åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.7.4.5 Høring" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om høring, når SKAT træffer afgørelser.

Afsnittet indeholder:

  • Baggrund
  • Ubetinget høring efter SFL
  • Betinget høring efter FVL
  • Hvem skal foretage høring?
  • Høring af sagens parter
  • xFormen for partens svar på høringx 
  • Høring af andre myndigheder
  • Hvad skal der høres om?
  • Høringsfrist
  • Konsekvenser af manglende høring
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelser med videre

Baggrund

Formålet med høring er at sikre, at sagens parter får mulighed for at blive bekendt med afgørelsesgrundlaget og kommentere det, før der træffes en afgørelse. Høringen sikrer, at misforståelser, manglende oplysninger med videre kan blive afklaret, så afgørelsen træffes på det bedst mulige faktiske grundlag. Tilliden til den offentlige forvaltning antages også at være større, når parten får mulighed for at kontrollere myndighedens beslutningsgrundlag, inden afgørelsen træffes. Se bemærkninger i pkt. 8d til LFF nr. 4 af 2. oktober 1984.

FVL gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, der behandler sager, hvor der bliver truffet afgørelse. Se FVL § 1 og § 2.

FVL bestemmelser om høring er mindstekrav. Hvis der er bestemmelser i andre love, som har mere omfattende krav til høring, så er det de krav, der skal opfyldes.

SFL gælder for SKAT´s udøvelse af forvaltning. SFL indeholder høringsbestemmelser for mange af SKATs afgørelser. Se SFL §§ 19 og 20.

Ubetinget høring efter skatteforvaltningsloven

Hovedregel

SKAT skal som hovedregel altid foretage høring, når der træffes afgørelser om:

  • Skat
  • Moms
  • Afgifter
  • Told
  • Ejendomsvurdering
  • Motor

Se SFL §§ 19 og 20.

SFL § 19 vedrører udarbejdelse af sagsfremstillinger, som skal sendes til høring hos sagens parter. SFL § 20 vedrører varsling af en afgørelse. En afgørelse skal som hovedregel altid varsles og der skal som udgangspunkt også altid udarbejdes en sagsfremstilling. Der er imidlertid en række undtagelser til udarbejdelse af sagsfremstilling, så den praktiske hovedregel nærmere er, at en afgørelse alene skal varsles. Se om undtagelserne nedenfor under "SFL § 19 - sagsfremstilling".

Undtagelse

Høring kan undlades

  • når en afgørelse træffes efter anmodning fra sagens parter, og anmodningen imødekommes fuldt ud, eller når 
  • SKAT og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.

Se SFL § 19, stk. 1 og § 20, stk. 3.

Imødekommelse fuldt ud eller enighed om afgørelse, forudsætter enighed om såvel talmæssig resultat som begrundelsen for afgørelsen. Hvis en anmodning om genoptagelse ikke fuldt ud kan imødekommes, skal SKAT varsle den påtænkte afgørelse, inden der træffes endelig afgørelse.

SFL § 19 - sagsfremstilling

Høring efter SFL § 19 sker i form af udsendelse af en sagsfremstilling, der skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal også oplyses om den begrundede afgørelse, som oplysningerne fører til. Se SFL § 19, stk. 2 og 3.

SKAT skal udsende sagsfremstilling, inden der træffes afgørelse, medmindre det er en af følgende typer af afgørelser:

Se SFL § 19, stk. 1 og stk. 5.

Kravet om høring i form af sagsfremstillinger vedrører således primært afgørelser om selskabsligning, moms, afgifter og told. 

Se også

Afsnit A.A.7.4.6 Sagsfremstilling.

SFL § 20 - agterskrivelse (forslag til afgørelse)

Høring efter SFL § 20 sker i form af et forslag til afgørelse, der skal opfylde FVL krav til begrundelse. Det vil blandt andet sige henvisning til retsregler og de hovedhensyn der har været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse. Se FVL § 24 og afsnit A.A.7.4.7 "Begrundelse" om krav til en begrundelses indhold.

SKAT skal udsende forslag til afgørelse, når afgørelsen vedrører:

  • Ansættelse af indkomstskat (herunder også arbejdsmarkedsbidrag)
  • Ejendomsværdiskat
  • Gaveafgift
  • Ejendomsvurdering

Se SFL § 20, stk. 1 og 4.

