Parter
A
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvikaten v/Peter Hedegaard Madsen)
Under denne sag, der er anlagt den 21. marts 2007, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende,
principalt, at den af skatteforvaltningen ved afgørelse af 23. marts 2004 foretagne skatteansættelse for indkomståret 2001 i relation til forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst med 40.000 kr. vedrørende befordringsudgifter er ugyldig,
subsidiært, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2001 nedsættes med 40.000 kr.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagsfremstilling
Landsskatteretten afsagde den 17. november 2006 følgende kendelse
"...
Klagen vedrører fradrag for ... befordring og ...
Landsskatterettens afgørelse
Personlig indkomst
Indkomståret 2001
...
Skatteankenævnet har stadfæstet afgørelse hvorved klagerens indkomst forhøjes med ikke godkendte befordringsudgifter på 40.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen
...
Sagens generelle oplysninger
Klageren driver virksomheden H1. Virksomheden sælger måleudstyr og lignende til industrien.
...
Befordring
Sagens faktiske oplysninger
Der er fradraget udgifter for erhvervsmæssig befordring i privat bil. Klageren har i klageårene haft rådighed over følgende biler:
- Skoda, afhændet 1. september 2002
- Skoda, anskaffet 1. august 2001
- Ford varevogn, anskaffet 1. september 2002.
Frem til 1. september 2002 har klageren ført kørselsregnskab. Efter denne dato er han overgået til at fradrage de faktiske udgifter.
Klageren har selvangivet fradrag med 40.000 kr. for 2001, 84.301 kr. for 2002 og 70.339 kr. for 2003.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteforvaltningens afgørelse, hvorved der er godkendt erhvervsmæssige kørseludgifter med henholdsvis 21.075 kr. for 2002 og 17.585 kr. for 2003, svarende til en samlet forhøjelse på 155.979 kr. stadfæstes.
Der er ikke fremlagt dokumentation der kan underbygge klagerens erhvervsmæssige kørsel. For en del af perioden er der ført et kørselsregnskab, der imidlertid ikke lever op til kravene til et sådant. For resten af perioden er der fradraget faktiske udgifter, men det er ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at bilen ikke anvendes privat.
Skatteforvaltningen har således været berettiget til at skønne en privat andel af bilen. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens skøn, hvorefter 25 % af kørslen anerkendes som erhvervsmæssig.
Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at forhøjelsen vedrørende dette punkt nedsættes.
Frem til 1. september 2002 er der ført kørselsregnskab og udbetalt godtgørelse. Herefter er klager overgået til at fradrage de afholdte omkostninger på den bil, der indgår i firmaet. Den anskaffede Ford er indregistreret på gule plader og er kun anvendt erhvervsmæssigt. Dette underbygges endvidere af, at bilen kun er indrettet til 2 personer, mens husstanden har været på 4 personer.
Selv hvis skatteadministrationen mener at der skal skønnes en privat anvendelse af bilen, er skønnet, henset til virksomhedens art og omfang, sat alt for lavt.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Angående befording gælder det, at fordelingen af den samlede kørsel på henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel kan foretages på grundlag af et kilometerregnskab. For at et kilometerregnskab kan anses for fyldestgørende, skal kørebogen efter praksis være ført dagligt med angivelse af kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning samt med angivelse af dato for kørslen. Herudover skal kørebogen angive den daglige kørselsfordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel og angive bestemmelsesstedet for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre regnskabets rigtighed.
Foreligger der ikke et fyldestgørende kilomenterregnskab, kan omfanget af den erhvervsmæssige kørsel ikke anses for dokumenteret, og de erhvervsmæssige kørseludgifter kan derfor fastsættes skønsmæssigt.
Klagerens kørselsregnskab er ikke ført dagligt, og der er i flere tilfælde uoverensstemmelser mellem den opgjorte kørsel og den opgivne kilometertællerstand.
