomhedens bogførte Z-bonner generelt er udtryk for de kasseboner, der fra kasseapparatet hver dag ved lukketid skal udskrives, og dermed giver et overblik over dagens samlede omsætning, og at Z-bonnerne angiver, hvad der er solgt i forretningen, herunder hvor der er betalt via dankort og internationale kreditkort samt G2 og G3.

Sagsøger anerkender, at hans regnskab kan tilsidesættes, at SKAT er berettiget til at foretage et skøn, og at han bærer bevisbyrden for, at SKATs skøn skal tilsidesættes.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit påstandsdokument og sin procedure blandt andet anført følgende:

Når regnskabsgrundlaget er tilsidesat, skal SKAT i henhold til forvaltningsloven begrunde og oplyse de hensyn, der er lagt til grund i den skønsmæssige ansættelse.

SKAT har tilsyneladende i forbindelse med skønsudøvelsen lagt til grund, at alle indsætninger på sagsøgers bankkonto udgør sagsøgers omsætning i henholdsvis 2010 og 2011.

Sagsøgers regnskaber giver ikke umiddelbart anledning til en forhøjelse hverken med hensyn til forretningens bruttoavance eller sagsøgers privatforbrug. Z-bonerne viser ikke, hvilke beløb sagsøger eller dennes personale modtog i drikkepenge, ligesom Z-bonnerne ikke viser de tilfælde, hvor virksomhedens kunder fik lov til ved betaling med kreditkort at trække større beløb end det, de skulle betale, så de kunne få udbetalt kontanter. Disse forhold har SKAT ikke taget hensyn til i det udøvede skøn. Det er sagsøgers opfattelse, at drikkepengebetalinger kan fastsættes til et sted mellem 5-10 % af den bogførte omsætning inkl. moms, og at der ikke har været taget tilstrækkelig højde for, at kunderne har hævet over beløb, når der er blevet betalt med kreditkort.

Hertil kommer også, at SKAT ikke i sit skøn har inddraget kontantsalg, som virksomheden også må have haft, men alene foretaget en forhøjelse på baggrund af differencen mellem sum af dankort- og kreditkortsalg og sagsøgers bogføring. Det er sagsøgers opfattelse, at der er tilstrækkeligt plads til et kontantsalg i sagsøgers bogførte omsætning, når der tages højde for kundernes betaling af drikkepenge og kundernes mulighed for at hæve over beløbet i forbindelse med betaling via kreditkort.

Sagsøger har yderligere henvist til, at sagsøgers bruttoavance inden forhøjelserne lå inden for normalområdet i forhold til R1’s normtalsanalyse for restaurationsbranchen med henholdsvis 67,11 % i 2010 og 68,9 % i 2011, samt at SKAT ikke har foretaget en privatforbrugsberegning. SKAT har heller ikke foretaget et skøn over udgiftssiden med hensyn til variable omkostninger, kapacitetsomkostninger og afskrivninger, og SKAT har ikke taget højde for restaurantens beliggenhed og beskaffenhed.

Beløbene vedrørende 2010 og 2011 skal også sammenholdes med, at SKAT for indkomståret 2012 har godkendt en omsætning på 2.394.901 kr., et selvangivet overskud på 327.000 kr. med et overskud af virksomheden på 331.130 kr.

Det bestrides, at SKATs skøn er foretaget på et faktuelt og yderst forsigtigt grundlag. Skønnet er ikke udtryk for en realistisk vurdering af virksomhedens virkelige omsætning. Det hviler på et forkert grundlag og har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

I forhold til momsafgørelserne har sagsøger anført, at der ikke skal betales moms af de posteringer, hvor der er tale om, at kunder har hævet mere end regningen og fået differencen udbetalt kontant, og hvis drikkepenge ydes til personalet, skal moms af drikkepengene ikke medtages i afgiftstilsvaret.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument og sin procedure blandt andet anført følgende:

Regnskabsgrundlaget i sagsøgers virksomhed lider af sådanne fejl og mangler, at SKAT har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af indkomst og momstilsvar i indkomstårene 2010 og 2011.

Således er der ikke i sagsøgers skattepligtige indkomst for disse indkomstår taget højde for virksomhedens samlede dankort- og kreditkortsalg, og gennemgang af virksomhedens registrerede totalsalg (varesalg) og dankort samt kreditkortsalg har vist, at der har været udeholdt omsætning, hvorfor SKAT med rette skønsmæssigt har forhøjet sagsøgers skattepligtige indkomst.

SKATs skøn kan kun tilsidesættes, hvis det er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Det er ubestridt, at bevisbyrden herfor påhviler sagsøger, og der må antages at være tale om skærpede beviskrav, når der som her er konstateret betydelige uregelmæssigheder i bogførings- og regnskabsforhold, som sagsøger er ansvarlig for. Sagsøger har ikke løftet denne bevisbyrde.