Høringspligten omfatter den type af oplysninger, der skal selvangives efter SKL. Afgørelse af om der fx er et fradragsberettiget underskud, om der skal indrømmes skattelempelse efter en dobbeltbeskatningsaftale osv. er omfattet af høringspligten, da det er baseret på den type af oplysninger, der skal selvangives efter SKL.

Høringspligten omfatter til gengæld ikke en ændret skatteberegning, der er en konsekvens af fx overførsel af uudnyttet underskud, bundfradrag eller personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af fradragsberettiget underskud eller beregning af skattelempelse efter en dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. Se Bemærkningerne til § 1 nr. 2 og 3 i LFF nr. 192 af 4. marts 1999 og pkt. 4.9 i LFF nr. 110 af 24. februar 2005. Se også SKM2010.332.BR.

Eksempel

Dette eksempel viser, at den manglende høringspligt ved en ændret skatteberegning hos en ægtefælle er uafhængig af, om ægtefællerne stadig er samlevende eller gift på ændringstidspunktet.

En kvinde fik reduceret underskudsoverførsel i indkomståret 2001 som følge af forhøjelse af sin daværende mands indkomst. Da der var tale om en konsekvensændring af ren beregningsmæssig karakter havde SKAT ikke haft pligt til at høre hustruen efter SFL § 20. Retten fandt heller ikke, at der var pligt til partshøring efter de almindelige forvaltningsretlige regler i FVL § 19 og § 20. Se SKM2010.332.BR.  

Hvis en ægtefælles indkomst- eller ejendomsværdiskat ændres som en direkte følge af en ansættelse for den skattepligtiges ægtefælle, skal der ske høring af ægtefællen på sædvanlig vis, når der ikke alene er tale om en ændret skatteberegning. Hvis fx ægtefællerne har fordelt renteudgifter mellem sig, og det ved ligning af den skattepligtiges ægtefælle konstateres, at de samlede renteudgifter er mindre end selvangivet, så skal ægtefællen varsles og høres om den afledte ændring.

Se også

Afsnit A.A.8.2.2 "Kort ligningsfrist" om den særlige 30 dages frist for varsling af en afledt ændring i en ægtefælles ansættelse.

Betinget høring efter forvaltningsloven

FVL gælder, når der træffes afgørelser, som ikke er opremset i SFL §§ 19 og 20 og derfor ikke er omfattet af høringsbestemmelserne i SFL. Det vil sige, at fx afgørelser om skatteberegning og registreringsafgift omfattes af høringsbestemmelserne i FVL.

Hovedregel

SKAT må ikke træffe en afgørelse, før parten er hørt, når:

  • Parten er ubekendt med, at nogle oplysninger i sagen er i SKAT´s besiddelse,
  • og oplysningerne er til ugunst for parten,
  • og anses for at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Se FVL § 19.

Høringen efter SFL er ubetinget. Høring efter FVL er der imod kun påkrævet, hvis SKAT vurderer, at betingelserne for høringspligt er opfyldte.

Undtagelse

FVL er der nævnt nogle situationer, hvor SKAT undtagelsesvist godt må træffe en afgørelse uden høring. Se FVL § 19, stk. 2.

Endvidere kan SKAT undlade at høring, når afgørelsen ændres efter anmodning, hvis sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det. Det vil fx være tilfældet, hvis en anmodning om ændring er til gunst for parten og anmodningen imødekommes fuldt ud. Se FVL § 20 og bemærkningerne til § 20 i LFF nr. 4 af 2. oktober 1984.

Hvem skal foretage høring?

Den myndighed, som træffer afgørelse, skal sikre høring af sagens parter. Landsskatteretten kan anmode SKAT om at udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring til brug for Landsskatterettens behandling af en klage, hvis der ikke tidligere i sagsforløbet har været krav om en sagsfremstilling. Det vil sige klager, hvor skatteankenævnene er oversprunget, klager over SKAT´s bindende svar og sager der afgøres af Landsskatteretten uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Se FVL § 19 og SFL § 19, § 20 og § 42b.

Se også

Afsnit A.A.1.8 "Landsskatteretten" om de afgørelser Landsskatteretten træffer uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Afsnit A.A.10.2.3.3.

