Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31 og den tilhørende protokol, punkt 1 - 7.

Bemærk

Ved gennemgangen er kun anført de dele af artiklen, som afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2010. Se DBO'en om den præcise ordlyd og det nærmere indhold af afvigelsesbestemmelsen.  

Om en artikel eller dele af den svarer til OECD's modeloverenskomst, se afsnit C.F.8.2.2.1-31, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også de havområder, der støder op til Danmarks kystlinje, og som Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder eller jurisdiktion over efter international ret.

DBO'en omfatter ikke Færøerne og Grønland.

"Den virkelige ledelses sæde" er ikke anvendt i definitionen af international trafik. I stedet lægges der vægt på, hvor foretagendet er hjemmehørende.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Registrering (for ikke fysiske personer) opregnes som tilknytningsmoment. Se artikel 4, stk. 1.

Hvis en ikke-fysisk person efter DBO'ens artikel 4, stk. 1, anses for hjemmehørende i begge aftalelande, skal de kompetente myndigheder bestræbe sig på at afgøre spørgsmålet ved en gensidig aftaleprocedure. Se artikel 4, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Efterforskning af mine, olie, gaskilde, stenbrud eller ethvert andet sted udgør et fast driftssted. Se artikel 5, stk. 2.

Efterforskning og udvinding af naturforekomster uden for kysten er særskilt beskrevet i artikel 23. Ordet efterforskning under litra f, i artikel 5 har kun betydning ved efterforskning af naturforekomster på land.

Bygning, anlægs, montage- eller installationsarbejde eller tilsynsførende virksomhed i forbindelse dermed, udgør et fast driftssted ved aktivitet i mere end 6 måneder. Se artikel 5, stk. 3, litra a.

Et foretagendes levering af tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser af rådgivende art gennem ansatte eller andet personale, udgør et fast driftssted. Se artikel 5, stk. 3, litra b. Tjenesteydelserne skal udføres i det land, hvor betalingerne stammer fra i en eller flere perioder, som tilsammen overstiger 6 måneder inden for en 12-måneders-periode. Hvis tjenesteydelserne er leveret uden for det land, hvor betalingerne stammer fra, skal disse henføres til artiklen om royalties. Se artikel 12 nedenfor.

Fiskerivirksomhed, der varer mere end 3 måneder inden for en 12-måneders-periode, udgør et fast driftssted. Argentina har en økonomisk zone, der strækker sig 200 sømil ud fra kysten, som de har retten til at udnytte. De gældende regler i international ret tillader imidlertid ikke et land at beskatte sådan virksomhed, hvis den finder sted uden for territorialfarvandet, der strækker sig 12 sømil ud fra kysten. Se artikel 5, stk. 3, litra c, og bemærkningerne til DBO'en.

Bestemmelsen om uafhængige agenter er indsnævret i forhold til modeloverenskomsten, fordi en agent ikke skal anses for uafhængig, hvis vedkommende udelukkende eller næsten udelukkende udøver virksomhed for ét foretagende. Se artikel 5, stk. 6.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Et foretagende kan beskattes i driftsstedslandet af den fortjeneste, der vedrører driftsstedet af både salg og virksomhed i øvrigt og som normalt udøves gennem det faste driftssted. Bestemmelserne anvendes ikke, hvis foretagendet kan godtgøre, at et sådant salg eller virksomhed ikke med rimelighed er udøvet af foretagendet. Se artikel 7, stk. 1, litra b og c.

Fortjeneste, som et foretagende erhverver ved forsikringsvirksomhed (inklusiv genforsikring) i et land, beskattes i dette land, selvom foretagendet ikke har et fast driftssted. Skatten må ikke overstige 2,5 pct. af præmiens bruttobeløb. Se artikel 7, stk. 4.

Der er aftalt følgende mellem landene om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed:

  • Et land er ikke forpligtet til at indrømme fradrag for udgifter i videre omfang end det, der er hjemlet i den interne lovgivning. Se artikel 7, stk. 3.
  • Eksport af varer til et foretagende i det andet land skal uanset bestemmelserne i artikel 5, stk. 4, litra d, fortsat være underlagt gældende national lovgivning om eksport. Se artikel 7, stk. 6.
  • Leasing-betalinger i forbindelse med leasing med forkøbsret af maskinelt, videnskabeligt eller industrielt udstyr skal være fritaget for skat i det land, hvor betalingen stammer fra, i overensstemmelse med dette lands interne regler.

