Indhold
Dette afsnit handler om beskatningen af underholdsbidrag i anledning af faktisk samlivsophævelse.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Skattepligt for modtageren
- Underholdsbidrag til børn
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Den ægtefælle, der modtager underholdsbidrag, skal regne bidraget med i sin skattepligtige indkomst, når
- ægtefællerne på grund af faktisk adskillelse er ansat selvstændig til statsskat, og
- bidraget er fastsat eller godkendt af en offentlig myndighed.
Tilsvarende skal underholdsbidrag til børn, der ikke opholder sig hos bidragyderen regnes med til barnets skattepligtige indkomst, for den del af bidragene, der overstiger det af socialministeren fastsatte normalbidrag. Se LL §§ 10, stk.1 og stk. 3.
Betingelser for modtagerens skattepligt
Det følger af reglen, at underhold til ægtefællen i forbindelse med faktisk ophør af samlivet er skattepligtigt i samme omfang, som bidragyderen har fradragsret for betalte bidrag. Ægtefæller beskattes hver for sig af deres indkomst. Se KSL § 4, stk. 1. Betingelsen om en selvstændig ansættelse af statsskat har derfor ingen betydning i dag. Se TfS.1996.335.VLR, hvor retten fastslog, at betingelsen i nugældende LL § 10, stk. 3 var opfyldt som følge af den selvstændige skatteansættelse allerede ved samlivets ophør. Ligningslovens § 10, stk. 2 (nu stk. 3) sammen med stk. 1, 3. pkt., sammenholdt med KSL § 4, stk. 1, indeholdt derfor den fornødne hjemmel for indkomstbeskatning af den modtagne ægtefælle, også for det indkomstår, hvor samlivet ophæves.
Bidrag fastsat eller godkendt af det offentlige
Bidrag, der betales i anledning af faktisk samlivsophævelse, er indkomstskattepligtig for modtageren, hvis bidraget er fastsat eller godkendt af en offentlig myndighed. Se LL § 10, stk. 3. Dette gælder også for det indkomstår, hvor samlivet ophæves. Se TfS.1992.93.LSR.
Bidrag, der modtages efter en indgået bidragsaftale mellem ægtefællerne, kan dog beskattes fra tidspunktet for aftalens indgåelse, hvis det offentliges godkendelse senere bliver givet med tilbagevirkende kraft, fx ved optagelse i vilkårene for separationen eller skilsmissen. Se fx LSRM.1976.169.LSR, modsætningsvis.
Når bidraget ikke fastsættes eller godkendes af det offentlige i det år, hvor samlivet ophæves, beskattes kun bidrag, der er betalt i det indkomstår, hvor resolutionen foreligger. Dette gælder, uanset om godkendelsen gives med tilbagevirkende kraft. Se LSRM. 1982.47.LSR modsætningsvis om bidragyderens fradragsret.
Hvis samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende, og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den tilbageblevne ægtefælle kun beskattes af hel eller delvis fri bolig, så længe ægtefællerne har indbyrdes forsørgelsespligt. Det er dog en betingelse, at boligen er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på normal vis skattepligtigt for modtageren og fradragsberettiget for yderen. Se LSRM 1980.53.
Foreligger der ikke nogen godkendelse eller fastsættelse af offentlig myndighed, beskattes de modtagne bidrag ikke, ligesom der normalt ikke sker nogen beskatning af bidrag, der er modtaget i tiden forud for fastsættelsen eller godkendelsen fra det offentlige.
Beskatning efter tidligere regler
Om beskatning af bidrag efter de tidligere gældende ægtefællebeskatningsregler (før 1983) henvises til Vestre Landsrets dom af 28. august 1987, TfS 1987, 458 VLR. Dommen udelukker ikke, at der efter den nugældende lovgivning foretages beskatning af bidragsmodtageren i de foran omtalte tilfælde.
Underholdsbidrag til børn
Underholdsbidrag til børn under forældrenes faktiske adskillelse skal kun regnes med til barnets indtægt, hvis bidraget overstiger normalbidraget. Der er fradragsret ved opgørelsen af bidragyderens skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 10, stk. 2.
Se også
Se også afsnit
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser og SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
TfS.1996.335.VLR |
Skattepligt af bidrag til tidligere hustru. Som følge af reglerne om skattemæssig ligestilling af ægtefæller, var betingelserne i LL § 10, stk. 2 (nu stk. 3) om selvstændig skatteansættelse opfyldt allerede ved ophævelsen af samlivet. |
Tidligere TfS.1995.223.LSR |
TfS.1987.458.VLR |
Underholdsbidrag ikke skattepligtige. Bidrag kunne ikke anses som betalt i anledning af separation og var ikke fastsat af en offentlig myndighed. |
Retstilstand før 1983 |
Landsskatteretskendelser |
TfS.1992.93.LSR |
Skattepligt af underholdsbidrag. Bidraget opfyldte betingelserne efter LL § 10, stk. 2 (nu stk. 3) og skulle regnes med til hustruens arbejdsindkomst. |
|
LSRM.1982.47.LSR |
Bidraget ikke fastsat eller godkendt af offentlig myndighed senest ved indkomstårets udløb. Fradrag ikke godkendt, omvendt ikke skattepligt for modtageren. |
|
LSRM.1980.53.LSR |
Værdi af fribolig skulle regnes med til indkomsten som underholdsbidrag. |
|
LSRM.1976.169.LSR |
Kravet om offentlig fastsættelse eller godkendelse af bidraget var opfyldt, fordi de bidrag, der var aftalt mellem ægtefællerne, var optaget i separationsbevillingen. Bidraget skulle regnes med til modtagerens skattepligtige indkomst. |
|