Høring af sagens parter

Sagens parter skal høres, uanset om høring foretages efter FVL eller SFL. Partsbegrebet er ens i de to love. Sagens parter omfatter herefter afgørelsens adressat, men også andre, der har en væsentlig, individuel, direkte og retlig interesse i sagen. Det betyder fx, at i sager vedrørende ændret fordeling af afståelsesvederlag skal både køber og sælger høres og at både gavegiver og -modtager skal høres i sager vedrørende gaveafgift. Se AL § 45 og EBL § 4. Særskilt fremsendelse til en ægtefælle kan normalt undlades, når ægtefællerne har samme folkeregisteradresse. Se bemærkningerne til § 20 i LFF nr. 110 af 24. februar 2005.

Se også

Afsnit A.A.7.2. Partsbegrebet.

Eksempel 1

Dette eksempel omhandler en skatteansættelse i koncernforhold.  

Dette eksempel viser, at høring ikke må indskrænkes til afgørelsens adressat, hvis afgørelsen har umiddelbar betydning for en anden.

Højesteret forudsætter, at i sambeskatningsforhold skal både datterselskab og moderselskab have tilsendt forslag til ændring af skatteansættelsen i datterselskabet.

I den konkrete sag ville SKAT ændre skatteansættelsen for et datterselskab, og det havde betydning for moderselskabets skatteansættelse, da selskaberne var sambeskattede. I forbindelse med ansættelsen af datterselskabets indkomst modtog moderselskabet en kopi af forslaget til afgørelse. Som følge af sambeskatningen modtog moderselskabet efterfølgende skatteopkrævninger som blev anset for skatteansættelser. Ansættelserne blev foretaget uden forudgående underretning af selskabet, men da moderselskabet havde modtaget kopi af underretningen til datterselskabet og havde haft lejlighed til at udtale sig ved et møde, kunne den manglende høring efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke føre til ugyldighed. Se SKM2001.344.HR.

Desuden fremgår det af SEL § 31, stk. 6, at der skal udpeges et administrationsselskab. Af SEL § 29 B, stk. 2 fremgår det endvidere, at den samlede indkomstskat opgøres ved administrationsselskabet. Således fremgår det direkte af de nævnte bestemmelser, at administrationsselskabet er part i sagen ved en ændring af et datterselskabs skatteansættelse.

Det betyder, at hvor SKAT vil foretage en ansættelsesændring i et datterselskab, skal både administrationsselskabet og datterselskabet have tilsendt et forslag til ændring af skatteansættelsen. Herudover skal administrationsselskabet have et forslag til ændring af sambeskatningsindkomsten, hvori forslag til ændringen i datterselskabets skatteansættelse indgår. Ovenstående gælder uanset om de sambeskattede selskaber har samme adresse/bestyrelse eller ej. 

Vedrørende administrationsselskaber og partsbegrebet i relation til klage - se A.A.10.2.1.

x

Eksempel 2

Dette eksempel omhandler en kombination af skatteansættelse og ansættelse af moms/afgifter i koncernforhold.

I de situationer hvor SKAT vil foretage en ændring af moms/afgifter i et datterselskab samtidig med en ansættelsesændring af skatten, skal administrationsselskabet alene have tilsendt forslag til ændring af skatten. Det betyder, at den del af forslaget som vedrører ændring af moms/afgifter i datterselskabet alene skal fremsendes til høring i datterselskabet. Administrationsselskabet er ikke part i sagen vedrørende ændring af datterselskabets moms/afgifter og en videregivelse af disse oplysninger til administrationsselskabet vil være en overtædelse af skattemyndighedernes særlige tavshedspligt. Se SFL § 17, stk. 1 og afsnit A.A.6.1.2.

x  

Formen for partens svar på høring

Partens svar på en partshøring efter enten FVL eller SFL kan afgives mundtligt eller skriftligt.

Eksempel

Dette eksempel viser, at afgørelsen blev anset for ugyldig, da SKAT ikke imødekom partens anmodning om et møde forud for afgørelsen blev truffet.

SKAT Inddrivelsescentret havde ikke afholdt møde med klageren trods hans gentagne anmodninger herom. Som begrundelse havde SKAT Inddrivelsescentret først henvist til, at der fra den 1. januar 2010 ikke længere kunne lade sig gøre at afholde møde personligt i Personinddrivelsen og derefter henvist til, at afdelingslederen ikke havde svaret vedrørende personligt fremmøde i et nærliggende skattecenter.

