Den skadelidte virksomhed skal ikke beregne salgsmoms af erstatningskrav mv. i de tilfælde, hvor den selv udbedrer skader på egne varer eller driftsmidler, for hvilke den har fradragsret for købsmomsen. Af hensyn til reguleringsforpligtelsen skal der dog beregnes salgsmoms, hvis aktivet, der udbedres, er en fast ejendom.   Momsen er fradragsberettiget efter de almindelige regler. Ikke fuldførte (afleverede) entreprisearbejder ved opførelse af fast ejendom anses momsmæssigt for egne varer, hvis risikoen for skader på entreprisearbejdet påhviler leverandøren i henhold til entreprisekontrakten. Det forhold, at bygherren, f.eks. for at få byggelån, har forsikret byggeriet under opførelsen, ændrer ikke i vurderingen, se f.eks. Mn. 318.
 
Hvis den skadelidte virksomhed kun har delvis fradragsret for sin købsmoms, jf. § 38, skal den derimod beregne salgsmoms i det omfang, den ikke har fradragsret. Der skal dog kun betales moms, hvis virksomheden er momsregistreret for fremstilling og salg af tilsvarende ydelser til 3. mand.