Du skal udfylde Selvangivelse for udenlandsk indkomst, hvis du er fuldt skattepligtig her i landet og har indkomst fra udlandet. På selvangivelsen for udenlandsk indkomst skal du også skrive, hvis du har formue i udlandet. Har du indkomst fra eller formue i flere lande, skal du udfylde en selvangivelse for hvert land. Det gælder også, hvis du har flere typer indkomst fra samme land, som er beskattet med forskellig skattesats. Indkomsten og formuen, skal du opgøre efter danske regler.

Du kan bruge skat.dk/tastselv til at oplyse om løn, bestyrelseshonorar og pensioner fra udlandet, kapitalindkomst fra udlandet, virksomhed i udlandet, aktieindkomst fra udlandet og formue i udlandet.

Har du udbytte fra aktier i lande, hvor Danmark ikke har indgået aftale om at undgå dobbeltbeskatning (f.eks. Frankrig og Spanien), eller hvor der ikke er aftalt en fast procentsats på aktieskatten (f.eks. Grønland og Malaysia), skal du oplyse det på selvangivelsen for udenlandsk indkomst eller taste ind via skat.dk/tastselv.

Hvis du har udbytte/udlodning fra udenlandske investeringsbeviser, eller beviser/aktier i et investeringsselskab, må de ikke skrives i rubrik 63, selvom de er i dansk depot. Disse skal du oplyse på selvangivelsen for udenlandsk indkomst eller via skat.dk/tastselv.

Har du fradrag, der relaterer sig til en udenlandsk indkomst, skal den ligeledes påføres selvangivelsen for udenlandsk indkomst (der skal eventuelt ske en fordeling mellem selvangivelsen for udenlandsk indkomst og den udvidede selvangivelse).

Vær opmærksom på, at du på den udenlandske selvangivelse skal skrive bruttobeløb (det vil sige før betalt skat i udlandet). Den skat, du har betalt i udlandet, skal du skrive i rubrikkerne for betalt skat i udlandet.

Du skal ikke bruge selvangivelse for udenlandsk indkomst, hvis du har indkomst fra en udenlandsk arbejdsgiver for arbejde, der er udført i Danmark. Det gælder heller ikke, hvis du har indkomst fra en dansk arbejdsgiver for arbejde udført i udlandet og indkomsten ikke skal lempes efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, ligningslovens § 33A eller ligningslovens § 33. Hvis indkomsterne ikke giver ret til nedslag i skatteberegningen, skal de medregnes i rubrik 15 på den udvidede selvangivelse.

Du behøver ikke udfylde en selvangivelse for udenlandsk indkomst, hvis din eneste udenlandske indkomst er udbytte af udenlandske aktier i dansk depot, og aktierne er optaget til handel på et reguleret marked. Udbyttet herfra skal du skrive i rubrik 63.

Find ud af, hvilken selvangivelse og hvilke bilag du skal bruge
Der er to typer udlandsselvangivelser, samt et bilag til ejerbolig i udlandet og et bilag til kontrollerede transaktioner:

Her får du selvangivelserne
Udlandsselvangivelserne har du fået sammen med den udvidede selvangivelse, hvis du har forskudsregistreret den udenlandske indkomst for 2011, eller hvis du ejer fast ejendom i udlandet og denne har været forskudsregistreret. Har du ikke fået udlandsselvangivelserne, kan du benytte linkene ovenfor, kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18 eller få dem i kommunens borgerservice. Hvis du har udvidet selvangivelse, kan du finde udlandsrubrikkerne i skat.dk/tastselv, selv om du ikke har modtaget selvangivelsesblanketten til udenlandsk indkomst.

Tast selv
Du kan taste de fleste oplysninger om udenlandsk indkomst i skat.dk/tastselv.

Oplysning om løn- og honorarindkomst kan du taste via skat.dk/tastselv for selvangivelsen 2011 sammen med de øvrige danske og udenlandske indtægter.

Hvis du bruger skat.dk/tastselv til alle dine oplysninger, skal du ikke indsende din papirselvangivelse, og du kan i de fleste tilfælde udskrive årsopgørelsen med det samme.

Skatten, hvis du flytter til udlandet
Hvis du er flyttet til udlandet i 2011, kan det være, at din skattepligt til Danmark ophører, eller at dit skattemæssige hjemsted flytter til udlandet.

Flytter du til udlandet, skal du udfylde blanketten Erklæring om bopælsforhold ved fraflytning (blanket 04. 029) og sende den til SKAT.

Vær opmærksom på, at din skattepligt til Danmark ikke ophører, blot fordi du framelder dig i folkeregistret.

Bemærk, at der gælder særlige regler for diplomater, ansatte ved stat, regioner og kommuner, samt for ansatte af og ved EU og for søfolk.