Landsskatteretten fandt, at partshøringsregler anses for garantiforskrifter og en tilsidesættelse heraf skaber en formodning for, at afgørelserne om iværksættelse af lønindeholdelse er påvirket af fejlen.

Landsskatteretten så ikke grundlag for at denne formodning var afkræftet og afgørelserne var ugyldige. Se SKM2012.85.LSR

 

x

Høring af andre myndigheder

Lovbestemt høring af andre myndigheder

Skatteankenævnet skal indhente en udtalelse fra SKAT om en modtaget klage. Motorankenævn og vurderingsankenævn modtager en klage sammen med en udtalelse fra SKAT, og skal derfor ikke selv indhente udtalelser fra SKAT. Se SFL § 36, stk. 3, § 38, stk. 3 og § 39 a, stk. 3.

Se A.A.10.1.2 om remonstration.

Landsskatteretten har ikke en tilsvarende lovbestemt pligt til at lade en udtalelse fra den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, indgå i sin sagsbehandling. Men Landsskatteretten kan anmode om en udtalelse til klagen eller dele af klagen, hvis det findes hensigtsmæssigt. Se BEK. nr. 974 af 17. oktober 2005 § 4, stk. 3 og § 5.

Ikke lovbestemt høring af andre myndigheder

SKATs sagsbehandling er underlagt officialprincippet. SKAT skal derfor høre andre myndigheder, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til sagens oplysning.

Se også

Afsnit A.A.7.4.3 om officialprincippet.

 

x

Bemærk Pensionsstyrelsen ved afgørelse om pligt til betaling af arbejdsmarkedsbidrag.

Hvis der ved afgørelse om bidragspligt eller ej er tvivl, om arbejdstageren eller den selvstændigt erhvervsdrivende er social sikret i et andet land, så skal Pensionsstyrelsen som kompetent myndighed høres om, hvor personen er socialt sikret. Se AMFL § 7 stk. 1 og stk. 3 og § 14 i BEK nr. 1524 af 14/12/2006.

Høring af Pensionsstyrelsen er aldrig nødvendig, hvis:

  • der er en blanket E101 attesteret af den kompetente sociale myndighed i et EU/EØS-land, eller
  • der er en udtalelse fra Pensionsstyrelsen om social sikring, eller
  • betaling af arbejdsmarkedsbidraget alligevel vil bortfalde som følge af lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomst eller Ligningslovens § 33 A.

SKAT skal som afgørelsesmyndighed tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige, for at Pensionsstyrelsen kan afgive en udtalelse.

Eksempel

Et skattecenter havde anset en person bosiddende i Frankrig for pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af en afløsningssum for en uafdækket pensionsordning. Den Sociale Sikringsstyrelse (nu Pensionsstyrelsen) havde udtalt, at personen ikke var omfattet af dansk sociallovgivning, men var omfattet af social sikring i Frankrig. Han var derfor ikke pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af pensionsordningen i Danmark. Se SKM2007.80.LSR

x.

Hvad skal der høres om?

Efter FVL skal sagens parter høres om oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Efter SFL skal der også høres om den afgørelse, som SKAT vil træffe på baggrund af oplysningerne om de faktiske omstændigheder. Begrundelsen for afgørelsen skal også fremgå, og den skal opfylde FVL krav til begrundelse. Efter SFL skal sagens parter altså høres både om de faktiske og retlige oplysninger, mens høringen efter FVL kun omfatter de faktiske oplysninger. Se FVL § 19 og SFL § 19 og § 20.

De oplysninger, som parten skal høres om, kan være modtaget fra private eller fra andre offentlige myndigheder. Men det kan også være oplysninger, som parten selv har meddelt myndigheden i anden forbindelse, og som nu indgår i afgørelsesgrundlaget i den nye sag. Se Bemærkninger til § 19 i LFF nr. 4 af 2. oktober 1984.

Se også

Afsnit A.A.7.4.7 "Begrundelse" om forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold.

Fornyet høring

Den ubetingede høring efter skatteforvaltningsloven gælder også i de tilfælde, hvor der i sagsforløbet kommer nye faktiske oplysninger, nye retlige oplysninger eller hvor SKAT ændrer sin retlige vurdering. Der skal således foretages en fornyet høring i form af et nyt forslag til afgørelse/ny sagsfremstilling. Det er uden betydning for en fornyet høring, at der ikke blev afgivet udtalelse ved den første høring. Se FVL § 19 og SFL § 19 og § 20.

Bemærk

 

Eksempel

Dette eksempel viser, at der ikke skal foretages fornyet høring blot fordi, der er kommet flere oplysninger i sagen. Krav om fornyet høring forudsætter nye oplysninger eller ny retlig vurdering af sagen.

Sagen vedrørte et 10-mandsprojekt med sale and lease back af togvogne. Advokatens ønske om et nyt møde med Ligningsrådet blev imødekommet. Samtidig med mødeindkaldelsen modtog advokaten kopi af Ligningsrådets materiale til brug for sagen, dog manglede et notat, som advokaten først modtog 5 dage før det berammede møde. Mødet blev afholdt og Ligningsrådet afsagde kendelse. Advokaten påstod ugyldighed grundet manglende høring af notatet. Landsretten fandt ikke, at kendelsen var ugyldig. Argumentationen i notatet var udbygget, men den indeholdt ikke nye faktiske omstændigheder. Se SKM2002.159.ØLR

Høringsfrist

Agterskrivelse og sagsfremstilling

SFL frist for udtalelse til agterskrivelse eller sagsfremstilling er mindst 15 dage, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. SKAT kan fastsætte en længere frist, men kan til gengæld kun fastsætte en kortere frist, hvis sagens part ønsker det. En længere frist kan fx være relevant, hvis sagens part bor i et andet land eller hvis sagen er meget kompleks og indeholder mange dokumenter mm. En kortere frist kan fx være i partens interesse, hvis der ønskes hurtigere adgang til klagesystemet. SKAT skal kunne bevise partens samtykke, hvis der opstår tvist om fristens længde. Se SFL § 19 og 20.

Se om fristforlængelse -  A.A.8.2.1.1, A.A.8.2.2., A.A.8.2.3.12., A.A.8.3.1.1.3 og A.A.8.3.2.1.6.

Hvis den skattepligtige ønsker et møde kan SKAT kræve, at mødet afholdes inden indsigelsesfristens udløb. Se TfS1997,350LSR. Som begrundelse herfor er blandt andet henvist til, at det ikke kunne påhvile SKAT som en risiko, at den skattepligtiges advokat var på ferie og at den skattepligtige ikke selv ville deltage i et møde.

SFL bestemmelser om frist for udtalelse til sagsfremstillinger gælder også for Skatterådets og ankenævnenes sagsbehandling. Se SFL § 4, stk. 2, § 36, stk. 5, § 38, stk. 4 og § 39 a, stk. 4.

Træffer SKAT afgørelse inden udløbet af høringsfristen, vil det normalt medføre ugyldighed. Manglende overholdelse af høringsfristen fører efter en konkret vurdering ikke til ugyldighed. Se TfS1995,605LSR, TfS2000,95HD og TfS2000,906LSR. Disse afgørelser er begrundet i, at det fremgik positivt, at den skattepligtige ikke ville fremsætte bemærkninger.

Bemærk toldskyld

EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om høring. Men art. 220 om toldskyld forudsætter, at toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse, og artiklen sætter derfor mere snævre grænser for høringsfristen. Se art. 220 i EF's toldkodeks nr. 2913/92.

SKAT´s udtalelse til klage

SKAT skal udtale sig om klage til Ankenævnene. Fristen for udtalelsen til Skatteankenævnene er 14 dage, men fristen kan forlænges af Skatteankenævnene, hvis SKAT anmoder om det. Der er ikke en tilsvarende frist for udtalelse om klage til Vurderings- og Motorankenævn, da klagerne modtages fra SKAT sammen med en udtalelse. Se SFL § 36, stk. 3, § 38, stk. 3 og § 39a, stk. 3.

Se A.A.10.1.2. om remonstration.

Forvaltningslovens høringsfrist

FVL indeholder ikke en tilsvarende frist for udtalelse i forbindelse med høring. Fristen må i de enkelte tilfælde fastsættes således, at parten har en rimelig tid til at gennemgå oplysningerne og til at lave en udtalelse, hvis parten ønsker det. Se FVL § 19 og bemærkningerne til § 19 i LFF nr. 4 af 2. oktober 1984.

Eksempel

Dette eksempel viser, at SKAT skal indrømme en længere frist end 15 dage, hvis det er nødvendigt for at parten har rimelige vilkår for at varetage sine interesser.

Landsretten fandt, at den 14 dages frist, der var fastsat i en agterskrivelse efter sagens omfang og afsendelsen kort før jul, var for kort til, at sagsøgeren kunne varetage sine interesser. Efter en konkret væsentlighedsvurdering førte fejlen ikke til ugyldighed. Retten lagde blandt andet vægt på, at sagsøgeren tidligere var informeret om ændringen og havde haft lejlighed til at udtale sig. Se SKM2002.508.ØLR.

Se om fristforlængelse A.A.8.2.1.1, A.A.8.2.2., A.A.8.2.3.12., A.A.8.3.1.1.3 og A.A.8.3.2.1.6.

Eksempel

Dette eksempel viser, at SKAT som udgangspunkt ikke må træffe afgørelse i en sag, når der er modtaget en udtalelse, hvis svarfristen endnu ikke er udløbet.

Sagen vedrørte et 10-mandsprojekt, hvor der var udsendt agterskrivelse med høringsfrist til d. 15. december. Skatteforvaltningen modtog en indsigelse dateret d. 7. december og d. 12. december blev der afsendt kendelse i sagen. Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at det ikke kunne føre til ugyldighed, at der blev truffet afgørelse i sagen efter der var indkommet høringssvar, men inden høringsfristen var udløbet.  SKM2003.273.HR.

Se også

Afsnit A.A.7.4.8 "Underretning om afgørelsen" om SKATs underretning om afgørelse efter endt høring.

Konsekvenser af manglende høring

Reglerne om partshøring anses for garantiforskrifter, og tilsidesættelse af dem anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre en afgørelses ugyldighed. Efter en konkret væsentlighedsvurdering kan en afgørelse anses for gyldig på trods af manglende eller mangelfuld høring, hvis fejlen ikke anses at have haft betydning for afgørelses resultat. Det kan fx være tilfældet, hvis parten i forvejen er bekendt med oplysningerne i sagen, eller at den materielle afgørelse alligevel ville være uændret efter en korrekt høring. 

Eksempel

Det blev under sagen lagt til grund, at selv om den skattepligtige ikke havde modtaget alle oplysninger fra ligningsmyndigheden, havde han selv medvirket til at bibringe ligningsmyndigheden den opfattelse, at han som kommanditist selv var bekendt med de manglende oplysninger. Han havde endvidere deltaget i et møde, hvor en af de øvrige kommanditister havde fremlagt disse oplysninger. Partshøringsforpligtelsen blev derfor ikke anset for tilsidesat. Se SKM2005.224.ØLR.

Eksempel

En afgørelse blev anset for ugyldig, fordi der ved efteropkrævning af told ikke var gennemført tilstrækkelig høring, idet relevante oplysninger ikke var indarbejdet i sagsfremstillingen. Selv om gennemførelse af korrekt høring kunne medføre risiko for, at toldkravet blev forældet efter toldkodeksens art. 221 stk.3, og EU dermed ville lide et tab, som kunne gøres gældende mod den danske stat, så kunne partshøring ikke undlades efter undtagelsesbestemmelsen i FVL § 19, stk. 2, nr. 3. Se SKM2005.290.LSR.

Eksempel

En skatteforvaltnings afgørelse var behæftet med to fejl i form af manglende yderligere høring og manglende indkaldelse til møde med forvaltningen trods fremsat begæring herom. Landsretten fandt, at den trufne afgørelse ubestridt var materielt rigtig, og at afgørelsen grundlæggende var baseret på oplysninger, som var meddelt skatteyderen i agterskrivelsen samt i den skriftlige korrespondance i sagen. Sagsbehandlingsfejlene havde ikke konkret haft væsentlig betydning for sagens afgørelse og kunne derfor ikke føre til afgørelsens ugyldighed. Se SKM2003.556.ØLR.