Efter at klageren er overgået til at fradrage de afholdte udgifter, er der ikke længere ført kilometerregnskab. Det er heller ikke på nogen måde sandsynliggjort, at klagerens bil ikke anvendes erhvervsmæssigt. [Der er mellem parterne enighed om, at der her skulle stå privat i stedet for erhvervsmæssigt]. Det er derfor med rette at skattemyndighederne har skønnet en privat andel af udgifterne til befording.
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens skøn i dette forhold, hvorfor afgørelsen på dette punkt stadfæstes
..."
Den 26. februar 2004 skrev skatteafdelingen således til sagsøgeren
"Skatteafdelingen har behandlet Deres skatteansættelse for ovennævnte indkomstår. Vi foreslår følgende ændinger.
|
Ændringer vedr. 2001 |
| |
|
Overskud af virksomhed - før ændring |
631.955 |
|
Forhøjelse jf. bilag |
252.975 |
|
Overskud af virksomhed - efter ændring |
884.930 |
...
Kan De ikke godkende ændringen, bedes De inden 15 dage skriftlig rette henvendelse til skatteafdelingen"
I et bilag til skrivelsen hedder det
"Skatteafdelingen har fortaget en revisionsmæssig gennemgang af det indsendte materiale. De har dog ikke besvaret skatteafdelingens 2 sidste forespørgsler, og derfor er Deres selvangivelse behandlet på grundlag af de oplysninger der har forelagt.
...
Der er endvidere forespurgt om kilometer regnskab.
...
Endvidere kan det fratrukne kørselsgodtgørelse på kr. 53.257 ikke godkendes, idet De ikke har indsendt kilomenter regnskabet. Der godkendes skønsmæssigt kr. 10.000, hvorefter ansættelsen forhøjes med kr. 40. 000.
...
|
Forhøjelser i 2001 |
| |
|
.... |
| |
|
Ikke godkendt kørselsgodtgørelse |
40.000 |
| |
|
... |
| |
|
Samlet forhøjelse |
252. 775 |
..."
Ved brev af 23. marts 2004 foretog skatteafdelingen herefter ansættelsen i overensstemmelse med skrivelse af 26. februar 2004, idet det i et bilag til brevet anføres, at " ... Da skatteafdelingen ikke har modtaget yderligere materiale fra Dem eller revisor, fastholdes tidligere foretagne ansættelser ... "
Skatteafdelingen har i en skrivelse af 17. maj 2004 til Skatteankenævnet anført følgende:
"...
Kørselsgodtgørelse:
Der er fratrukket kr. 53.257. Skatteafdelingen har skønsmæssigt godkendt kr. 10.000 under hensyn til manglende kilometerregnskab. Der er sammen med klagen til skatteankenævnet, indsendt en kopi af et kørselsregnskab for 2001 forperioden 6/8-31/12 2001.
Det fremgår heraf, at der er anvendt 2 forskellige biler. Enkelte dage fremgår kun de kørte kilometre, ingen angivelse af kilometertællerens udvisende. Som eks. kan nævnes den 6/8, 7/8 og den 29/10 2001. Den 29. august 2001 startede kilometertælleren på 58.580. Denne dag skulle være kørt 164 km. Kilometertælleren burde herefter ved dagens slutning udvise 59.744 kilometre. Jf. kørebogen er denne 59.743. Dagen efter starter kilometertælleren ved 59.742, hvilket heller ikke ville kunne lade sig gøre, hvis bogen var ført efter forskrifterne.
Skatteafdelingen gør opmærksom på, at ud af de 148 dage som perioden indeholder, er der kørt til og fra maskinfabrikken i 47 dage. Dvs., at kørslen udgør 31,8% af de totale dage. 365 dage - 3 ugers sommerferie = 344 dage x 31,8% udgør 109 dage med kørsel pr. år. 31 dage af de 47 dage har været til og fra maskinfabrikken. Det svarer til, at 66% af den samlede totale kørsel har været hjem/arbejde. Da skatteyder også har været tilknyttet maskinfabrikken i 2000, anses 60 dages reglen allerede for år 2000, at være overskredet, og fradrag vil alene kunne foretages efter LL § 9 C.
