Indhold

Dette afsnit beskriver, hvorledes arten af de leverede ydelser skal indgå i vurderingen.

Afsnittet indeholder:

  • Om leverandøren af finansielle ydelser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Om leverandøren af finansielle ydelser

De momsfritagne finansielle transaktioner skal defineres på grundlag af arten af de leverede tjenesteydelser og ikke på grundlag af tjenesteyderen eller tjenestemodtageren. I EF-domstolens dom i sagen C-2/95, SDC henviste domstolen bl.a. til den konkrete formulering af fritagelsesbestemmelserne, hvori der henvises til "den person, der har ydet lånene" og til "den person, der har ydet kreditten". Den anvendte ubestemte form bekræfter, at det personelle aspekt er uden betydning ved fastlæggelsen af, hvilke transaktioner der er fritaget.

Medmindre andet udtrykkeligt fremgår, er det derfor ikke af betydning ved fastlæggelsen af de enkelte momsfritagelsers rækkevidde, hvorvidt en given ydelse leveres af en af de direkte implicerede parter, eller om den leveres af underleverandører.

Hvis momsfritagelsen udelukkende omfattede ydelser, som eksempelvis et pengeinstitut leverer til en slutkunde, ville kun visse handlinger i forbindelse med eksempelvis finansielle transaktioner kunne fritages. En sådan fortolkning vil begrænse fritagelsen på en måde, der ikke har støtte i bestemmelsens ordlyd.

Efter ordlyden omfatter momsfritagelsen både

  • ydelser, der leveres af andre erhvervsdrivende end pengeinstitutter, og
  • ydelser, som er bestemt til andre end pengeinstitutternes slutkunder.

EF-domstolen har udtalt sig tilsvarende i forbindelse med momsfritagelse af formidling af lån. Se sag C-453/05, Volker Ludwig.

Underleverandørydelser er således fritaget for moms i samme omfang som andre ydelser efter ML § 13, stk. 1, nr. 11 om fritagelse for finansielle aktiviteter. Underleverandørydelser er derfor også omfattet af momsfritagelsen, hvis de set under ét tilsigter at opfylde de specifikke og væsentlige funktioner for den momsfritagne transaktion. Se også afsnit D.A.5.11.1.3.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-453/05, Volker Ludwig

Domstolen udtaler bl.a., at under disse omstændigheder følger det af princippet om afgiftsneutralitet, at de erhvervsdrivende skal kunne vælge den organisationsform, som ud fra en strengt økonomisk synsvinkel passer dem bedst, uden at skulle løbe en risiko for, at deres transaktioner udelukkes fra den fritagelse, der er fastsat i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1.

 

C-2/95, SDC

Levering af ydelser fra datacentral. En betingelse for, at de ydelser, som en datacentral leverer, kan betegnes som momsfritagne transaktioner, er, at ydelserne set under ét udgør en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfritaget ydelse. Der skal skelnes mellem den fritagne tjenesteydelse og den blotte levering af en faktisk eller teknisk tjenesteydelse, f.eks. at et databehandlingssystem bliver stillet til rådighed for et pengeinstitut.