Dato for udgivelse
20. juni 2007
Gyldig til
1. januar 2012
Til
Virksomheder, der er registreret efter spiritusafgiftsloven
Sagsnummer
07-073733
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18 eller personlig henvendelse til kommunens borgerservice eller skattecentrene
Resumé
Banderolerne til spiritus ændrer udseende fra 1. juli 2007


 
Fra 1. juli 2007 vil banderolerne til spiritus ændre udseende. 

Der ændres ikke på størrelsen eller udformningen af banderolerne eller på de afgiftstekniske oplysninger. Papirkvalitet og lim er også uændret. 
 

Ændringerne består primært i, at ToldSkat logoet erstattes af SKAT logoet, der består af tre elementer: kronen, den gule cirkel og navnetrækket SKAT.

1. Kronen
Vores nye symbol er kongekronen, som fortæller om vores tilknytning til staten og understreger, at vi er en myndighed. Kronens udformning er en nutidig og moderne udformning af den krone, som tidligere kendetegnede både Skatteministeriet, Landsskatteretten og ToldSkat.

2. Den gule cirkel
Den gule cirkel omkring kronen symboliserer fordelingen af skattemidlerne. Den gule farve er bevaret fra Skatteministeriet og ToldSkat, da den i befolkningens bevidsthed er synonym med kommunikation af skattemæssig karakter.

Den gule cirkel omkring kronen kan føres tilbage til en tradition fra ministeriernes mærker, der ofte er omgivet af et bånd eller et bælte.

3. Navnetrækket
Bogstaverne i navnetrækket er specielt designet til organisationen. Navnetrækket er designet til at skulle udtrykke, at vi er en moderne organisation. Navnetrækket er let genkendeligt, når det ses på tryksager, hjemmesider, skiltning og anden kommunikation.

Ændringen af banderolernes udseende har ikke haft indflydelse på de sikkerhedsmæssige tiltag for at undgå forfalskninger. Banderolerne har blandt andet SKATs navn i mikroprint, og der er anvendt et gradueret toningsforløb. Endvidere er den orangegule farve svær at fotokopiere.
 

Udleveringen af banderolerne med det nye udseende vil ske trinvis, afhængig af banderolestørrelsen.

Virksomhedens beholdning af gamle banderoler kan fortsat bruges.

Du kan få nærmere oplysninger om banderoler  i SKATs Punktafgiftsvejledning, se www.skat.dk (Rådgiver - Juridiske vejledninger).

Nyhedsbrevet findes også på SKATs hjemmeside, se www.skat.dk  (Virksomhed - Nyheder).

 

Med venlig hilsen 
 
SKAT

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen