Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Den grundlæggende opmærksomhedspligt
  • Den grundlæggende noterings- og opbevaringspligt
  • Tilladelsesindehavers interne regler og programmer
  • Tilladelsesindehavers underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet
  • Transaktioner som tilladelsesindehaver er forpligtet til at stille i bero
  • Regler om tavshedspligt
  • Underretning til Spillemyndigheden

opmærksomhedspligten

Tilladelsesindehavers ledelse og ansatte, som er beskæftiget med spil i onlinekasino eller landbaseret kasino har en pligt til at være opmærksom på visse af spillernes aktiviteter.

Opmærksomhedspligten gælder:

  • For onlinekasino: Spilleres aktiviteter, som på grund af deres karakter menes at kunne have tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.
  • For landbaseret kasino: Transaktioner og vekslinger, som kan have tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Opmærksomhedspligten skal iagttages, uanset om der konkret er mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Pligten gælder i forhold til alle typer af spillere. Der skal foretages en konkret vurdering fra sag til sag. Følgende er dog eksempler indikatorer for eventuel forekomst af hvidvask af penge eller finansiering i terrorisme, som kan indgå i opmærksomhedspligten:

  • Komplekse transaktioner.
  • Usædvanligt store transaktioner.
  • Usædvanlige transaktionsmønstre, set i forhold til det kendskab der i øvrigt er til spilleren, eksempelvis usædvanligt mange kontobevægelser.
  • Transaktioner med forbindelse til lande eller territorier, hvor der anses at være en særlig risiko for hvidvask af penge eller terrorfinansiering; Se hertil offentliggjorte erklæringer fra Financial Action Task Force, som blandt andet kan findes på Finanstilsynets hjemmeside.

Se § 29, stk. 1 i BEK nr. 67/2012 og § 33, stk. 1 i BEK nr. 1303/2011.

Definition af "usædvanligt store transaktioner"

Som udgangspunkt anses alle transaktioner over USD/EUR 3000 for at være usædvanlig store transaktioner.

Noterings- og opbevaringspligt

Tilladelsesindehaver er i relation til onlinekasinoer forpligtet til at notere og opbevare resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget i relation til spilleres aktiviteter, og som på grund af deres karakter menes at kunne have tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Oplysningerne skal opbevares i mindst fem år efter, at kundeforholdet er ophørt. Oplysningerne skal i øvrigt opbevares på en sådan måde, at de kan fremfindes samlet i mindst fem år efter transaktionernes gennemførelse.

For landbaserede kasinoer gælder det, at dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner, hvor der mistanke om hvidvaskning af penge eller terrorfinansiering, skal opbevares i mindst fem år efter transaktionernes gennemførelse.

Se § 29, stk. 2 og § 5 i BEK nr. 67/2012 samt § 7, stk. 1 i BEK nr. 1303/2011.

Tilladelsesindehavers interne regler og programmer

Tilladelsesindehavere til landbaserede kasinoer og onlinekasino skal udarbejde skriftlige interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer.

Tilladelsesindehaverne skal også udarbejde uddannelses- og instruktionsprogrammer til deres medarbejdere. Disse uddannelses- og instruktionsprogrammer skal blandt andet sikre iagttagelse af reglerne om opmærksomheds- undersøgelses- og underretningspligt i relation til aktiviteter, som på grund af deres karakter kan have tilknytning ti hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Se § 35, stk. 1 i BEK nr. 1303/2011 og § 34, stk. 1 og 2 i BEK nr. 67/2012.

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.4.1.3 Tilladelsesindehavers forpligtelser om opmærksomheds, undersøgelses- og underretningspligt.

Tilladelsesindehavers underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet

Ved mistanke om, at en spillers transaktion eller henvendelse har eller har haft tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, skal tilladelsesindehavere til henholdsvis landbaseret kasino og onlinekasino i første omgang undersøge transaktionen eller henvendelsen nærmere.

