Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om betaling for nummerplader samt reglerne for kontrol, klage og straf.

Afsnittet indeholder:

  • Betaling for nummerplader
  • Betaling for ekspedition hos SKAT
  • CVR-nr og navn på siden af lastbiler
  • Kontrol
  • Klage
  • Straf.

Betaling for nummerplader

Betaling efter lov om registrering af køretøjer sker kontant ved anmeldelsen til registrering, eller ved bestilling af en nummerplade mv. Se registreringsbekendtgørelsen §§ 89-92.

Betaling kan ske med penge, betalingskort eller check.

En virksomhed, der er registreret hos SKAT efter REGAL § 14, kan dog afregne efter reglerne i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Det vil sige, at der bliver afregnet for en samlet periode af gangen. Betalingen henføres til den afregningsperiode, hvor anmeldelsen til registrering er sket, eller en nummerplade er bestilt.

Hvis de bestilte nummerplader ikke bliver afhentet til tiden, tilbagebetaler SKAT ikke en betaling, der er sket ved bestilling af en nummerplade mv.

Ønskes en bestilt nummerplade bragt ud, skal forsendelsesomkostningerne betales ved bestillingen.

SKAT kan tilbagebetale betalingen for en erstatningsnummerplade, hvis særlige grunde taler for det.

Betaling for et prøvemærke beregnes for mærkets gyldighedsperiode. Der skal ikke betales for et prøvemærke i en situation som nævnt i registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2.

For personer med handicap, som opfylder betingelserne for, at de kan modtage støtte til køb af et motorkøretøj efter § 114 i lov om social service, eller forskrifter udstedt i medfør af denne bestemmelse, finder § 8 i lov om registrering af køretøjer om betaling for nummerplader ikke anvendelse.

En person skal vedlægge afgørelsen, som viser, at de kan modtage støtte eller vedlægge kopi af den sammen med anmeldelsesblanketten ved anmeldelse til registrering.

Betaling for ekspedition hos SKAT

►For registrering af køretøjer hos SKAT ved personlig henvendelse betales:

  • 200 kr. for indregistrering af et køretøj med nyt registreringsnummer.
  • 100 kr. for omregistrering af et køretøj uden tildeling af nyt registreringsnummer.
  • 60 kr. for afmelding af et registreret køretøj. Der betales dog ikke for en afmelding, der sker, som følge af at et køretøjs nummerplader afleveres af politiet.◄

CVR-nr og navn på siden af vare- og lastbiler

►Der skal på vare- og lastbiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons, der er registreret til udelukkende erhvervsmæssig brug, oplyses CVR-nummer og navn på den registrerede ejer af bilen (virksomhedens navn).

Er der en registreret bruger af vare- og lastbilen, oplyses i stedet denne virksomheds CVR-nummer og navn. I stedet for virksomhedens navn, kan anføres virksomhedens logo, hvis dette logo entydigt identificerer virksomheden. 

Oplysningerne

1) skal være synlige og letlæselige,

2) skal være i en farve, der klart afviger fra farven på vare- og lastbilen,

3) skal stå på venstre og højre side af vare- og lastbilen,

4) må ikke anføres på skilte eller lignende, der kan tages af og på vare- og lastbilen, og

5) kan fastgøres på vare- og lastbilen med selvklæbende plastfolie.

CVR-nummer skal anføres med mindst 3 cm høje bogstaver og tal som »CVR« efterfulgt på linje eller nedenunder af CVR-nummerets 8 cifre.
På vare- og lastbiler skal virksomhedsnavn anføres med mindst 3 cm høje bogstaver og tal.
På vare- og lastbiler med en tilladt totalvægt på over 3,5 tons, der opfylder kravet i bekendtgørelse om godskørsel om mærkning af navnet på den registrerede bruger, skal alene anføres CVR-nummer efter denne bekendtgørelse◄. 

Kontrol

Politiet og SKAT fører kontrol med brug af nummerpladerne.

Inddragelse af nummerplader

Hvis det konstateres, at registreringsgrundlaget ikke har været i orden, kan SKAT bestemme, at køretøjets registreringsattest eller kvittering for registrering samt nummerplader skal inddrages ved politiets foranstaltning. Se registreringsbekendtgørelsen§§ 93-95.

Politiet kan inddrage en nummerplade, hvis den bliver brugt på en ulovlig måde.

Hvis ejeren eller brugeren af et registreret køretøj har pligt til at anmelde køretøjet til omregistrering eller til at afmelde køretøjet, og opfylder ejeren eller brugeren ikke denne pligt, kan politiet inddrage køretøjets nummerplader.

