§ 18 vedrører den situation, hvor der er foretaget afsluttende skatteansættelse af mellemperioden efter de foranstående regler i urigtig formodning om, at dødsboet er skattefritaget efter § 6, og hvor det efterfølgende viser sig, at boets formue bevirker, at det alligevel ikke er fritaget for beskatning.
Boet bliver ikke skattefritaget
Når dødsboet ikke er skattefritaget, indgår mellemperiodeindkomsten som en integreret del af bobeskatningsindkomsten, jf. § 19, stk. 2. Som konsekvens heraf bestemmes i § 18, stk. 1, at en eventuel mellemperiodebeskatning så skal ophæves.
Er der foretaget afsluttende skatteansættelse af mellemperioden, kan denne, jf. § 15, efter omstændighederne have medført enten, at boet er blevet afkrævet yderligere skat vedrørende mellemperioden, eller at boet har fået udbetalt for meget betalt skat.
Indbetalte mellemperiodeskatter modregnes i dødsboskatten
Efter § 18, stk. 2, skal eventuelle indbetalte beløb ikke straks udbetales til dødsboet, men i stedet godskrives boet ved opkrævningen af dødsboskatten. Hvis modregning ikke fuldt ud kan ske i dødsboskatten, har boet krav på udbetaling af restbeløbet.
Genopkrævning
Ifølge § 18, stk. 3, skal eventuelle udbetalinger til dødsboet genopkræves i forbindelse med opkrævningen af dødsboskatten og behandles som en del af denne med hensyn til inddrivelse og hæftelse.
|