Se også

Afsnit A.A.7.5 Formelle mangler eller fejl.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2006.677.HR Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at det ikke kunne føre til ugyldighed, at der ikke var fundet parshøring sted mht. en redegørelse om karakteren af et skattearrrangement, som skatteyderen deltog i.  
 SKM2003.273.HR Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at det ikke kunne føre til ugyldighed, at der blev truffet afgørelse i sagen efter der var indkommet høringssvar, men inden høringsfristen var udløbet.   
 SKM2001.498.HR Sagen vedrørte udsendelse af agterskrivelse d. 18. april 1997, ny agterskrivelse d.14. juli og kendelse d. 23. juli 1997. Begrundelsen i agterskrivelsen var blevet ændret fra maskeret udlodning til en ydet gave. Agterskrivelsen d. 14. juli var fremsendt for sent og klageren påstod derfor afgørelsen for ugyldig. Agterskrivelsen fra april var rettidig. Kendelsen angik beskatning af det samme beløb, og uanset at den skatteretlige vurdering afveg fra den i agterskrivelsen, så fandt Retten fandt, at skattemyndighedens underretningspligt efter SSL § 3, stk. 4 var opfyldt med agterskrivelsen af 18. april. Se også TfS 1997,105.LSR hvor der skulle ske fornyet høring grundet ændring af den retlige vurdering.

Begge afgørelser vedrører høring efter SSL.

 SKM2001.344.HR SKAT ville ændre skatteansættelsen for et datterselskab, og det havde betydning for moderselskabets skatteansættelse, da selskaberne var sambeskattede. I forbindelse med ansættelsen af datterselskabets indkomst modtog moderselskabet en kopi af forslaget til afgørelse. Som følge af sambeskatningen modtog moderselskabet efterfølgende skatteopkrævninger som blev anset for skatteansættelser. Ansættelserne blev foretaget uden forudgående underretning af selskabet, men da moderselskabet havde modtaget kopi af underretningen til datterselskabet og havde haft lejlighed til at udtale sig ved et møde, kunne den manglende høring efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke føre til ugyldighed.  
 TfS2000,95HDR En afgørelse blev anset for gyldig, selv om den var truffet inden høringsfristens udløb. Der blev bl.a. lagt vægt på, at partens rettigheder ikke var tilsidesat, at der ikke kunne forventes yderligere indsigelser inden fristen udløb og at der ikke på noget tidspunkt var fremsat indsigelser vedrørende det materielle resultat.  

Landsretsdomme

 SKM2009.765.ØLR Afgørelse ikke ugyldig pga. manglende partshøring. Agterskrivelser og årsopgørelser var løbende sendt til adresse i Danmark, der var den officielt registrerede adresse og til en adresse i Polen, som var oplyst af skatteyderen. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at Folkeregisteret ikke havde modtaget de af skatteyderen oplyste men udokumenterede tidligere indgivne meddelelser om adresseændring.  
 SKM2005.277.VLR Afgørelse ikke ugyldig pga. manglende partshøring. Retten lagde vægt på, at skatteyder havde lejlighed til at udtale sig ved indkaldelse af bilagsmateriale og ved et møde forud for afgørelsen. SKM2005.276.VLR tilsvarende afgørelse.
 SKM2005.224.ØLR

Landsretten fandt ikke indsigelse om utilstrækkelig partshøring godtgjort, da der forud for skatteforvaltningens afgørelse var afholdt møde med skatteyder. 

 

SKM2003.556.ØLR

 
En skatteforvaltnings afgørelse var behæftet med to fejl i form af manglende yderligere høring og manglende indkaldelse til møde med forvaltningen trods fremsat begæring herom. Landsretten fandt, at den trufne afgørelse ubestridt var materielt rigtig, og at afgørelsen grundlæggende var baseret på oplysninger, som var meddelt skatteyderen i agterskrivelsen samt i den skriftlige korrespondance i sagen. Sagsbehandlingsfejlene havde ikke konkret haft væsentlig betydning for sagens afgørelse og kunne derfor ikke føre til afgørelsens ugyldighed.  
 SKM2002.508.ØLR

Landsretten fandt, at den 14 dages frist, der var fastsat i en agterskrivelse efter sagens omfang og afsendelsen kort før jul, var for kort til, at sagsøgeren kunne varetage sine interesser. Efter en konkret væsentlighedsvurdering førte fejlen ikke til ugyldighed. Retten lagde blandt andet vægt på, at sagsøgeren tidligere var informeret om ændringen og havde haft lejlighed til at udtale sig.  