SKAT kan, når særlige grunde taler for det, beslutte at afmelde et køretøj, selv om køretøjets nummerplade ikke er afleveret. I så fald skal SKAT anmode politiet om at efterlyse nummerpladerne.

Det registreres i Køretøjsregisteret, om et køretøj, der er indkaldt til periodisk syn, er fremstillet og godkendt rettidigt.

Hvis et køretøj, der er indkaldt til syn, ikke bliver fremstillet eller godkendt ved syn eller omsyn inden fristens udløb, og køretøjet ikke er afmeldt, kan politiet inddrage køretøjets nummerplader.

Hvis et køretøj får synsresultatet »Køretøjet er ikke godkendt«, og køretøjet ikke er afmeldt, skal politiet inddrage køretøjets nummerplader.

Pladeinddragelse sker på grundlag af registreringerne i Køretøjsregisteret, medmindre det bevises, at køretøjet er godkendt, eller der er givet tilladelse til omsyn med en frist, der endnu ikke er udløbet.

International udveksling af oplysninger

Hvis et køretøj senest har været registreret i en anden EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland, opbevarer SKAT registreringsattesten i mindst seks måneder. Se registreringsbekendtgørelsens § 44. Se registreringsbekendtgørelsen § 96 og § 97.

SKAT giver inden for en frist på to måneder underretning om registreringen her i landet til den kompetente myndighed i den stat mv., der har udstedt registreringsattesten,. SKAT sender registreringsattesten til den pågældende myndighed, hvis denne anmoder om det senest seks måneder efter, at registreringsattesten er afleveret.

SKAT kan indgå en aftale med vedkommende registreringsmyndighed i en anden stat, Færøerne eller Grønland om, at SKAT underretter myndigheden, hvis der sker registrering her i landet af et køretøj, der senest har været registreret i den pågældende stat mv.

En sådan aftale kan kun indgås, hvis den pågældende registreringsmyndighed i den anden stat forpligter sig til på tilsvarende måde at underrette SKAT, hvis et køretøj registreres i den pågældende stat mv., og køretøjet senest har været registreret her i landet.

Udenlandske køretøjer

Et udenlandsk køretøj, der ikke opfylder reglerne i denne bekendtgørelse, må ikke bruges på færdselslovens område. Se registreringsbekendtgørelsen § 98.

SKAT afgør spørgsmål om brug af et udenlandsk køretøj på færdselslovens område.

Politiet bistår SKAT med kontrollen med brug af udenlandske køretøjer på færdselslovens område.

Nordiske grænsenummerplader mv. 

SKAT kan tillade, at et udenlandsk køretøj, der ikke er registreret i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland, og som ikke opfylder betingelserne i registreringsbekendtgørelsen §§ 35-37, bliver registreret tidsbegrænset på nordiske grænsenummerplader. Se registreringsbekendtgørelsen §§ 99-100.

Tidsbegrænsningen kan ikke overstige et år. Registreringsattesten skal medbringes under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vises til politiet eller SKAT.

Registrering kan gøres betinget af, at køretøjet bliver godkendt af en synsvirksomhed.

Hvis et køretøj, der er forsynet med dansk, finsk, norsk eller svensk midlertidig køretilladelse (registreringsattest) og tilsvarende grænsenummerplader, kører fra Danmark til et andet område end Finland, Norge eller Sverige, skal nummerpladerne og attesten afleveres til politiet eller SKAT på udkørselsstedet fra Danmark.

Politiet eller SKAT kontrollerer, at tilladelsen ikke er forældet og sender nummerpladerne og registreringsattesten til den myndighed, der har udstedt dem.

Klage

Klager over afgørelser truffet af SKAT efter registreringsbekendtgørelsen afgøres af Landsskatteretten efter SFL § 11, § 13, stk. 3-5 og §§ 40-46. Det gælder også for afgørelser truffet af politiet efter § 76 a i færdselsloven.

Straf

Med bøde straffes den, der overtræder § 3, § 4, § 6, stk. 2, § 16, § 17, §§ 27-37, § 39, stk. 1 og 2, § 40, § 41, §§ 46-57, §§ 66-69, § 71, stk. 3, §§ 73-75, § 76, stk. 1 og 2, § 77, stk. 4, § 78, stk. 8, § 79, stk. 4, §§ 82-84, § 86, § 87, stk. 2, § 88, stk. 3, og § 98, stk. 1.

På samme måde straffes efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 2 og 3, den, der tilsidesætter vilkår for en tilladelse i henhold til bekendtgørelsen eller undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen. Se registreringsbekendtgørelsen § 102.