8.207 km : 47 x 109 = 19.033 km. 66% heraf udgør 12.561 km. Efter reduktion af de første 24 kilometre i 72 dage (109 x 66%) udgør kilometrene 10.833 x 0, 79 i alt kr. 8.558 som fradrag hjem/arbejde.
Jf. ovennævnte samt da skatteyder kun har ejet bil fra den 1/6-14/8 2001, finder skatteafdelingen ikke, at han er berettiget til yderligere fradrag end de tidligere skønnet kr. 10.000 Samlever har haft bil hele året, men det er ikke dokumenteret/sandsynliggjort, at skatteyder har haft rådighed herover
..."
Skatteankenævnet stadfæstede den 31. oktober 2005 skatteadministrationens afgørelse på grundlag af følgende sagsfremstilling:
"...
Klagerens opfattelse og begrundelse herfor
Klagerens opfattelse
Der er klagerens opfattelse, at det selvangivne skal godkendes.
...
Bil
Forhøjelse på yderligere 40.000 kr. er uacceptabel vedrørende fri bil. I 2001 havde husstanden 2 biler på hvide plader i 2. halvår og 1 bil på hvide plader i 1. halvår. Rådgiver finder, at der bør godkendes tæt på 100% fradrag på en af bilerne. Klager har en aftalebog, hvor km-tælleren også noteres.
Sagens faktiske forhold
Skatteyder driver H1, og har herudover været ansat som konsulent hos G1 Maskinfabrik ApS.
...
Befordringsudgifter
Skatteadministrationen har skønsmæssigt godkendt kr. 10.000 under hensyn til manglende kilometerregnskab. Der er sammen med klagen til skatteankenævnet, indsendt en kopi af et kørselsregnskab for 2001 for perioden 6/8-31/12 2001. Der er anvendt 2 forskellige biler. Klager har kun ejet én bil. Enkelte dage fremgår kun de kørte kilometre, ingen angivelse af kilometertællerens udvisende. Som eks. kan nævnes den 6/8, 7/8 og den 29/10 2001. Den 29. august 2001 startede kilometertælleren på 58.580. Denne dag skulle være kørt 164 km. Kilometertælleren burde herefter ved dagens slutning udvise 59.744 kilometre. Jf. kørebogen er denne 59.743. Dagen efter starter kilometertælleren ved 59.742, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre, hvis bogen var ført efterforskrifterne.
Skatteafdelingen gør opmærksom på, at ud af de 148 dage som perioden indeholder, er der kørt til og fra maskinfabrikken i 47 dage. Dvs., at kørslen udgør 31,8% af de totale dage. 365 dage - 3 ugers sommerferie = 344 dage x 31,8% udgør 109 dage med kørsel pr. år. 31 dage af de 47 dage har været til og fra maskinfabrikken. Det svarer til, at 66% af den samlede totale kørsel har været hjem/arbejde.
Da klager også har været tilknyttet maskinfabrikken i 2000, anses 60 dages reglen allerede for år 2000, at være overskredet, og fradrag vil alene kunne foretages efter reglerne for hjem/arbejde. Fradraget kan opgøres til kr. 8.558.
...
Skatteankenævneets vurdering og begrundelse
...
Nævnets vurdering
...
Skatteankenævnet finder ikke anledning til at anmode Skatteadministrationen om genoptagelse af skatteansættelserne, idet der ikke foreligger nye oplysninger, som ikke har været ved Skatteadministrationens kundskab ved de foretagne ansættelser.
Skatteankenævnet finder den foretagne ansættelse i overensstemmelse med skattelovgivningens bestemmelser.
..."
Efter at sagsøgeren den 28. januar 2006 havde påklaget Skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, skrev han den 29. oktober 2006 således til Landsskatteretten:
"...
