Indhold
Dette afsnit handler om Skatteministeriets organisation.
Skatteministeriet og SKAT
Skatteministeriet består af Koncerncentret og SKAT.
Skatteministeren har fastsat, at skatteministeriet udøver de kompetencer vedrørende forvaltningen af lovgivning om skatter og lov om vurdering af landets faste ejendomme, som ved SFL § 1 er tillagt told- og skatteforvaltningen. Afgørelser, som i henhold til SFL § 1 er henlagt til told- og skatteforvaltningen, og som efter §§ 5, 6, 7 og 11 kan påklages til et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten, kan efter ministerens bestemmelse dog alene træffes af SKAT. Se BEK nr. 965 af 12/08/2010.
Der vil blive anvendt følgende betegnelser:
SKAT
Denne betegnelse anvendes på al kundevendt kommunikation.
Koncerncentret
Dette er betegnelsen for det sammenlagte departement og hovedcenter.
Skatteministeriet
Dette omfatter SKAT og Koncerncentret samt de særlige enheder Retssikkerhedschef, Ankecenter og Intern Revision.
Skatteministeriets koncern
Dette omfatter Landsskatteretten, Spillemyndigheden samt Skatteministeriet.
Koncernstruktur
Skatteministeriet ledes af en direktion, der består af departementschefen og syv direktører. Hvert enkelt medlem repræsenterer hele direktionen, men dog således at hver af direktørerne har et særligt ansvarsområde, hvor de varetager initiativforpligtigelsen og forpligtigelsen til at implementere beslutninger på området.
De syv direktører
Der er følgende syv direktører:
Koncerndirektør, HR-direktør, økonomidirektør, samfundsøkonomisk direktør, udviklingsdirektør, juridisk direktør og produktionsdirektør.
Struktur på centralt plan
Skatteministeriet er opdelt i følgende områder:
- Borger og virksomhed
- Jura og samfundsøkonomi
- Koncernfunktioner
- Koncernservice.
Struktur på centralt plan
Der er følgende seks regionale enheder:
SKAT Nordjylland, SKAT Nordsjælland, SKAT Midtjylland, SKAT København, SKAT Syddanmark og SKAT Midt- og Sydsjælland.
Særligt udskilte enheder
Retssikkerhedschefen, Ankecentret og Intern Revision er særskilte enheder af Skatteministeriets koncern. Disse enheder er fagligt uafhængige af skatteministeriet.
Som selvstændige myndigheder, men som en del af Skatteministeriets Koncern, er der yderligere de to særlige enheder Landsskatteretten og Spillemyndigheden.
Ændring af Skatteministeriets organisation
Skatteministeriets organisation er ændret med virkning fra den 1. januar 2013.