åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.3.1.2.2 Hvilke personer kan være momspligtige?" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver hvilke personer, der kan være momspligtige.

Afsnittet indeholder:

  • Enhver juridisk eller fysisk person
  • Fast forretningssted/hjemsted
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Enhver juridisk eller fysisk person

Momspligtige personer (afgiftspligtige personer) er både juridiske og fysiske personer.

En afgiftspligtig person kan derfor også være enhver form for selskabs- og virksomhedsdannelse, fx:

  • aktieselskab
  • anpartsselskab
  • interessentskab
  • enkeltmandsfirma
  • konkursbo
  • forening
  • fond.

En enheds retlige form er i den forbindelse uden betydning. En afgiftspligtig person kan altså også være et samvirke mellem flere juridiske eller fysiske personer, hvor samvirket eksempelvis er etableret på basis af en samarbejdsaftale. Se fx SKM2007.899.LSR.

Afgiftspligtige personer omfatter både registreringspligtige og ikke-registreringspligtige virksomheder. Eksempelvis er læger og tandlæger afgiftspligtige personer, selv om der ikke betales moms af deres ydelser til patienterne. Se ML § 13, stk. 1, nr. 1 og afsnit D.A.5.1 om sundhedssektoren.

Fast forretningssted/hjemsted

En virksomheds hjemsted og et evt. fast forretningssted anses som udgangspunkt for tilsammen at udgøre en afgiftspligtig person. Et fast forretningssted kan derfor som udgangspunkt ikke anses for en særskilt afgiftspligtig person i forhold til virksomhedens hjemsted.  Se EF-domstolens dom i sag C-210/04, FCE Bank, og SKM2009.119.SR.

En momspligtig person kan være momsregistreret i flere forskellige lande. Se evt. afsnit D.A.14.1, D.A.14.3 og D.A.14.4.

Se også

Se også:

  • afsnit D.A.6.2.3.2 om stedet for den økonomiske virksomhed.
  • afsnit D.A.6.2.3.3 om fast forretningssted
  • afsnit D.A.14 om momsregistrering.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-210/04, FCE Bank

Ydelser fra hjemsted i et EU-land til fast forretningssted i andet EU-land. Det faste forretningssted modtog ydelser i form af konsulentbistand, management, personaleuddannelse, databehandling samt applikationssoftware.

EF-domstolen konkluderede, at hjemsted og fast forretningssted skulle anses for en og samme afgiftspligtige person. Der bestod derfor ikke et retsforhold mellem to parter vedrørende en gensidig udveksling af ydelser. Ikke levering mod vederlag.

Se dog også SKM2009.119.SR, hvor Skatterådet udtalte, at i det omfang et forsikringsselskabs filial i udlandet udgør et fast forretningssted i momslovens forstand, kan filialen og selskabet (uanset sag C-210/04, FCE Bank plc) ikke anses for tilsammen at udgøre en enkelt afgiftspligtig person, når selskabet indgår i en fællesregistrering her i landet. Se endvidere xafsnit D.A.14.1.7 om fællesregistreringx.

Højesteretsdomme

SKM2008.542.HR

En afdeling i en boligorganisation var ikke en selvstændig juridisk enhed, men skulle anses for en del af boligorganisationen. Højesteret udtalte, at lønsumsafgift forudsatte, at der var tale om levering af varer og ydelser til en tredjepart, dvs. en selvstændig juridisk enhed, der var adskilt fra leverandøren. Dette var ikke tilfældet, hvor den almene boligorganisation udfører boligadministration for organisationens egne afdelinger.

Se SKM2009.320.SKAT om dommens konsekvenser på momsområdet. Bemærk, at momsfritagelsen for ejendomsadministration blev ophævet pr. 1. januar 2011.

Landsskatteretskendelser

SKM2007.899.LSR

Et administrationsfællesskab, der hvilede på en samarbejdsaftale mellem en række faglige organisationer, udgjorde en afgiftspligtig person i momslovens forstand. Fællesskabet blev anset for at have en så fast struktur og selvstændighed, at det måtte anses for at have leveret ydelser til de organisationer, der deltog i fællesskabet.

Landsskatteretten fastslog bl.a., at en afgiftspligtig person i ML § 3 svarer til definitionen af en afgiftspligtig person i 6. momsdirektivs artikel 4 (nu momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1), og at vurderingen af, om en given person er en afgiftspligtig person, udelukkende afgøres på baggrund af 6. momsdirektivs artikel 4.

 

SKM2007.392.LSR

Et konkursbo blev anset for at drive momspligtig aktivitet omfattet af ML § 3 i forbindelse med afviklingen af en momspligtig virksomhed (restaurant).

 

SKAT

SKM2009.782.SR

Samarbejdet mellem to arbejdsløshedskasser om drift og udvikling af IT blev ikke anset for at være en selvstændig afgiftspligtig person. Samarbejdet mellem de to A-kasser blev ikke vurderet til at have en så fast struktur og selvstændighed, at det udøver selvstændig økonomisk virksomhed i en form, der bringer det ind under momslovens anvendelsesområde.

Der blev især lagt vægt på:

  • at A-kasserne deltager på lige fod i samarbejdet
  • at samarbejdet ikke modtager vederlag for de arbejdsopgaver, der udføres,
  • at den enkelte A-kasse alene afholder omkostninger, der relaterer sig til deres egen IT-anvendelse
  • at samarbejdet ikke selvstændigt kan disponere eller indgå i forpligtelser overfor 3. mand og ikke kan eje aktiver.