Når en person opfylder betingelserne for at få henstand med betaling af fraflytterskat på fordringer og kontrakter, etableres der en henstandssaldo. Se KGL § 38 A, stk. 1, 4. pkt.

Henstandssaldoen viser hvilket beløb, personen der er fraflyttet Danmark, skylder SKAT for sin gevinst på fordringer og kontrakter i anledning af, at skattepligten til Danmark er ophørt. Det vil sige, at det er selve henstandsbeløbet, som fremgår af henstandssaldoen i begyndelsen.

SKAT fører regnskab med henstandssaldoen, og også med de nedskrivninger, der skal foretages på den.

Ved nedskrivning af henstandssaldoen kan saldoen ikke nedskrives til mindre end 0 kr. Se KGL § 38 A, stk. 5.

Hvornår skal der betales af på henstandssaldoen?

Der skal betales af på henstandssaldoen, når der sker salg eller indfrielse af fordringer eller kontrakter, herunder indfrielse af en fordring ved afdragsvis betaling og udnyttelse (manglende udnyttelse) af en finansiel kontrakt, der er med på beholdningsoversigten. Se KGL § 38 A, stk. 2, 1. pkt.

Dør den person, som har fået henstand med betaling af skatten, anses alle fordringer og kontrakter på beholdningsoversigten for afstået. Se KGL § 38 A, stk. 6.

Ved afståelse forstås de samme afståelser, som er omfattet af kursgevinstloven. Det er fx. salg, bytte og andre former for afhændelse, som vil være omfattet af kursgevinstloven, hvis personen var skattepligtig til Danmark.

Opgørelsen skal ske pr. fordring, der er afstået eller indfriet mv., og foretages på grundlag af fordringens anskaffelsessum og afståelses- eller indfrielsessummen mv. Se KGL § 38 A, stk. 2, 2. pkt.

Ved fordringens/kontraktens anskaffelsessum menes den anskaffelsessum, der blev lagt til grund ved beregningen efter KGL § 37, stk. 4 - altså den anskaffelsessum, som blev lagt til grund, da personen ved skattepligtens ophør til Danmark skulle opgøre gevinst/tab på fordringer og kontrakter.

Et tab kan dog højest opgøres til forskellen mellem fordringens/kontraktens værdi på fraflytningstidspunktet og afståelses- eller indfrielsessummen mv. Herved undgås, at samme tab medregnes to gange - først ved fraflytning, hvor tabet eventuel kan fradrages i gevinster og dernæst ved afståelse, hvor det kan modregnes i gevinster.

Ved afståelse eller indfrielse af fordringer, som er registreret i en værdipapircentral inden for samme fondskode, eller er udstedt på samme vilkår af samme udsteder, anses de først erhvervede fordringer for de først afståede eller indfriede mv. (FIFO). Se KGL § 38 A, stk. 2, 4. pkt.

Hvis fordringen/kontrakten er afstået med gevinst, skal der beregnes skat efter reglerne for aktieindkomst i PSL § 8 a, uanset om indkomsten, hvis personen havde boet i Danmark, skulle beskattes som personlig indkomst eller kapitalindkomst. Se KGL § 38 A, stk. 3, 1. pkt. I den beregnede skat gives der fradrag for skat, der er betalt til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter reglerne i LL § 33, stk. 1. Overstiger den beregnede skat den skat, der er betalt i udlandet, forfalder det overskydende beløb til betaling. Henstandssaldoen nedskrives med beløbet, når det er betalt. Se KGL § 38 A, stk. 3.

Hvis der efter reglen i KGL § 38 A, stk. 2, er opgjort et tab, skal henstandssaldoen nedskrives. Der skal beregnes en negativ skatteværdi af tabet efter PSL § 8 a, dvs. som aktieindkomst. Det gælder uanset at indkomsten eventuelt, hvis aktionæren havde boet i Danmark, skulle have været opgjort som personlig indkomst eller kapitalindkomst.

Afståelse med tab inden den 1. januar 2011

Hvis fordringen/kontrakten afstås med tab, beregnes der en negativ skatteværdi af det opgjorte tab på grundlag af reglerne i personskattelovens § 8 a, det vil sige som aktieindkomst, uanset at indkomsten, hvis personen havde boet i Danmark, skulle have været opgjort som personlig indkomst eller kapitalindkomst.

Henstandssaldoen nedskrives med et beløb svarende til den beregnede negative skatteværdi. Kan der efter de udenlandske regler, som personen er omfattet af, opgøres et tab, som personen har fradrag for i det pågældende land, beregnes der også en negativ skatteværdi heraf. Et beløb svarende til den beregnede skatteværdi i det pågældende land forfalder til betaling. Henstandssaldoen kan kun nedskrives med den negative skatteværdi, der er beregnet efter PSL § 8 a og ikke med skatteværdien efter de udenlandske regler, uanset at det betalte beløb eventuelt er større end tabet beregnet efter PSL § 8 a. Se KGL § 38 A, stk. 4, som vedtaget ved lov nr. 724 af 25. juni 2010.

Afståelse med tab den 1. januar 2011 eller senere

Hvis fordringen/kontrakten afstås med tab, skal der beregnes en skatteværdi af tabet, dels efter reglerne i PSL § 8 a, og dels efter de udenlandske regler. Der skal højst betales et beløb, der svarer til skatteværdien af tabet opgjort efter PSL § 8 a, dvs. det beløb, som henstandssaldoen nedskrives med. Se KGL § 38 A, stk. 4, 5. pkt. som vedtaget ved lov nr. 254 af 30. marts 2011.

I denne situation skal det laveste af følgende beløb afdrages på henstandssaldoen:

  • Skatteværdien af tab efter PSL § 8 a, hvor tabet er opgjort efter danske regler
  • Skatteværdien af tab efter udenlandske regler, hvor tabet er opgjort efter udenlandske regler. 

Reglerne kort skitseret

 

 

Afståelse med tab inden 1.1.2011

Afståelse med tab den 1.1.2011 eller senere

Nedskrivning af henstandssaldoen

Skatteværdien af tab efter PSL § 8 a

Skatteværdien af tab efter PSL § 8 a

Betaling af afdrag på henstandssaldoen

Skatteværdien af tab efter udenlandske regler

  • Det laveste af følgende beløb:
  • skatteværdien af tab efter PSL § 8 a
  • skatteværdien af tab efter udenlandske regler

Se også

Når den sidste fordring/kontrakt på beholdningsoversigten er afstået, bortfalder den eventuelt resterende. Se KGL § 38 A, stk. 7.

Det gælder ikke, hvis personen har uudnyttede realiserede tab, som efter de udenlandske regler personen er omfattet af, kan fremføres til modregning i senere indkomstår.

Beløb, som skal betales af på henstandssaldoen, forfalder til betaling den 1. oktober året efter indkomståret. Fristen for at betale, er den 20. oktober året efter indkomståret. Se KGL § 38 A, stk. 9.

Se også

Se også afsnit

  • Se også afsnit C.B.2.14.2.8.4.2 om de tilsvarende regler for aktier vedrørende nedskrivning af henstandssaldoen og betaling af afdrag.
  • C.B.2.14.2.8.7 om frist for betaling på henstandssaldoen.
  • D.C.1 om lempelse for betalt skat i udlandet.