Befordring
Deres bemærkninger om, at der i flere tilfælde har været uoverensstemmelser mellem den opgjorte kørsel og den opgivne kilometerstand anses for værende utilstrækkelig idet det bemærkes, at der - tilsyneladende kun er 3 tilfælde i 2001, hvor der skulle være uoverensstemmelser, samt den 29. august 2001, hvor der skulle være 1 kilometers forskel.
I de ovennævnte tilfælde er der kun tale om manglende kilometerstand - morgen og aften - den 6. og 7. august 2001, (bemærk at bilen er anskaffet den 5. august) samt den 29. oktober.
Det kan vel ikke i sig selv være grundlag nok for at ansætte mig til 25% erhvervskørsel, og 75% privat på en gul plade bil, som kun må benyttes erhvervsmæssigt.
Det bemærkes i øvrigt, at der tidligere er dokumenteret, at husstanden har haft mere end 1 bil til rådighed.
Det bemærkes samtidigt, at jeg stilles væsentlig ringere i forhold til at have "Fri bil".
kan det være rimeligt?
Med hensyn til befordring er der tidligere fremsendt kopi af min dagskalender, i forbindelse med, at jeg anskaffer en ny varevogn på gule plader i september 2002.
Den skønsmæssige private andel anses således for værende uacceptabel
... "
Landsskatteretten afslog i en afgørelse af 21. februar 2007 klagerens anmodning om sagens genoptagelse, idet Landsskatteretten vedrørende de ikke godkendte udgifter til befordring lagde "vægt på, at der ikke er fremkommet nye oplysninger vedrørende sagen. "
Der er mellem parterne enighed om, at sagen er anlagt rettidigt, da Skatteministeriet ved skrivelse af 14. februar 2007 meddelte sagsøgeren, at man ville undlade at nedlægge påstand om afvisning på grund af fristoverskridelse, såfremt Landsskatterettens kendelse er indbragt for domstolene senest 1 måned fra svaret om genoptagelse foreligger.
Anbringender
Sagsøgeren har i sit påstandsdokument fremsat følgende anbringender:
Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at skatteforvaltningens - og dermed også Landsskatterettens - afgørelse i relation til sagsøgers befordringsudgifter er ugyldig som følge af en sagsbehandlingsfejl.
- Der skal herved henses til, at der foreligger en sagsbehandlingsfejl i forbindelse med den af skatteforvaltningen trufne afgørelse af 23. marts 2004.
Skatteforvaltningen har ved udøvelsen af sit skøn over den beløbsmæssige/ kilometermæssige fordeling mellem sagsøgers erhvervsmæssige respektive private kørsel undladt at opfylde det forvaltningsretlige begrundelseskrav i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.
Som følge af manglende angivelse af hovedhensynene bag det af skatteforvaltningen udøvede skøn lider skatteforvaltningens afgørelse af en sagsbehandlingsfejl i form af manglende begrundelse.
- Der skal endvidere henvises til, at den konstaterede sagsbehandlingsfejl i form af manglende begrundelse bevirker afgørelsens ugyldighed.
Der foreligger utvivlsomt en retlig mangel i form af manglende overholdelse af begrundelsesgravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, jfr. ovenfor.
Denne retlige mangel er endvidere væsentlig ud fra den i praksis anlagte generelle væsentlighedsvurdering. Den blotte konstatering af en manglende begrundelse er således ifølge praksis tilstrækkelig til at statuere afgørelsens ugyldighed.
- Der skal tillige henses til, at der ikke foreligger særlige forhold, der taler imod at statuere afgørelsen ugyldig.
Der er konkret ikke tale om en afgørelse af begunstigende karakter, hvorpå sagsøger som afgørelsens adressat har indrettet sig.
- Der skal endelig henses til, at den konstaterede sagsbehandlingfejl ikke kan repareres af rekursinstanserne eller domstolene.
