Varer og ydelser kan leveres momsfrit til:

  • Det Europæiske Fællesskab
  • Det Europæiske Atomenergifællesskab
  • Den Europæiske Centralbank
  • Den Europæiske Investeringsbank
  • De organer, der er oprettet af EU, og som er omfattet af protokollen af 8. april 1965 om De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, for så vidt fritagelsen ikke medfører konkurrenceforvridning. Fritagelsen indrømmes inden for de grænser og på de betingelser, som er fastsat i protokollen og ved aftaler om gennemførelse af protokollen og aftaler om hjemsted.

Se ML § 34, stk. 1, nr. 14, litra b. Bestemmelsen svarer til Momssystemdirektivets artikel 151, stk. 1, første afsnit, litra aa), og andet afsnit.

Der er efter bestemmelsen momsfritagelse for leverancer til EU-Kommissionen. Momsfritagelsen for leverancer til EU-Kommissionen gælder både leverancer til Kommissionens kontorer i Danmark og i udlandet. Momsfritagelsen er dog begrænset til de danske leverandører, som har indgået kontrakt direkte med Kommissionen. Fritagelsen gælder altså ikke for underleverancer til den virksomhed, som er kontraktspart med Kommissionen.

Bemærk

Virksomheden skal være i besiddelse af en gyldig fritagelsesattest for, at salget kan ske momsfrit. Se afsnit D.A.10.1.1.7.6.