Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2006.22.HR

Salg i 1993 og tab i 1996 måtte i det hele tilsidesættes i skattemæssig henseende, og sælgers tab kunne ikke fradrages i medfør af ML § 27, stk. 6. I overensstemmelse med aftalens betalingsbetingelser afregnede køber løbende “returmoms" til sælger. Køber havde derfor (uanset at salget var tilsidesat i skatte- og momsmæssig henseende) i medfør af almindelige obligationsretlige grundsætninger ikke krav på tilbagebetaling af den afregnede moms. Der henvistes i øvrigt til de grunde, der er anført af landsretten.

Højesteret stadfæster SKM2003.548.ØLR

Landsretsdomme

SKM2003.548.ØLR

Efter det oplyste, herunder sagsøgers skattemæssige underskud i årene op til konkursen, er det lagt til grund, at sagsøger på tidspunktet for indgåelsen af aftalen om salg af smørefedt var bekendt med, at han havde et betydeligt skattemæssigt underskud fra 1988, der skulle udnyttes senest i 1993, samt at han som sket skulle anmode om genoptagelse af skatteansættelsen for 1988 inden udgangen af 1993. Der var tale om salg af betydelige mængder smørefedt på kredit uden sikkerhed til et selskab, der ikke havde aktiver eller aktiviteter af betydning, i det væsentlige var uden ansatte og havde en negativ egenkapital. Det lægges videre til grund, at sagsøger ikke foretog reelle forsøg på at inddrive fordringen. Sagsøger og køber havde et konkret interessefællesskab ved gennemførelsen af arrangementet, idet sagsøger opnåede betydelige indtægter, der kunne udnyttes i det skattemæssige underskud fra 1988 og senere kunne fradrages som tab, mens køber opnåede et betydeligt skattemæssigt underskud som følge af nedskrivning for ukurans, der blev udnyttet i moderselskabet. På den baggrund og efter en samlet bedømmelse blev sagsøgers adfærd i så væsentlig grad anset for at afvige fra normale forretningsmæssigt begrundede dispositioner, at sagsøgers salg i 1993 og tab i 1996 i det hele måtte tilsidesættes i skattemæssig henseende. Med samme begrundelse fandt landsretten, at sagsøgers tab ikke kunne fradrages i medfør af ML § 27, stk. 6.

Landsrettens dom bliver stadfæstet af Højesteret SKM2006.22.HR.

TfS1996, 816VLD

Ved faktura nr. 33/84 af 1/11 1984 debiterede sagsøgeren varer til anpartsselskabet for 447.000 kr. ekskl. moms. Der blev ikke fastsat noget bestemt betalingstidspunkt, og det må antages, at det reelt var op til sagsøgeren, der som eneanpartshaver havde fuld kontrol over selskabet, og som kunne disponere over selskabets kassekredit, at træffe bestemmelse om, hvornår betaling skulle ske. På tidspunktet for disse faktureringer må det have stået sagsøgeren klart, at selskabet var i betydelige vanskeligheder. På denne baggrund blev de transaktioner, der foregik mellem sagsøgeren og anpartsselskabet, på afgørende måde anset for at adskille sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige handelspartnere og at have båret præg af sagsøgerens personlige økonomiske interesser i selskabet som eneanpartshaver og som kautionist. Selvom det tages i betragtning, at faktureringerne i juli 1985 kan have vedrørt varer, der var bestilt til levering, inden selskabet fik økonomiske vanskeligheder, og selvom der også i forholdet mellem sagsøgeren og Sütex har været forholdsvis løse betalingsforbindelser, fik sagsøgte medhold i, at sagsøgerens undladelse af at søge sit tilgodehavende i selskabet betalt inden sammenbruddet i efteråret 1985 har været bestemt af hans ønske om at varetage sine egne formueinteresser i og i tilknytning selskabet. Det konstaterede tab blev derfor anset som et ikke-fradragsberettiget formuetab.

