Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Fradrag for udlodninger og henlæggelser
  • Individualiseringskrav for henlæggelser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit C.D.9.9.1.3 om, hvornår der er tale om almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål.

Fradrag for udlodninger og henlæggelser

Foreninger mv., der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, kan ved indkomstopgørelsen fradrage udlodninger til vedtægtsmæssige formål, der er almenvelgørende eller på anden måde almennyttige. Se SEL § 3, stk. 2.

Der kan også foretages fradrag for henlæggelser til at sikre sådanne formål eller til senere anvendelse til sådanne formål. Se SEL § 3, stk. 3.

Udlodningerne og henlæggelserne kan fradrages i det omfang, de overstiger foreningens mv. skattefrie indkomst. Se prioriteringsreglen i SEL § 3, stk. 2. Det hedder i prioriteringsreglen, at "i tilfælde hvor foreningen foruden erhvervsmæssig indkomst har anden indkomst anses den ikke-erhvervsmæssige indkomst for medgået til de almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål forinden nogen del af den skattepligtige indkomst anses for medgået hertil".

Fradraget vil i almindelighed forudsætte, "at der i vedtægterne er eller optages en bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens mv. midler i tilfælde af dens opløsning, idet det må være sikret, at midlerne i så fald går til formål, der kan godkendes som almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål".

Foreninger med blandede formål kan også fradrage udlodninger og henlæggelser, hvor der udloddes eller henlægges til det almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Se TfS 1997, 188 LR, hvor visse af formålene i en lystfiskerforenings påtænkte vedtægtsændring var almennyttige, og udlodninger og henlæggelser til disse formål kunne derfor fratrækkes efter SEL § 3, stk. 2 og 3.

Vurderingen af, om der foreligger almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, administreres ens efter SEL § 3, stk. 2 og 3, LL § 8A og § 12, stk. 2, FBL § 4, stk. 1 og 4 og BAL § 3, stk. 4. Dog sådan, at LL § 8A stiller krav om en absolut større kreds, som formålet skal komme til gode.

Individualiseringskrav for henlæggelser

Efter SEL § 3, stk. 3, nr. 2 kan skatteministeren fastsætte de nærmere regler om regnskabsmæssige krav til henlæggelsen, herunder at denne er effektivt udskilt fra foreningen øvrige midler, samt at ledelsen er forpligtet til ikke at stille de henlagte beløb til disposition for foreningens øvrige virksomhed.  Der er ikke udstedt nogen bekendtgørelse, der uddyber reglerne, efter denne bestemmelse.

Efter praksis gælder der ikke noget individualiseringskrav for henlæggelser, der er foretaget af foreninger, der ikke har pligt til at indgive selvangivelse. Se SKL § 2, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, der handler om, hvornår en forening mv., der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, er undtaget for selvangivelsespligt.

De foreninger, der er selvangivelsespligtige, skal derimod individualisere deres henlæggelser.

De henlagte midler - der kan stamme både fra erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige indtægter - skal være tilstrækkeligt individualiserede (indsat på særskilte giro-, bank- eller sparekassekonti, anbragt i værdipapirer m.v.), så de til hver en tid er adskilt fra erhvervsvirksomhedens midler.

I foreningens mv. regnskab skal der foretages en særskilt regnskabsmæssig postering af de pågældende midler, så de enten opføres i et selvstændigt regnskab eller som en selvstændig afdeling i regnskabet, der klart er betegnet som vedrørende midler henlagt til formålene.

De midler, der er udskilte fra erhvervsvirksomheden, må ikke under nogen form gennem udlån, pantsætning eller lignende for kortere eller længere tid stilles til rådighed for erhvervsvirksomheden.

Desuden skal det fremgår af foreningens mv. selvangivelse, at der ikke er disponeret over de henlagte midler til fordel for erhvervsvirksomheden eller til andet end de almenvelgørende eller almennyttige formål.

Se også

Se også afsnit C.D.8.10.1.2.5 om eventuel efterbeskatning af foreningens mv. henlæggelser.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

 Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

 TfS 1997, 188 LR

Formålene i en lystfiskerforenings påtænkte vedtægtsændring blev anset for almennyttige, så udlodninger og henlæggelser til de anførte formål kunne fratrækkes efter SEL § 3, stk. 2 og 3. Fradrag