Børnebidrag, som du betaler til et barn, der ikke har bopæl hos dig, kan delvist trækkes fra. Der skal være indgået en skriftlig aftale om betaling af børnebidraget enten mellem de to parter eller via Statsamtet.
Du kan få fradrag for det, man kalder grundbeløbet. Udover grundbeløbet er der et tillæg (som du ikke kan få fradrag for), og tilsammen hedder grundbeløb og tillæg "Normalbidraget".
- Grundbeløbet er i 2011 1.056 kr. pr. måned (12.672 kr. pr. år).
- Tillægget er i 2011 på 137 kr. pr. måned (1.644 kr. pr. år).
- Grundbeløb og tillæg (tilsammen "normalbidraget") er således 1.193 kr. pr måned.
Hvis du ikke betaler via kommunen, skal du selv skrive bidraget på din årsopgørelse for at få fradrag.
Hvis du har betalt bidrag udover normalbidraget, skal du skrive det fulde beløb, du har betalt (minus tillægget, som der ikke er fradrag for).
Beløbet skal skrives i rubrik 56. Beløbet skal være forfaldent og betalt.
Hvis et barn modtager børnebidrag, der er større end normalbidraget, og barnet skal have sit eget eSkattekort eller frikort, skal man oplyse til SKAT, at barnet modtager mere end normalbidraget. På barnets årsopgørelse skal beløbet skrives i rubrik 19.
Krydsende børnebidrag
Hvis I som forældre har et barn boende hos hver af jer, og der foreligger en skriftlig aftale imellem jer til at betale børnebidrag til det barn, som ikke bor hos jer, så kan I få fradrag for børnebidrag - også selvom betaling sker ved helt eller delvist modregning i det beløb, den anden skal betale.
Krav om forhøjelse af bidrag
Hvis den, der yder bidrag, har en indkomst over et vist niveau, kan der være krav om at betale et højere bidrag. Grundbeløbet kan således forhøjes fra 25 procent til flere hundrede procent. Er der fastsat et større beløb end normalbidraget, skal beløbet udover normalbidraget beskattes hos barnet. Beløbet skal skrives i rubrik 19.