Når en person opfylder betingelserne for at få henstand med betaling af fraflytterskat på aktier, etableres der en henstandssaldo. Se ABL § 39 A, stk. 1, 4. pkt.

En henstandssaldo viser hvilket beløb, en person som er fraflyttet Danmark, skylder SKAT for sin gevinst på aktier og andre værdipapirer omfattet af ABL, i anledning af at skattepligten til Danmark er ophørt. Det vil sige, at det er selve henstandsbeløbet, som fremgår af henstandssaldoen i begyndelsen.

Henstandssaldoen forfalder derefter efterhånden som der udbetales udbytte og foretages andre transaktioner, som påvirker værdien af de aktier, som er med på beholdningsoversigten. Se ABL § 39 A, stk. 1, 5. pkt.

SKAT fører regnskab med henstandssaldoen. Også med de nedskrivninger, der skal foretages på den.

Ved nedskrivning af henstandssaldoen, kan saldoen ikke nedskrives til mindre end 0 kr. Se ABL § 39 A, stk. 8.

Se også

Se også i afsnittet "Hvornår skal der betales af på henstandssaldoen?" om hvornår personen skal betale af på henstandssaldoen.