Indhold

Dette afsnit beskriver terminologi og administrationen af Køretøjsregisteret.

Afsnittet indeholder:

Definitioner

Nedenfor følger en liste over de mest benyttede termer og deres betydning.

  • Registrering (eller afledninger heraf): bliver brugt som en samlet betegnelse for indregistrering og omregistrering af et køretøj. Se registreringsbekendtgørelsens § 1.
  • Færdselslovens område: bliver brugt om vej her i landet, som bruges til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Se § 1 i færdselsloven.
  • Offentlig vej: bliver brugt om veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune efter lov om offentlige veje. Se § 1 i færdselsloven.
  • Ejer af et køretøj (eller afledninger heraf): bliver brugt både om tilfælde, hvor der kun er én ejer af køretøjet, og om tilfælde, hvor der er flere ejere af køretøjet.
  • Bruger af et køretøj: bliver anvendt om en fysisk eller juridisk person, der efter registrerings-bekendtgørelsen § 41 om varig brugsret skal registreres i køretøjsregisteret.
  • Her i landet: bliver brugt om Kongeriget Danmark, bortset fra Færøerne og Grønland.
  • Udenlandsk køretøj (eller afledninger heraf): bliver brugt om et køretøj, der er registreret af en kompetent myndighed i en anden stat, Færøerne eller Grønland, og som er forsynet med nummerplader. Betegnelsen bliver brugt også om et køretøj, der har korttidsnummerplader med en gyldighed på højst 7 dage eller "commercial number plates" (prøveskilte), som er givet af en kompetent myndighed i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland.
  • Wienerkonventionen: bliver brugt om Wienerkonventionen af 8. november 1968 om vejtrafik. Der er en oversigt over de stater, der har tiltrådt Wienerkonventionen i bilag 1 til bekendtgørelsen om registrering af køretøjer.
  • EU/EØS-stat: bliver brugt om en stat, der enten er medlem af EU eller deltager i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det er i dag de 27 EU-medlemsstater samt Island, Liechtenstein og Norge. Betegnelsen EU/EØS-stat dækker ikke Færøerne og Grønland.
  • Registreringsattest (eller afledninger heraf): bliver brugt om den samlede registreringsattest. Hvis registreringsattesten består af to dele, omfatter betegnelsen begge dele af attesten.

Administration af Køretøjsregisteret

SKAT administrerer Køretøjsregisteret og kan fastsætte nærmere regler for forvaltningen af Køretøjsregisteret. SKAT udformer også blanketter i forbindelse med administrationen af registeret. Se registreringsbekendtgørelsen § 2. SKAT kan slette registrerede oplysninger om et køretøj, hvis køretøjet er afmeldt fra registeret, og det ikke bliver registreret igen inden for en periode af tolv år.

Hvis særlige grunde taler for det, kan SKAT dispensere fra kravet om anmeldelse til registrering i § 39, stk. 1, 2. pkt. i bekendtgørelse om registrering af køretøjer, erstatningsattest i § 57,  kravet til montering af nummerpladen i § 68, stk. 2, 3. pkt., autorisation af numemrpaldeoperatører i § 94 og § 95 samt reglerne i kapitel 4 (§§ 7-12) om tilknytning her til landet.