Rekursinstansernes og domstolenes adgang til reparere en i en påklaget afgørelse konstateret sagsbehandlingsfejl afhænger af grovheden af den konstaterede sagsbehandlingsfejl. Såfremt sagsbehandlingsfejlen - som tilfældet er i nærværende sag - har bevirket afgørelsens ugyldighed, er der ikke mulighed for at foretage en reparation af den konstateret ugyldige afgørelse.
Sagsøgte har i sit påstandsdokument fremsat følgende anbringender
|
at |
skattemyndighedernes begrundelser for de anfægtede afgørelser er tilstrækkelige og i overensstemmelse med forvaltningslovens krav, |
| |
|
at |
eventuelle begrundelsesmangler ved skatteforvaltningens afgørelse er afhjulpet ved skatteankenævnets afgørelse |
| |
|
at |
eventuelle mangler ved skattemyndighedernes begrundelser er konkret uvæsentlige, hvorfor de ikke påvirker afgørelsernes gyldighed. |
Ingen begrundelsesmangler
Det gøres gældende, at skatteforvaltningens afgørelse af 23. marts 2004 er tilstrækkeligt begrundet, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.
I mangel af tilstrækkelig dokumentation for de påståede kørselsfradrag er skattemyndighederne berettigede til at foretag et skatteskøn. I denne sag, hvor der ikke foreligger nogen dokumentation eller oplysninger i øvrigt, må skattemyndighederne nødvendigvis basere sit skøn på de foreliggende oplysninger, uanset at disse ikke måtte være fuldstændigt dækkende, idet det påhviler skatteyderne at godtgøre, at han er berettiget til et fradrag og størrelsen heraf.
Efter som skatteforvaltningens afgørelse og administrative skøn er begrænset til de få oplysninger, der forelå i sagen på tidspunktet for skatteforvaltningens afgørelse, må omfanget af begrundelsen begrænses hertil. På denne baggrund gøres det gældende, at skatteforvaltningens afgørelse er begrundet i overensstemmelse med forvaltningslovens krav.
I øvrigt må begrundelsen i Skatteankenævnets afgørelse, der stammer fra skatteforvaltningens udtalelse i anledning af klagen til Skatteankenævnet, og hvis rigtighed og lovmedholdighed ikke anfægtes af sagsøgeren, kunne anses som en efterfølgende begrundelse, som indebærer, at afgørelsen ikke er ugyldig.
Sagsøgeren har i sit processkrift 1 erkendt, at Skatteankenævnets afgørelse ikke er behæftet med en begrundelsesmangel.
Da Landsskatterettens kendelse henviser til Skatteankenævnets afgørelse og begrundelse gøres det gældende, at heller ikke Landsskatterettens kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel.
Afhjælpning af eventuel begrundelsesmangel
Det gøres gældende, at en eventuel begrundelsesmangel ved skatteforvaltningens afgørelse er afhjulpet i Skatteankenævnet, idet der i forbindelse med Skatteankenævnets afgørelse er givet en udtømmende og supplerende begrundelse.
Det gøres videre gældende, at Skatteankenævnets afgørelse ikke er behæftet med en mangel i relation til sagsbehandlingen. Skatteankenævnet har således ikke været afskåret fra at stadfæste skatteforvaltningens afgørelse med en supplerende begrundelse som sket.
Den omstændighed, at begrundelsen i Skatteankenævnets afgørelse ikke er bestridt af sagsøgeren, har efter sagsøgtes opfattelse afgørende betydning for adgangen til afhjælpning.
En eventuel hjemvisning af sagen til fornyet behandling ville ikke have ført til et andet resultat end det, som både Skatteankenævnet og Landsskatteretten kom frem til, og som sagsøgeren i øvrigt ikke bestrider. Det understreger derfor, at det var korrekt, at Skatteankenævnet stadfæstede skatteforvaltningens afgørelse i stedet for at hjemvise sagen til fornyet behandling, og at der derfor var tale om en materielt rigtig afgørelse.
