Indhold
Dette afsnit handler om den danske særregel om udlejning af skibe og fly.
Afsnittet indeholder:
- Baggrund for særreglen
- Særreglens indhold.
Baggrund for særreglen
Fortjeneste ved udlejning af skibe og fly omfattes normalt af modeloverenskomstens artikel 8, hvis skibet eller flyet udlejes med fuld udrustning, bemanding og forsyninger.
Hvis skibet eller flyet derimod udlejes på bareboat-basis, dvs. uden udrustning og besætning, er fortjenesten omfattet af modeloverenskomstens artikel 7, som er hovedreglen for fortjeneste ved erhvervsvirksomhed. Se punkt 5 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 8. Se også afsnit C.F.8.2.2.7 (artikel 7).
I praksis udlejes skibe og fly ofte på vilkår, der betyder, at der ikke er tale om udlejning med fuld udrustning, bemanding og forsyninger, men heller ikke om udlejning på ren bareboat-basis. Der findes mange mellemformer, som der ikke er taget stilling til i modeloverenskomstens artikel 8 eller i kommentaren til modeloverenskomsten. Det kan være svært at afgøre, om fortjenesten ved udlejning skal henføres til modeloverenskomstens artikel 7 eller artikel 8 i disse tilfælde.
Mange nyere danske DBO'er indeholder en særregel, som præciserer skillelinjen mellem udlejning omfattet af modeloverenskomstens artikel 7 og udlejning omfattet af modeloverenskomstens artikel 8.
Bemærk
I de danske DBO'er, hvor særreglen er med, findes den typisk som stk. 2 i artiklen om international trafik.
Se også
Se også afsnit
- C.F.8.2.2.7 (artikel 7) om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
- C.F.8.2.2.8.2 om hvad der indgår i fortjeneste ved international trafik efter modeloverenskomsten.
Særreglens indhold
Den danske særregel om udlejning af skibe og fly går ud på, at fortjeneste ved udlejning af skibe og fly anses for at være fortjeneste ved international trafik, når fortjenesten er
- Fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly med besætning (time eller voyage) eller
- Fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly uden besætning (bareboat), når
- disse skibe eller fly anvendes i international trafik af lejeren, eller
- lejeindtægten har nær tilknytning til fortjeneste ved drift af skibe eller fly i international trafik.
Bemærk
- Udlejning på time-basis eller time-charter vil sige, at skibet er udlejet fuldt bemandet i en aftalt periode. Rederiet modtager en fast betaling og afholder udgifterne til mandskab, skibets vedligehold, forsikring mv., mens befragteren afholder udgifter til brændstof, havneophold mv.
- Udlejning på voyage-basis er det samme som time-charter, men for en enkelt rejse uanset rejsens varighed. På dansk kaldes dette også for rejsebefragtning.
- Udlejning på bareboat-basis eller bareboat charter vil sige, at skibet udlejes for en given periode uden besætning eller forsyninger. Befragteren står for skibets drift. Bareboat-charter kan sammenlignes med leje af en bil uden fører.
- Vurdering af om en indtægt har "nær tilknytning" afgøres efter de samme kriterier, som dem, der normalt afgør, om en aktivitet er en hjælpevirksomhed i forhold til en virksomhed i international trafik. Se afsnit C.F.8.2.2.8.2.