Indhold

Afsnittet handler om, hvorledes grundlaget for afgiftsberegningen opgøres, og hvorledes opgørelsen skal foretages, når kun en del af ejendommen ejerskiftes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsgrundlaget
  • Overdragelse af ideelle andele.

Afgiftsgrundlaget
Afgiftsgrundlaget er enten ejerskiftesummen eller den seneste offentliggjorte ejendomsværdi. Hvis ejendomsværdien er højere end ejerskiftesummen, skal den variable afgift beregnes på grundlag af ejendomsværdien. Se TAL § 4, stk. 2.

Manglende ejerskiftesum

Hvis der ikke er en ejerskiftesum, beregnes afgiften af ejendomsværdien. Se TAL § 3, stk. 2.

Se også

Se også afsnit

  • E.B.3.1.2.3 om hvordan ejerskiftesummen opgøres.
  • E.B.3.1.2.6 om hvilken ejendomsværdi, der skal anvendes til at fastlægge afgiftsgrundlaget.

Overdragelse af ideelle andele
Er der er tale om en tinglysning af en overdragelse af en ideel andel af en fast ejendom, skal afgiften beregnes på grundlag af den forholdsmæssige del af ejendomsværdien, hvis denne værdi er højere end ejerskiftesummen.

Eksempel

A sælger halvdelen af sin ejendom til B for 3.000.000 kr. Da skødet anmeldes til tinglysning, er ejendommen ved seneste almindelige ejendomsvurdering vurderet til 7.000.000 kr.

Da 50 pct. af ejendomsvurderingen udgør 3.500.000 kr., anvendes denne værdi til at opgøre afgiftsgrundlaget, fordi beløbet er større end den aftalte ejerskiftesum. Se TAL § 4, stk. 2.

Afgiften kan herefter beregnes således:

Fast afgift  1.400 kr.
0,6 % af 3.500.000 kr. 21.000 kr.
I alt 22.400 kr.