Se også protokollen, punkt 1 og 2.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibsfart, luftfart og containere

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Personers fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i det land, hvor personen er hjemmehørende (bopælslandet). Se artikel 8, stk. 1.

Artiklen omfatter også indkomst ved anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder anhængere, pramme og lignende materiel til transport af containere), der anvendes til transport af varer i international trafik. Det er en forudsætning, at disse aktiviteter er et led i skibs- eller luftfartsvirksomheden. Se artikel 8, stk. 2.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 4.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 8, stk. 2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes i indre farvande beskattes derfor efter de regler, som gælder for erhvervsindkomst. Se artikel 7.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 8, stk. 3. Hvis den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sæde ombord på et skib eller en båd beskattes fortjenesten derfor efter reglerne om anden indkomst. Se artikel 21.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse, der anvendes i tilfælde af svig, forsætlig fejl eller forsømmelse. Se artikel 9, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

I moder-/datterselskabsforhold kan kildelandet højst beskatte udbytte med 10 pct. af bruttobeløbet, hvis moderselskabet ejer mindst 25 pct. af kapitalen i datterselskabet. Se artikel 10, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at udnytte beskatningsretten. Se SEL § 2, stk. 1, litra c.

Faste driftssteder kan ud over selskabsskatten pålægges en tillægsskat. Denne tillægsskat kan ikke overstige 10 pct. Se artikel 10, stk. 6.

Anmodning om refusion af for meget indeholdt kildeskat i udbyttebetaling skal indgives til den kompetente skattemyndighed inden for 3 år efter det år, hvor skatten er blevet opkrævet. Under forudsætning af, at den fornødne dokumentation foreligger, skal der ske refusion inden for 12 måneder. Se protokollen, punkt 4. For tilbagesøgning af dansk udbytteskat er fristen dog 5 år. Se KSL § 67 A. Ved tilbagesøgning af dansk udbytteskat anvendes blanket 06.003, der kan findes på www.skat.dk.

DBO'en indeholder en mestbegunstigelsesregel for udbyttebeskatning. Se protokollen, punkt 7 a og 7 b.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.10 om OECD's modeloverenskomst artikel 10.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte renter med højst 12 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 11, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Renter der betales til,

  • staten
  • en politisk underafdeling
  • en lokal myndighed eller et dertil hørende offentligt organ
  • Nationalbanken
  • Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene
  • Dansk Eksportfinansieringsfond
  • Danmarks Skibskredit samt
  • institutioner af samme karakter som oprettes efter DBO'en er trådt i kraft,

er fritaget for beskatning i kildelandet. Se artikel 11, stk. 3.

Fritagelse for beskatning i kildelandet (Argentina) omfatter også Investeringsfonden for Vækstmarkeder. Se TfS 1999, 156 DEP.

Tilbagebetaling af kildeskat

Anmodning om refusion af for meget indeholdt kildeskat i rentebetaling skal indgives til den kompetente skattemyndighed inden for 3 år efter det år, hvor skatten er blevet opkrævet. Under forudsætning af, at den fornødne dokumentation foreligger, skal der ske refusion inden for 12 måneder. Se protokollen, punkt 4. For tilbagesøgning af dansk kildeskat er fristen dog 5 år. Se KSL § 67 A.

Mestbegunstigelsesregel

DBO'en indeholder en mestbegunstigelsesregel for rentebeskatning. Se protokollen, punkt 7 b.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

Kildelandet kan højst beskatte bruttobeløbet med

  • 3 pct. med hensyn til nyheder
  • 5 pct. med hensyn til ophavsret til et litterært, dramatisk, musikalsk eller andet kunstnerisk arbejde (bortset fra royalties fra spillefilm og optagelser på film eller videobånd eller andre gengivelsesmidler til anvendelse i forbindelse med fjernsynsudsendelser)
  • 10 pct. med hensyn til patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel, fremstillingsmetode, eller for anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing), industrielt eller videnskabeligt udstyr, eller for oplysninger om industrielle eller videnskabelige erfaringer, og indbefatter betalinger for ydelse af teknisk bistand som defineret i stykke 3
  • 15 pct. i alle andre tilfælde.

