Med virkning fra og med den 1. januar 2010 er der indført nye regler for investering i vedvarende energianlæg, herunder vindmøller.

Hvis du ejer vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg, der er tilsluttet nettet, skal du som udgangspunkt anvende de almindelige skatteregler, når du opgør indtægten fra det vedvarende energianlæg. Ved vedvarende energianlæg forstås et anlæg, der udelukkende drives ved anvendelse af vedvarende energi omfattet af § 2, stk. 2 og 3, i lov om fremme af vedvarende energi. Det vil sige, at du kan få fradrag for driftsudgifter og afskrivninger, fordi det vedvarende energianlæg anses for fuldt ud erhvervsmæssigt. Hvis du aftager strøm eller varme fra anlægget til privat brug, bliver du til gengæld beskattet af værdien af dette forbrug. Hvis du bruger disse regler, skal overskuddet af det vedvarende energianlæg selvangives på den udvidede selvangivelse.

Du kan imidlertid også én gang for alle vælge, at dine indtægter fra vedvarende energianlæg skal beskattes efter den særlige regel i LL § 8 P, stk. 2 og 3. Vælger du dette, skal du skrive 60 procent af den del af bruttoindkomsten, der overstiger 7.000 kr., i rubrik 20. Du kan ikke samtidig få fradrag for udgifter forbundet med driften af anlægget, og du kan ikke afskrive på anlægget. Anlægget anses for privat anvendt.

De nye regler omfatter kun:

  • Vedvarende energianlæg, der er knyttet til en husstand, og ikke har erhvervsmæssigt formål.
  • Vedvarende energianlæg og andele i vedvarende energianlæg, hvor anlægget eller andelenes udbudspris er fastsat efter de samme principper som udbudsprisen for vindmølleandele, der er udbudt til naboer m.v. efter den såkaldte køberetsordning i lov om fremme af vedvarende energi.

Selvom dine nuværende vindmøller eller andele i vindmøller ikke opfylder disse betingelser, vil de alligevel være omfattet af de nye regler, hvis du for indkomståret 2009 har valgt at selvangive vindmølleindkomsten efter særreglen. Hvis du har anskaffet vindmølleandelene efter den 31. december 2009, men før den 17. november 2010, er det tilstrækkeligt, at du anvender særreglen ved indgivelse af denne selvangivelse.