Det er strafbart at give urigtige oplysninger om indkomst, fradrag og ejendom (ejendomsværdiskat), og at undlade at underrette om fejl og mangler på din årsopgørelse. Det gælder, hvad enten du giver de urigtige oplysninger med forsæt til skatteunddragelse eller der er tale om grov uagtsomhed.

Hvis du ikke har selvangivet og modtager en årsopgørelse, skal du underrette SKAT, hvis du mener, at oplysningerne på årsopgørelsen er forkerte. Det skal ske, senest 4 uger efter at du har modtaget årsopgørelsen. Fristen regnes dog tidligst fra udløbet af selvangivelsesfristen.

Hvis du vil ændre i en af de låste rubrikker, som du ikke selv kan ændre via TastSelv, skal du rette henvendelse til den, der har indberettet oplysningerne til SKAT, eller burde have gjort det. Du har dog overholdt din underretningspligt, hvis du forsøger at ændre i rubrikken i TastSelv. Dette forsøg betyder ikke, at tallet automatisk ændres. Hvis du vil sikre det, skal du som sagt henvende dig til den, der har indberettet eller skulle have indberettet beløbet. Du kan i TastSelv skrive en besked direkte til vedkommende ud for rubrikken. Se vejledningen til de enkelte rubrikker.