SKATs skøn er baseret på en grundig gennemgang af det faktiske dankort- og kreditkortsalg. SKAT har for hver enkelt dag i indkomstårene 2010 og 2011 afstemt sagsøgerens z-boner med det faktiske dankort-og kreditkortsalg. I det omfang, hvor det faktiske dankort-og kreditkortsalg oversteg den bogførte omsætning, har SKAT forhøjet sagsøgers indkomst med differencen, ligesom SKAT dog også på tilsvarende vis har nedsat indkomsten, hvis det faktiske dankort-og kreditkortsalg var mindre end salget på z-bonerne.

Hertil kommer også, at SKAT ikke i sit skøn har inddraget kontantsalg, som virksomheden også må antages at have haft. SKAT har alene foretaget en forhøjelse på baggrund af differencen mellem den samlede sum af dankort- og kreditkortsalg og bogføringen.

SKAT har ikke været forpligtet til í sit skøn at inddrage en privatforbrugsberegning, når der kan opnås et mere præcist resultat ved at foretage skønnet på anden vis. I sagen her har SKAT ved en gennemgang af sagsøgerens bogføring konstateret, at sagsøgeren har udeholdt helt konkrete indtægter, og har kunnet foretage skønnet ud fra faktiske oplysninger, hvilket giver et mere præcist skøn, end hvis SKAT havde fastsat forhøjelsen på baggrund af en privatforbrugsberegning.

Det bestrides, at SKAT ikke har taget højde for sagsøgers driftsomkostninger ved forhøjelsen af overskuddet. SKAT har ved afgørelserne for begge indkomstår netop godkendt fradrag for driftsudgifter til for eksempel løn og vareforbrug i overensstemmelse med sagsøgers egne oplysninger. Endvidere har SKAT givet et yderligere fradrag for de gebyrer, som har været betalt i forbindelse med benyttelsen af G3.dk og G2.dk.

Under alle omstændigheder har sagsøger ikke nærmere oplyst endsige dokumenteret, hvilke yderligere driftsomkostninger der efter sagsøgers opfattelse burde tages højde for ved udøvelsen af skønnet.

I SKATs skøn er også inddraget R1’s normtalsanalyse, der for restauranter med en årlig omsætning på under 4 million kr. angiver den gennemsnitlige bruttoavance, nedre og øvre kvartil, til henholdsvis 63,3 %og 74,3 %. I normtalsanalyse er anført, at restauranter i øvre kvartil typisk har lavere lønomkostninger, gennemsnitligt 41,1 pct. Sagsøgers lønomkostninger er væsentligt lavere, idet der ifølge regnskabsmaterialet kun har været anvendt ca. 23 %. på lønomkostninger i 2010 og 2011. Efter disse lønomkostninger kan sagsøgers restaurant således henføres til normtalsanalysens øvre kvartil, og efter SKATs forhøjelse af sagsøgers omsætning er virksomhedens bruttoavance forhøjet til 71,22 % i 2010 og 72,62 % i 2011, hvilket er inden for normtalsanalysens øvre kvartil.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det ligger fast og er anerkendt af sagsøger, at regnskabsmaterialet var særdeles mangelfuldt, og at SKAT derfor har været berettiget til at foretage skønsmæssig ansættelse såvel skattemæssigt som i forhold til moms.

De skønsmæssige ansættelser er sket ud fra omhyggelig gennemgang og omfattende konkret beregning i forhold til faktuelle oplysninger om kortbetalinger, kontoindsættelser med mere, og der har derfor ikke været anledning til yderligere at foretage en privatforbrugsberegning.

SKAT findes ved skønnet at have udøvet fornøden forsigtighed, og den omsætning, som SKATs skøn resulterede i, er, ikke mindst henset til karakteren af sagsøgers virksomhed, inden for normtallene for branchen.

Vedrørende sagsøgers argumentation om drikkepenge og kunders kontanthævninger i forbindelse med kreditkortbetalinger bemærkes, at sagsøger ikke har dokumenteret noget i den forbindelse, og hans i øvrigt ikke specielt præcise eller sandsynlige forklaring om, hvordan det skulle være foregået, og hvor meget det skulle have drejet sig om, giver ikke grundlag for at antage, at det kan have haft et omfang, der ville gøre det relevant at tage hensyn til i beregningerne.

Retten finder, at sagsøger ikke har godtgjort, at SKATs ansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et klart urigtigt eller ufuldstændig grundlag, og sagsøgtes påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Efter sagens resultat skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte med 36.000 kr. med tillæg af moms til dækning af udgift til advokat. Beløbet er fastsat med udgangspunkt i den i sin tid oplyste sagsgenstand ca. 464.000 kr. samt under hensyntagen til, at der under forberedelsen alene er sket udveksling af processkrifter i sædvanligt omfang og afholdt et enkelt forberedende telefonisk retsmøde, ligesom hovedforhandlingen varede under tre timer.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger A skal inden 14 dage betale 45.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.