Konkret uvæsentlighed
Såfremt retten måtte finde, at begrundelserne i skattemyndighedernes afgørelser samlet set ikke måtte opfylde kravene i forvaltningslovens § 24, gøres det gældende, at en sådan eventuel begrundelsesmangel er konkret uvæsentlig og således ikke har haft betydning for afgørelsernes materielle rigtighed og lovlighed.
Det gøres i den forbindelse gældende, at skattemyndighederne ikke har lagt andre beregninger til grund end dem, som er nævnet i skatteforvaltningens indstilling og skatteankenævnets sagsfremstilling, og at afgørelsen således ikke ville have fået et andet resultat, uanset om begrundelsen har været anført i skatteforvaltningens afgørelse.
Sagsøgeren har ikke anfægtet selve det foretagne skatteskøn eller gjort gældende, at han skulle have været berettiget til et fradrag større end det godkendte. Ligeledes har sagsøgeren ikke påpeget, hvilke yderligere forhold end dem, der allerede indgår i skatteankenævnets sagsfremstilling, skulle eller kunne have været inddraget i skattemyndighedernes afgørelser.
De anfægtede afgørelser kunne altså uanset eventuelle begrundelsesmangler ikke have fået et andet udfald. En eventuel begrundelsesmangel ved skatteforvaltningens afgørelse er derfor konkret uvæsentlig, da den ikke kan have haft betydning for afgørelsens rigtighed og indhold. Afgørelsen ville navnlig ikke kunne få et indhold svarende til det selvangivne, da det må lægges til grund som ubestridt, at sagsøgeren ikke havde kunne dokumentere den påståede erhvervsmæssige andel af kørslen, hvorved sagsøgeren ikke har haft løftet sin bevisbyrde med henblik på opnåelse af fradrag.
Såfremt skatteforvaltningens afgørelse erklæres ugyldig, vil det således medføre et materielt forkert resultat, da skattemyndighederen på nuværende tidspunkt er afskåret fra at genoptage ligningen af sagsøgerens indkomstansættelse.
Retten skal udtale
Skatteafdelingen havde i sin skrivelse af 26. februar 2004 til sagsøgeren med forslag til ændringer i sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2001 oplyst, at sagsøgeren ikke havde besvaret 2 forespørgsler fra skatteafdelingen, og at skatteafdelingen havde forespurgt om kilometerregnskab. Da der ikke var fremkommet yderligere materiale fra sagsøgeren, forelå der ved skatteafdelingens afgørelse den 23. marts 2004 kun få oplysninger. Afdelingen fastholdt ved skrivelsen sine ansættelser i brevet af 26. februar 2004. I afgørelsen oplystes alene, at sagsøgerens fratrukne kørselsgodtgørelse ikke godkendtes, da der ikke var indsendt kilometerregnskab, og at skatteafdelingen herefter foretog en skønsmæssig ansættelse, der ikke angav, hvilke hovedhensyn der havde været bestemmende for skønsudøvelsen. Afgørelsen er derfor mangelfuldt begrundet og opfylder ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1. Da skatteafdelingen imidlertid kun havde meget få oplysninger, måtte skønnet træffes på det foreliggende grundlag. Manglen findes ikke at have haft betydning for afgørelsens materielle rigtighed, hvilket bestyrkes af, at sagsøgeren ikke under sagen har anfægtet det foretagne skøn. Afgørelsen findes herefter ud fra en konkret vurdering ikke at lide af en væsentlig mangel.
De fejl, der var ved skatteafdelingens afgørelse, blev afhjulpet af Skatteankenævnet på baggrund af en udtalelse fra skatteafdelingen, efter at sagsøgeren havde indsendt kørselsregnskab. Herefter og da der må gives sagsøgte medhold i, at Skatteankenævnet og herefter Landsskatteretten som rekursinstans har været berettiget til denne afhjælpning, tages sagsøgtes frifindelsepåstand til følge.
Sagsøgeren skal til sagsøgte betale sagsomkostninger med 10.000 kr., der udgør udgifter til advokatbistand med 8.000 kr. med tillæg af moms.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte frifindes.
Sagsøgeren skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med 10.000 kr.