Byretsdomme

SKM2010.246.BR

Ud fra forpagterens regnskaber op til 2002 blev sagsøgeren anset for at have været bekendt med, at forpagteren ikke havde mulighed for at betale forpagtningsafgiften på 7.200.000 kr. for 2003, der resulterede i, at sagsøgeren nedsatte den månedlige forpagtningsafgift i 2004 til 40.000 kr. Som følge heraf og efter en samlet bedømmelse af den indgåede aftale mellem bortforpagteren og forpagteren, som måtte anses for at være en del af et skattemæssigt arrangement, blev det ikke anset for godtgjort, at dette aftaleforhold var en normal forretningsmæssig disposition. På den baggrund kunne tabet, som sagsøgeren havde opgjort, heller ikke af den grund fradrages efter ML § 27, stk. 6.

Landsskatteretskendelser

SKM2005.484.LSR

Et moderselskabs flerårige kredit til et datterselskab for betaling af vareleverancer blev anset for overgået til lån. Datterselskabet blev opløst som insolvent. Der blev ikke godkendt fradrag for moms på tab på debitorer.

Det er en betingelse, at der er konstateret et tab, og at tabet skal relatere sig til en momspligtig leverance. Det må endvidere antages at være en forudsætning for fradrag efter ML § 27, stk. 6, at fordringen på tabskonstateringstidspunktet stadig kan anses at vedrøre leverede varer eller ydelser.

Ud fra en samlet konkret vurdering var der mellem selskabet og datterselskabet ydet datterselskabet en kredit, der lå ud over det sædvanlige. Der gik knap 3 år fra tilgodehavendernes opståen og til tabskonstateringen i november 2003, og til, at selskabet i denne periode ikke blev anset for at have taget skridt til inddrivelse af fordringen. Selskabet havde over en årrække i en periode forud for salget af cateringvirksomheden løbende indrømmet datterselskabet en kredit af en vis størrelse.

SKM2005.294.LSR

Kreditors salg af kreaturer til B var oftest på kredit. Kreditor købte også kreaturer af B, men foretog ikke modregning. Kreditors repræsentant har oplyst, at kreditor ikke havde foretaget indenretlige skridt for at inddrive tilgodehavendet hos B. Han havde foretaget udenretlige skridt for at inddrive tilgodehavendet hos B, herunder bl.a. fremsendt rykkere og modtaget transport i B’s eventuelle tilgodehavende moms samt i B’s EU-støtte. Grunden til, at kreditor ikke foretog sig yderligere for at inddrive tilgodehavendet, var, at kreditor helt frem til salget af B’s ejendom på tvangsauktion den 17. september 1997 troede, at han havde pant i besætningen.

Ved sagens afgørelse blev det lagt til grund, at klageren havde angivet og afregnet salgsmoms af de kreditsalg til B, som lå til grund for det ønskede fradrag for momsen af tab på B. Idet B afgav insolvenserklæring i fogedretten, måtte klagerens fordring på B anses for tabt på dette tidspunkt. Da det endvidere måtte anses for at være i strid med ML § 27, stk. 6, at begrænse fradragsretten, hvor klageren og debitor ikke er interesseforbundne parter, var klageren berettiget til fradrag for momsen af tabet på B.

SKM2001.610.LSR

Et administrationsselskab A, der var sambeskattet med et selskab B, der drev grossistvirksomhed, kunne ikke fradrage moms af tab for tilgodehavende i B efter ML § 27, stk. 6. Landsskatteretten fastslog, at der i mellemværendet var ydet B A/S en kredit, der lå ud over det sædvanlige. Med henvisning til udviklingen af mellemregningskontoen fandt retten, at der ikke var tale om et sædvanligt løbende debitortilgodehavende over for B A/S, men derimod at tilgodehavende var overgået til at blive et egentligt låneforhold mellem klageren og B A/S. Klageren havde således løbende leveret de pågældende ydelser, uagtet, at der var opstået et større tilgodehavende, ligesom de løbende betalinger fra B A/S ikke helt kunne dække de løbende leveringer og derved på ingen måde kunne afdrage på gælden netto.

Efter Landsskatterettens vurdering kunne den ydede kredit ikke anses for forretningsmæssigt begrundet, og der kunne derfor ikke godkendes fradrag efter ML § 27, stk. 6. Det var ikke i strid med bestemmelsen at begrænse fradragsretten for interesseforbundne parter, såfremt en kredit ved leverancer ikke kunne anses at være begrundet i forretningsmæssige forhold, men udelukkende i varetagelsen af formueinteresser.

SKM2001.459.LSR

Landsskatteretten fastslog, at tabet måtte anses for konstateret ved tvangsopløsningen af B A.m.b.a. den 10/10 2000.