Se artikel 12, stk. 2.

"Royalties" omfatter også nyheder, industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, ydelse af teknisk bistand, når denne bistand er ydet uden for det land, hvor betalingerne stammer fra samt videobånd eller andre gengivelsesmidler, der anvendes ved fjernsynsudsendelser. Se artikel 12, stk. 3. Det danske royaltybegreb i KSL § 65 C er snævrere end DBO'ens. Danmark har som kildeland ikke intern hjemmel til at beskatte de royalties, som ikke er omfattet af den danske bestemmelse.

Bemærk

Der indeholdes royaltyskat både som udbytte- og som renteskat. Dette kan i flere tilfælde betyde en skat, der er meget belastende for en virksomhed, hvis der er knyttet store omkostninger til indtægtserhvervelsen. I to protokolbestemmelser er der taget højde for dette forhold for visse indkomster. Se protokollen, punkt 3.

5 pct.-beskatningen skal for Argentinas vedkommende kun anvendes, når royaltybeløbet (for ophavsret) betales til forfatteren selv eller til hans efterkommere. Se protokollen, punkt 3 a.

10 pct.-beskatningen skal kun anvendes, når krav i den nationale lovgivning til bl.a. registrering er opfyldt. Se protokollen, punkt 3 b, litra i.

Anmodning om refusion af for meget indeholdt kildeskat i udbyttebetaling skal indgives til den kompetente skattemyndighed inden for 3 år efter det år, hvor skatten er blevet opkrævet. Under forudsætning af, at den fornødne dokumentation foreligger, skal der ske refusion inden for 12 måneder. Se protokollen, punkt 4. For tilbagesøgning af dansk kildeskat er fristen dog 5 år. Se KSL § 67 A.

DBO'en indeholder en mestbegunstigelsesregel for royaltybeskatning. Se protokollen, punkt 7 b.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.12 om OECD's modeloverenskomst artikel 12.

Artikel 13: Kapitalgevinster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af forretningsaktiver, der anvendes i økonomisk øjemed i et land, og som ikke er omfattet af stk. 1 og 2, kan kun beskattes i det land, hvor sælgeren er hjemmehørende. Artiklen omfatter leaset udstyr og containere. Se artikel 13, stk. 3.

Fortjeneste ved salg af skibe og luftfartøjer kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 13, stk. 4. Bestemmelsen omfatter ikke fortjeneste ved salg af skibe, der anvendes til transport i indre farvande. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 8 (opsamlingsbestemmelse).

Fortjeneste ved salg af aktier i et selskab, der er hjemmehørende i et land, kan beskattes i dette land. Skatten må ikke overstige de satser, der er anført i artikel 10, stk. 2. Se artikel 13, stk. 5.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 13, stk. 6.

Fortjeneste ved salg af ethvert formuegode, der ikke tidligere er nævnt, og som befinder sig i det andet land, kan beskattes i begge lande. Se artikel 13, stk. 7.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fraflytterbeskatning af aktier. Se artikel 13, stk. 9. Bestemmelsen finder kun anvendelse på hovedaktionæraktier. Se protokollen, punkt 5.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 8 (opsamlingsbestemmelse).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Frit erhverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.

Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis personen opholder sig i landet i mindst 90 dage inden for en 12-måneders-periode.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 15, stk. 3, medtager ikke vederlag for arbejde på skibe, der benyttes til transport i indre farvande. Dette vederlag beskattes efter artikel 15, stk. 1 og 2.

Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 4.

Se også

Se også

  • Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
  • Artikel 17 om vederlag til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 19 om løn for offentligt hverv
  • Artikel 23, stk. 5, om løn i forbindelse med kulbrintevirksomhed
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 16: Bestyrelseshonorarer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk efter artikel 17, når besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.

