Der er tale om et lønmodtagerforhold, hvis arbejdsgiveren har en instruktionsbeføjelse over for arbejdstageren. Fradraget gælder i forbindelse med enhver form for lønindtægt. Det er altså uden betydning, om du arbejder på timeløn, akkordløn, provisionsbasis eller blot får drikkepenge. Værnepligtsløn anses også som lønindtægt.

Du kan ikke få fradrag for lønmodtagerudgifter, når du er

  • arbejdsløs
  • efterlønsmodtager
  • pensionist
  • modtager af understøttelse
  • modtager af kontanthjælp eller starthjælp
  • modtager af støtte fra SU-styrelsen
  • modtager af honorarer uden for et egentligt ansættelsesforhold.

Hvis du i løbet af 2011 har skiftet status, fordi du for eksempel er blevet pensioneret, kan du fratrække de udgifter, der vedrører en eventuel lønindtægt.