Hvad SKAT ved
SKAT har oplysninger om udbytte fra udenlandske aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, som du har i dansk depot. Beløbet er som hovedregel taget med på årsopgørelsen, før der er trukket udenlandsk udbytteskat. Beløbet står i rubrik 63.
Hvad du selv skal oplyse
Mener du, at en eller flere af oplysningerne om dine modtagne udbytter er forkerte eller mangelfulde, bør du undersøge beløbene ved indberetter og få denne til at foretage en korrekt indberetning. Kan dette ikke nås inden selvangivelsesfristen, skal du udfylde og indsende skemaet Specifikation af udbytte af børsnoterede udenlandske aktier i dansk depot (blanket nr. 04.054) og sende det til dit skattecenter.
Hvis du har modtaget udbytte af papirer, som du ejer sammen med mere end én anden ejer, er disse udbytter ikke automatisk medtaget. Du skal derfor selv oplyse din andel af udbytterne på selvangivelsen for udenlandsk indkomst.
Du skal bruge Selvangivelsen for udenlandsk indkomst, hvis du har modtaget udbytte eller udlodning fra eller har beholdning af følgende:
- Udenlandske aktier optaget til handel på et reguleret marked, der ikke er i dansk depot.
- Udenlandske aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked.
- Udenlandske aktier/beviser i investeringsforening/selskab/fond.
- Udenlandske aktier/beviser i investeringsforening, der har valgt at følge de danske regler for minimumsudloddende investeringsforening.
- Kontoførende dansk investeringsforening med udlodningsandele, der stammer fra udenlandske aktier med videre.
- Udenlandske aktier optaget til handel på et reguleret marked i dansk depot, hvor Danmark har indgået aftale om undgåelse af dobbeltbeskatning, men hvor der ikke er aftalt en bestemt procentsats for beskatning. Det gælder fx for aktier fra Grønland og Malaysia.
Du kan finde de oplysninger, som SKAT kender, i skattemappen i TastSelv under "Personlige skatteoplysninger". Du kan også taste oplysninger om udenlandsk indkomst i TastSelv.