Bemærk

Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, eller af artikel 15 eller 16, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner og livrenter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen omfatter

  • private pensioner, herunder livrenter, uanset om de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke
  • offentlige pensioner (artikel 19 i modeloverenskomsten)
  • alle ydelser efter kildelandets sociallovgivning eller ordninger med socialt sigte.

Det er bestemt, at de nævnte ydelser kan beskattes i begge lande. Det betyder, at bopælslandet skal give creditlempelse. Se artikel 24 nedenfor.

?Livrenter" betyder fastsatte beløb, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi, der ikke er tjenesteydelser. Se artikel 18, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentligt hverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Bestemmelsen omfatter kun løn for at varetage offentlige hverv. Pension for at varetage offentlige hverv er omfattet af artikel 18.

Bemærk

Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af bestemmelserne i artikel 19 og ikke af artikel 17.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 20: Studerende

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 21: Andre indkomster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland, kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 21, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 22: Formue

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Formuegoder, der er anvendt til økonomiske formål, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 22, stk. 3.

Formue bestående af skibe eller fartøjer, der anvendes i international trafik, og af rørlig formue, som er knyttet til driften af disse skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 22, stk. 4. Bestemmelsen omfatter ikke formue bestående af skibe, der anvendes til transport i indre farvande.

Formue i tredjeland kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 22, stk. 6.

Artiklen indeholder en bestemmelse om SAS. Se artikel 22, stk. 7.

Bemærk

Denne artikel har kun praktisk betydning for ejendomsværdiskat, som anses for en partiel formueskat, da Danmark ikke har generel formuebeskatning.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.22 om OECD's modeloverenskomst artikel 22.

Artikel 23: Virksomhed ud for kysten

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen omfatter virksomhed i forbindelse med efterforskning eller indvinding af naturforekomster i havbunden og undergrunden (kulbrintevirksomhed). Se artikel 23, stk. 2.

Der foreligger i forbindelse med kulbrintevirksomhed fast driftssted, hvis aktiviteten overstiger 30 dage inden for en 12-måneders-periode. Se artikel 23, stk. 2 og 3.

Fortjeneste ved forsyningsvirksomhed (transport af personel eller forsyninger med skib og luftfartøj) kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Tilsvarende gælder for bugserbåde og andre hjælpefartøjer. Se artikel 23, stk. 4.

Hvis løn mv. i forbindelse med kulbrintevirksomhed betales af en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i det land, hvor arbejdet udføres, kan lønnen kun beskattes i arbejdslandet, hvis arbejdet varer i mere end 30 dage inden for en 12-måneders-periode. Se artikel 23, stk. 5.

Hvis arbejdet udføres på et forsyningsskib kan vederlaget kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 23, stk. 5.

Fortjeneste, som en person, hjemmehørende i et land, erhverver ved salg af

  • efterforsknings- og udnyttelsesrettigheder, og
  • aktiver i det andet land, der anvendes i forbindelse med den omhandlede virksomhed

kan beskattes i dette andet land (kildelandet).  Se artikel 23, stk. 6.

Se også

Se også

  • Lov nr. 412 af 3.5.2006 om kulbrinteskatteloven
  • Vejledning nr. 94 af 8. juli 2011 om kulbrintebeskatning
  • DBO'en artikel 23 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 24: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Argentina kan beskatte efter DBO'en.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Argentina, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Argentina.

Argentina giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en.

DBO'en skal ikke forhindre landene i at anvende bestemmelser om tynd kapitalisering ifølge national lovgivning. Se protokollen, punkt 6.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 25: Ikke-diskriminering

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 26: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Efter modeloverenskomsten gælder der ikke nogen tidsbegrænsning for gennemførelsen af en gensidig aftale. Efter DBO'en gælder de nationale frister for forhøjelser af skatteansættelser, der medtager indkomst, der også er blevet pålagt skat i det andet land. Fristen udløber i alle tilfælde efter 5 år fra udløbet af det pågældende indkomstår. Se artikel 26, stk. 3.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også

Artikel 27: Udveksling af oplysninger

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 28: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 29: Territorial udvidelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.

Artikel 30: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 4. september 1997 og har virkning fra og med 1. januar 1998.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 31: Opsigelse

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

DBO'en er uopsigelig i de første 6 år efter den trådte i kraft.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.