Landsskatteretten fandt dog under de foreliggende omstændigheder, at tabet på konstateringstidspunktet ikke kunne anses at relatere sig til en momspligtig ydelse. Retten begrundede det med:

• det tidsrum, der er gået fra fordringens stiftelse til tabskonstateringen,
• at klageren intet havde gjort for at inddrive sin fordring, og
• den omstændighed at klageren havde været andelshaver i debitorselskabet.

Klageren måtte derfor anses at have ydet B A.m.b.a. en kredit, der ikke kunne anses for begrundet i forretningsmæssige forhold, men i varetagelse af formueinteresser.

Landsskatteretten konkluderede, at der ikke var fradrag for momsen af tabet på den pågældende debitor.

TfS2000, 825LSR

Der blev godkendt fradrag for moms af tab på fordring på datterselskab, da det måtte antages, at dispositionerne overvejende måtte anses for forretningsmæssigt begrundet.

Det måtte antages at være en forudsætning for fradrag efter denne bestemmelse, at fordringen på tabskonstateringstidspunktet stadig kunne anses at vedrøre leverede varer eller ydelser.

Det var ikke i strid med ML § 27, stk. 6 at begrænse fradragsretten for moms for interesseforbundne parter, såfremt en kredit ved leverancer ikke var begrundet i forretningsmæssige forhold, men udelukkende i varetagelse af formueinteresser. I det foreliggende tilfælde måtte kreditten på trods af den lange kredittid og lånebeløbenes størrelse overvejende antages at have været forretningsmæssigt begrundet. Retten havde herved bl.a. lagt vægt på, at leasingaktiverne var B A/S’ produktionsudstyr, samt at leasingkontrakten mellem A ApS og E var bindende for en vis periode. Retten fandt derfor, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at begrænse den periode, som kreditten var forretningsmæssigt begrundet for. Der kunne derfor godkendes fradrag efter ML § 27, stk. 6, for momsen af tabet.

TfS1999, 140LSR

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet afgørelsen stadfæstet. Der var herved bl.a. henvist til, at en liste over A I/S' udeståender pr. 30/9 1997 viste, at der var i alt 129 debitorer, der i alt skyldte virksomheden 1.790.860,86 kr. B's gæld på 987.871,82 kr. svarede altså til 55 pct. af de samlede udeståender.

Det var videre anført, at det ikke var sædvanligt, at der inden for den pågældende branche blev ydet kreditter af den størrelsesorden. Den kredit, som virksomheden havde ydet til B, svarede til godt 10 pct. af virksomhedens samlede omsætning i 1996.

Det blev lagt til grund, at der ikke kunne antages at have været interessefællesskab mellem kreditor og debitor. Landsskatteretten fandt efter det oplyste, at kravet på B på i alt 1.230.720 kr. var konstateret tabt. Der var lagt vægt på det oplyste om, at B den 3/11 1997 havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten, ligesom der var søgt om gældssanering. Landsskatteretten fandt videre, at tabet på B kunne anses at vedrøre leverede varer. Retten lagde vægt på, at der hverken i motiver til ML § 27, stk. 6 (og tidligere ML § 13, stk. 6), eller i praksis var holdepunkter for ikke at godkende fradrag i momsgrundlaget i en situation som den foreliggende. Retten konkluderede derfor, at der kunne godkendes fradrag i momsgrundlaget for 80 pct. af konstaterede tab på uerholdelig fordring, jf. ML § 27, stk. 6.

SKAT

AFG1975, 410DEP

En kontoring vil ikke kunne fradrage konstaterede tab vedrørende leverancer af varer og afgiftspligtige ydelser fra kontoringens enkelte medlemmer til kontokunderne. Dette tab må fradrages i den momspligtige omsætning for den virksomhed, der har afsat og beskattet de pågældende leverancer.

AFG1971, 334DEP

Entreprenører, håndværkere og arkitekter mv., der udfører arbejde for et byggekonsortium (håndværkerkonsortium), hvori de selv er deltagere, vil kunne foretage fradrag i den momspligtige omsætning for konstaterede tab på deres leverancer til konsortiet. Det var en forudsætning herfor, at de opførte bygninger blev solgt af konsortiet i tilslutning til færdiggørelsen, og at konsortiet blev afviklet (likvideret).