Indhold
Dette afsnit handler om, hvad der forstås ved implementering af en virksomheds transfer pricing-politik, og giver et eksempel på, hvordan en prisfastsættelse kan implementeres i et salgsselskab.
Implementering
Dokumentationen skal indeholde en overordnet redegørelse for implementeringen af principperne for prisfastsættelsen. Se BEK nr. 42 af 24. januar 2006, § 7, stk. 1.
Ved implementering af prisfastsættelsen forstås den måde, hvorpå virksomheden konverterer den løbende prisfastsættelse af de kontrollerede transaktioner til den anvendte prisfastsættelsesmetode, der anvendes til at dokumentere de kontrollerede transaktioner.
Dette gælder selvsagt kun i situationer, hvor der ikke på forhånd er overensstemmelse mellem den løbende prisfastsættelse og armslængdeprisfastsættelsesmetoden. Fx når virksomheden skal regne baglæns fra transfer pricing-metoden til en armslængdepris på transaktionen. Implementeringen skal sikre, at SKAT har mulighed for at vurdere, om afregningsprisen rent faktisk er i overensstemmelse med de principper, der står i dokumentationen.
Det vil være naturligt, at redegørelsen også indeholder en beskrivelse af, hvor ofte og hvordan der sker en opfølgning af, om de priser og vilkår der anvendes er fastsat på armslængdevilkår. Formålet er, at sætte SKAT i stand til at vurdere, om de valgte metoder er implementeret korrekt.
Det er udelukkende principper for implementeringen, der skal beskrives. Hvis der er flere forskellige transaktionstyper, er det principperne for alle de forskellige transaktionstyper, der skal beskrives.
Eksempel
Dette eksempel viser, hvordan implementering af prisfastsættelsen for et salgsselskab kan ske.
Et salgsselskab har anvendt en TNMM-metode (Transactional Net Margin Method) og har ved hjælp af et sammenligningsgrundlag fundet, at virksomheden skal have en nettoavance på 5 pct. ved salg af produktgruppen X-teknologi.
Når virksomheden har valgt denne politik, vil den koncerninterne afregningspris afhænge af omkostningerne til at skabe det forventede salg (kapacitet-/driftsomkostninger).
Salg X-teknologi
|
100
|
- driftsomkostninger
|
-45
|
- indtjening 5 % af salg
|
-5
|
Afregningspris/armslængdepris
|
50
|
Se også
Se også afsnit C.D.11.2.2.2 om OECD's prisfastsættelsesmetoder.