Kan mistanken ikke afkræftes ved en nærmere undersøgelse, er tilladelsesindehaver (ved landbaserede kasinoer: kasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig kasinovirksomhed) forpligtet til omgående at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK).

Se § 33, stk. 1 i BEK nr. 1303/2011 og § 30, stk. 1 i BEK nr. 67/2012.

Transaktioner som tilladelsesindehaver er forpligtet til at stille i bero

Hovedregel

Ved mistanke om at en spillers transaktion eller henvendelse har eller har haft tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, skal en tilladelsesindehaver til onlinekasino sætte den pågældende transaktion i bero, indtil Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) er blevet underrettet.

Efter underretning er sket, kan transaktionen gennemføres.

Se § 30, stk. 2, 1. pkt. i BEK nr. 67/2012.

Definition af begrebet "transaktion"

Ved transaktion forstås én eller flere handlinger, hvorved ét eller flere aktiver overføres eller overdrages, typisk fra et retssubjekt til et andet.

Undtagelse til hovedregel

Som en undtagelse til hovedreglen i § 30, stk. 2 i BEK nr. 67/2012, vil en transaktion alligevel ikke skulle stilles i bero inden underretningen til SØK:

  • hvis gennemførelsen af transaktionen ikke kan udlades, eller
  • hvis gennemførelsen af transaktionen vurderes at kunne skade efterforskningen i sagen.

SØK skal i disse tilfælde modtage underretning umiddelbart efter, at transaktionen er gennemført. Se § 30, stk. 2, 2. pkt. i BEK nr. 67/2012.

Eksempel på et tilfælde, hvor gennemførelsen af transaktionen vurderes at kunne skade efterforskningen i sagen

Sager, hvor en udskydelse eller forsinkelse af en transaktion kan vække mistanke hos den, der mistænkes for at forsøge at hvidvaske midler.

Regler om tavshedspligt

Der er fastsat regler for tavshedspligt i relation til onlinekasinoer og i relation til landbaserede kasinoer. Disse regler vil blive beskrevet i det følgende.

Regler om tavshedspligt i relation til onlinekasinoer

Hovedregel

Tilladelsesindehaver, ledelse og ansatte hos tilladelsesindehaver samt revisorer og andre, der udfører eller har særlige hverv for denne, skal hemmeligholde

  • eventuelle underretninger til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) om mistanke om tilknytning til hvidvask af penge eller terrorfinansiering
  • overvejelser om underretning som nævnt umiddelbart ovenfor
  • undersøgelse af om der konkret foreligger hvidvask af penge eller terrorfinansiering.

Undtagelse til hovedregel

Det er tilladt at videregive oplysninger til Spillemyndigheden om:

  • eventuelle underretninger til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) vedrørende mistanke om tilknytning til hvidvask af penge eller terrorfinansiering
  • overvejelser om underretning som nævnt umiddelbart ovenfor
  • undersøgelse af om der konkret foreligger hvidvask af penge eller terrorfinansiering.

Oplysningerne kan videregives med det formål, at Spillemyndigheden kan behandle oplysninger til brug for tilsynet med tilladelsesindehaverne. Se BEK nr. 67/2012  § 33.

Regler om tavshedspligt i relation til landbaserede kasinoer

Kasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig kasinovirksomhed, samt revisorer og andre, der udfører særlige hverv for kasinoet, er forpligtet til at hemmeligholde, at der er eller vil blive givet underretning til SØK, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Se § 33, stk. 4 i BEK nr. 1303/2011.

Underretning til Spillemyndigheden

Hvert kvartal skal tilladelsesindehavere til henholdsvis landbaseret kasino og onlinekasino indsende følgende oplysninger til Spillemyndigheden om

  • antallet af underretninger til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK)
  • hvor mange medarbejdere der har modtaget uddannelses- og instruktionsprogrammer i efter reglerne i BEK nr. 67/2012, § 34, stk. 2, og § 35, stk. 1 i BEK nr. 1303/2011.

Se § 35 i BEK nr. 1303/2011 og § 34, stk. 4 i BEK nr. 67/2012.