Indhold
Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne for afgiftsperioder og betaling af afgift.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftsperioden
- Registrering og afmelding fra registrering
- Hæftelse for afgift
- Mærkat om privat anvendelse
- Tilbagebetaling.
Afgiftsperioden
Afgiftsperioden er 12 måneder, 6 måneder eller 3 måneder som anført i VÆGTAL §§ 3,4 og 5. Der svares afgift fra og med den dag, hvor registrering eller godkendelse finder sted. Se VÆGTAL § 6.
Vægtafgift, udligningsafgift, privatbenyttelsestillæg og partikeludledningstillæg for de i §§ 3, 4 og 5 omhandlede køretøjer forfalder til betaling ved afgiftsperiodens begyndelse og betales forud for hele perioden.
Såfremt et køretøj, der er afgiftspligtigt efter VÆGTAL §§ 3, 4 og 5, afmeldes af motorkøretøjsregisteret, afkortes dets afgiftsperiode med de resterende dage af den pågældende periode.
Registreres et afmeldt køretøj på ny, indtræder afgiftspligten fra det nye registreringstidspunkt. Ved anmeldelse til motorkøretøjsregisteret af anden ejer (bruger) af køretøjet afkortes afgiftsperioden med de resterende dage af den pågældende periode, og afgiftspligten indtræder på ny efter de anførte regler.
Registrering og afmelding fra registrering
Afmelding, registrering og anmeldelse til motorkøretøjsregisteret sker ved henvendelse til et af SKATs motorkontorer i motorkontorets sædvanlige ekspeditionstid.
Når et køretøj ønskes registreret, skal anmelderen angive, om køretøjet er indrettet til at benytte benzin som drivkraft eller anden drivkraft.
For køretøjer omfattet af VÆGTAL § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, skal anmelderen endvidere angive, om køretøjet skal anvendes privat, blandet privat og erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt. Det samme gælder ved efterfølgende ændring af registrering eller anvendelse af de pågældende køretøjer. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om angivelse af oplysninger om køretøjets anvendelse samt dokumentation herfor.
Enhver ændring, der er af betydning for afgiftens beregning, skal straks anmeldes til SKAT.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for afgiftens omberegning som følge af anmeldte ændringer og træffer herunder bestemmelse om tidspunktet for overgang til de ændrede afgiftsbeløb.
Hæftelse for afgift
Afgiften påhviler den, i hvis navn køretøjet ved afgiftsperiodens begyndelse er registreret (godkendt). Såfremt køretøjet er registreret for såvel en bruger som en ejer, påhviler afgiften dem begge. SeVÆGTAL § 9, 10 og 11 om betaling af afgift mv.
Er køretøjet ved afgiftsperiodens begyndelse overgået til anden ejer (bruger), uden at dette er anmeldt for SKAT, påhviler afgiften tillige den nye ejer (bruger).
Hvis en afbetalingssælger tager et køretøj tilbage, påhviler afgiften for den afgiftsperiode, i hvilken tilbagetagelsen har fundet sted, tillige afbetalingssælgeren.
Såfremt det dokumenteres, at køretøjet senest den 15. i måneden før afgiftsperiodens begyndelse er overgået til anden ejer (bruger), påhviler afgiften alene den nye ejer (bruger), selv om ejer (bruger)skiftet ikke er anmeldt til registreringsmyndigheden.
Har anmeldelse til SKAT medført uberettiget registrering af et køretøj i en andens navn end anmelderens, påhviler afgiften anmelderen.
Såfremt et køretøj i strid med færdselslovens bestemmelser ikke er registreret (godkendt), påhviler afgiften den, der er pligtig at lade det registrere (godkende).
SKAT udsteder en kvittering for betalt afgift.
Skatteministeren kan fastsætte, at køretøjer omfattet af VÆGTAL § 4, stk. 1, II A, skal registreres på særlige nummerplader eller forsynes med en mærkat eller lignende under hensyn til den anvendelse, de er registreret til. Skatteministeren har i bekendtgørelse nr. 323 af 30. marts 2007 fastsat regler om mærkning af vare- og lastbiler på ikke over 4 tons, der er anmeldt til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.
Hvis afgiften ikke betales rettidigt, skal køretøjets nummerplader snarest inddrages ved politiets foranstaltning. Den, der helt eller delvis hæfter for afgiften, kan herefter ikke få køretøjet registreret, før den afgift, der påhviler ham, er betalt.
Følgende refunderes ikke ved tilbagebetaling af afgift i medfør af VÆGTAL § 6, stk. 3:
- forfaldne renter i henhold til § 7 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.
- gebyr i henhold til § 6 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for afgiftens opkrævning og lønindeholdelse, samt bestemmelser vedrørende opkrævning af afgiften. Se VÆGTAL § 12, 13 og 19.
Se OPKL § 6 og 7 om opkrævning af afgift og renter.
Mærkat om privat anvendelse
Vare- og lastbiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons, der er registreret til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug efter VÆGTAL § 2 og § 9, skal forsynes med et mærke bag på bilen. Jf. dog nedenfor.
Bestemmelsen gælder ikke vare- og lastbiler, der er registreret første gang før den 3. juni 1998, eller efter den 31. december 2008. Bestemmelsen gælder heller ikke for vare- eller lastbiler, der er registreret første gang i perioden fra den 3. juni 1998 og indtil den 1. januar 2009, hvis bilen efter den 31. december 2008 er registreret med den særlige nummerplade for vare- og lastbiler, der er anmeldt til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug (papegøjenummerplade).
Mærket udstedes af SKAT og udleveres til anmelderen ved anmeldelse af bilen til registrering til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.
Hvis et mærke er bortkommet eller beskadiget, udleverer SKAT et nyt.
Mærket påklæbes indvendig på bilens bagrude. Er bilen uden bagrude, er bilens bagrude tonet (dvs. mørkere end bilens forrude), eller er bilen med åbent lad (pickup), påklæbes mærket et synligt sted bag på bilen efter ejerens eller brugerens valg. Mærket må ikke sættes et sted, hvor det kan være til fare for færdselssikkerheden.
Mærket skal fjernes, hvis bilen registreres til anden brug end til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.
Se bekendtgørelse nr. 120 af 17. februar 2009 om mærkning af vare- og lastbiler på ikke over 4 tons, der er anmeldt til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.
Tilbagebetaling
Tilbagebetaling af afgift som følge af afgiftsperiodens afkortning sker til den, i hvis navn køretøjet på afgiftens forfaldstid er registreret. Tilbagebetalingen sker uden forudgående ansøgning. I tilbagebetalingen kan der foretages modregning for forfalden ikke betalt vægtafgift, udligningsafgift, privatbenyttelsestillæg og partikeludledningstillæg, jf. VÆGTAL § 10, samt for forfalden ikke betalt standsnings- og parkeringsafgift. Jf. færdselslovens § 122 b. Se VÆGTAL § 7 og 8.
Ved udregningen af de afgiftsbeløb, der påhviler et køretøj, forhøjes
- egenvægtstal, som ikke er delelige med 100, til det nærmeste højere hele antal hundrede kg og
- totalvægtstal, som ikke er delelige med 200, til det nærmeste højere med 200 delelige vægttal.
I de beregnede afgiftsbeløb bortses fra ørebeløb.
For køretøjer, hvis afgift beregnes af egenvægten, fastsætter Skatteministeriet de nærmere regler for konstatering af den afgiftspligtige egenvægt.
Et køretøjs afgiftspligtige totalvægt er den totalvægt, der er tilladt i henhold til færdselsloven. For sættevogne er den afgiftspligtige totalvægt den tilladte vægt på sættevognens egne hjul.