SKAT har gennemført en omfattende undersøgelse af, hvorvidt borgere og virksomheder følger skattereglerne i indkomståret 2008. For borgere gælder, at 99,6 procent af
årsopgørelserne er i orden. Desværre er dette ikke tilfældet hos virksomhederne. Her er der fejl i 52 pct. af virksomhedernes skatteforhold, og i 10 pct. af virksomhederne er der
tale om decideret snyd.
- Det er ikke tilfredsstillende, at der både er flere fejl og mere snyd blandt virksomhederne. Derfor har vi udarbejdet en handleplan med en række punkter, der skal løfte
virksomhedernes regelefterlevelse betydeligt, siger skatteminister Thor Möger Pedersen.
Som et led i handleplanen vil SKAT blandt andet:
- Øge tilstedeværelsen i virksomhederne
- Nye og mere effektive indsatsformer
- Flytte ressourcer til aktiviteter på virksomhedsområdet, hvor det er muligt
- Udvikle nye, hurtigere og konsekvente sanktionsformer ved overtrædelse.
- Virksomhederne skal opleve, at risikoen for at blive afsløret er væsentlig større, siger Thor Möger Pedersen og tilføjer, at det er initiativer, der
iværksættes med det samme. En del af de ekstra ressourcer, som SKAT har fået med finanslovsaftalen for 2012, skal målrettes til at øge virksomhedernes regelefterlevelse.
På borgerområdet viser erfaringerne, at indberetninger fra 3. part - direkte fra kilden til indtægter og fradrag - har stor betydning for, om der begås fejl eller snydes
med selvangivelsen. Disse initiativer skal i videst muligt omfang overføres til virksomhedsområdet, men kræver lov- og systemændringer og har derfor en lidt længere
tidshorisont.
- For eksempel vil en bedre adskillelse af private og virksomhedsrettede aktiviteter i visse selvstændige erhvervsdrivendes selvangivelse åbne mulighed for både 3. parts
indberetninger og feltlåsning. Disse to redskaber har vist sig meget effektive på borgerområdet, konstaterer Thor Möger Pedersen.
Thor Möger Pedersen understreger, at de mange initiativer i handleplanen ikke ændrer ved SKATs overordnede indsatsstrategi, der går ud på at gøre det let for de mange at
følge reglerne og svært for de få, der snyder.
Se hovedresultaterne af undersøgelserne her.
Se rapporten regelefterlevelsen hos borgerne her.
Se rapporten regelefterlevelsen hos virksomhederne her.
Yderligere oplysninger:
Journalister: Særlig rådgiver Martin Justesen tlf. 41 31 80 66 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer, tlf. 72 37 09
00