 
 SKM2002.159.ØLR Sagen vedrørte et 10-mandsprojekt med sale and lease back af togvogne. Advokatens ønske om et nyt møde med Ligningsrådet blev imødekommet. Samtidig med mødeindkaldelsen modtog advokaten kopi af Ligningsrådets materiale til brug for sagen, dog manglede et notat, som advokaten først modtog 5 dage før det berammede møde. Mødet blev afholdt og Ligningsrådet afsagde kendelse. Advokaten påstod ugyldighed grundet manglende høring af notatet. Landsretten fandt ikke, at kendelsen var ugyldig. Argumentationen i notatet var udbygget, men den indeholdt ikke nye faktiske omstændigheder.  

Byretsdomme

 SKM2010.332.BR En kvinde fik reduceret underskudsoverførsel for indkomståret 2001 som følge af forhøjelse af sin daværende mands indkomst. Da der var tale om en konsekvensændring af ren beregningsmæssig karakter havde SKAT ikke haft pligt til at høre hustruen efter SFL § 20. Retten fandt heller ikke, at der var pligt til partshøring efter de almindelige forvaltningsretlige regler i FVL § 19 og § 20.    

Landsskatteretskendelser

xSKM2012.85.LSRx xSKATs afgørelser om pålæg af lønindeholdelse blev anset for ugyldige, da SKAT ikke havde afholdt personligt møde med klageren trods anmodning herom.x
 SKM2009.278.LSR Et skattecenter udsendte enslydende agterskrivelse og afgørelse på opkrævning af moms. Der var ikke udarbejdet en sagsfremstilling. Landsskatteretten fandt efter en vurdering af omfanget af sagens oplysninger og skattecenterets begrundelse for afgørelsen, at den udsendte agterskrivelse kunne anses for at udgøre en sagsfremstillling efter skatteforvaltningsloven.  
 SKM2008.527.LSR En årsopgørelse, der ikke var i overensstemmelse med det selvangivne, ansås for ugyldig, da skatteyderen ikke var blevet underrettet om ændringen af skatteansættelsen. SKM2007.595.LSR tilsvarende afgørelse.
 SKM2007.80.LSR Et skattecenter havde anset en person bosiddende i Frankrig for pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af en afløsningssum for en uafdækket pensionsordning. Den Sociale Sikringsstyrelse havde udtalt, at personen ikke var omfattet af dansk sociallovgivning, men var omfattet af social sikring i Frankrig. Han var derfor ikke pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af pensionsordningen i Danmark.  
 SKM2005.290.LSR

En afgørelse blev anset for ugyldig, fordi der ved efteropkrævning af told ikke var gennemført tilstrækkelig høring, idet relevante oplysninger ikke var indarbejdet i sagsfremstillingen. Selv om gennemførelse af korrekt høring kunne medføre risiko for, at toldkravet blev forældet efter toldkodeksens art. 221 stk. 3, og EU dermed ville lide et tab, som kunne gøres gældende mod den danske stat, så kunne partshøring ikke undlades efter undtagelsesbestemmelsen i FVL § 19, stk. 2, nr. 3.

 
 TfS2000, 906LSR Der blev truffet afgørelse inden høringsfristens udløb, og ifølge skatteyderen var det sket mod hans ønske. Retten fandt, at afgørelsen ikke var behæftet med en så væsentlig formalitetsmangel at afgørelsen var ugyldig, idet formalitetsmanglen ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Skatteyderen havde tidligere udtrykkeligt redegjort for sine synspunkter.  
TfS1997, 350LSR En ansættelse blev anset for gyldig, idet der i agterskrivelsen var givet den skattepligtige en indsigelsesfrist på 14 dage, og at det forhold, at den skattepligtiges advokat var på ferie , og den skattepligtige ikke selv ønskede at deltage i et møde med skatteforvaltningen, ikke kunne påhvile skattemyndighederne som deres risiko.    
 TfS1995, 605LSR Der var givet forlængelse med høringsfristen, men inden udløbet af den, blev der anmodet om yderligere fristforlængelse. Forlængelsen blev ikke imødekommet, og der blev truffet afgørelse inden udløbet af den allerede givne høringsfrist. Retten fandt, at afgørelsen var ugyldig, idet den var truffet inden udløbet af den forlængede høringsfrist.