Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for forarbejdning af varer under toldkontrol.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Bevilling
- Henførsel under proceduren
- Toldskyld for indførselsvarerne
- Toldpræference
- Forenklet bevillingsudstedelse og forenklet fremgangsmåde
- Afslutning af fremgangsmåden.
Formål og lovgrundlag
Forarbejdning under toldkontrol giver mulighed for at lade T1-varer underkaste behandlinger, hvorved deres beskaffenhed eller tilstand ændres, uden at de pålægges importafgifter eller undergives handelspolitiske foranstaltninger. Dette sker, inden de overgår til fri omsætning inden for EU's toldområde.
Når varerne efter behandlingen overgår til fri omsætning, skal der betales den told og afgift, der gælder for de fremkomne forarbejdningsprodukter.
De specifikke handelspolitiske foranstaltninger, der kan gælde for de uforarbejdede varer, anvendes kun, hvis disse foranstaltninger gælder for forarbejdningsprodukterne.
Baggrunden for denne ordning er at
- modvirke negativ toldbeskyttelse, dvs., at den told, der hviler på råvarer eller halvfabrikata, overstiger tolden på den vare, der forarbejdes af råvarer eller fabrikata
- sikre at varer, der skal opfylde tekniske krav for at kunne overgå til fri omsætning, gennemgår den fornødne forarbejdning.
Som eksempel på modvirkning af negativ toldbeskyttelse kan nævnes indførsel af varer, der
- denatureres til et bestemt formål
- nedbrydes til skrot, eller
- indføres til fremstilling af forsvarsmateriel.
Formål
Formålet med ordningen er at trække aktiviteter til EU uden at tilsidesætte den beskyttelse af EU-producenterne, som den fælles toldtarif yder.
En bevilling til forarbejdning under toldkontrol kan anvendes i hele EU. Derfor kan ikke alene SKAT være involveret i et bevillingsforhold, men også en toldmyndighed i en anden medlemsstat. Reglerne om enhedsbevillinger findes i afsnit F.A.21.
Lovgrundlag
Reglerne om forarbejdning under toldkontrol findes i TK artikel 84-90 og 130-136 samt GB art. 496-523, 551 og 552.
Bevilling
Den regionale told- og skattemyndighed kan efter skriftlig ansøgning på blanket nr. 13.018 udstede bevilling til den person, der udfører forarbejdningen eller lader den udføre. Se afsnit F.A.21.
Se TK art. 132.
Betingelser
En bevilling kan kun udstedes
- til personer, der er etableret i EU
- hvis det er muligt at identificere indførselsvarerne i forarbejdningsprodukterne
- hvis forarbejdningsprodukterne ikke med økonomisk fordel kan føres tilbage til den beskaffenhed eller tilstand, de havde, da de blev henført under ordningen - eksempelvis må denatureringsmidlet ikke kunne fjernes fra denatureret ethanol, så ethanolen kan anvendes til fremstilling af drikkevarer
- hvis anvendelse af ordningen ikke kan medføre fordrejning af virkningerne af reglerne, om oprindelse og om de kvantitative restriktioner for indførte varer
- hvis ordningen kan bidrage til oprettelse eller opretholdelse af forarbejdningsvirksomheder i EU uden at berøre væsentlige interesser hos EU-producenter af lignende varer, dvs. de økonomiske forudsætninger skal være opfyldt.
Se TK art. 133.
Økonomiske forudsætninger
Betingelserne for, hvornår de økonomiske forudsætninger anses for at være opfyldt, afhænger af vareart og forarbejdningsprocesser. Se GB art. 552 og bilag 76.
I øjeblikket er der tillægstold på varer, der indføres fra USA. I forbindelse hermed er der en liste over varer, der er udtaget til denne tillægstold. Det er ikke en opfyldelse af økonomiske forudsætninger, når en vare skifter position i forhold til udtagelseslisten.
For varer om omfattet af...
|
som er kendetegnet ved...
|
vurderes det om...,
|
GB art. 552, stk. 1, 1. afsnit,
|
de varer, der er anført i kolonne 1 på listen i bilag 76, del A, og som underkastes den forarbejdning, der er anført i samme listes kolonne
|
de økonomiske forudsætninger er opfyldt.
|
GB art. 552, stk. 1, 2. afsnit
|
alle andre varer og forarbejdningsprocesser
|
de økonomiske forudsætninger er opfyldt. Dette sker ved de regionale toldcentre, hvor det undersøges om ansøgningen vedrører følsomme varer.
|
GB art. 552, stk. 2
|
følsomme varer. Herved forstås varer omfattet af bilag 76, del B, dvs. varer omfattet af en landbrugsforanstaltning eller af en midlertidig eller definitiv antidumping- eller udligningstold.
|
sådanne ansøgninger skal forelægges kommissionen med henblik på behandling i Toldkodeksudvalget.
|
Henførsel under proceduren
Hvis man vil benytte proceduren for forarbejdning under toldkontrol, skal man afgive en fortoldningsangivelse til det nærmeste anviste ekspeditionssted i forhold til indpassagen i det danske toldområde.
Varerne angives efter de almindelige angivelsesregler, dvs. med varebeskrivelse, varekode, toldværdi mv., uanset at importafgiftsbeløbet suspenderes. Bevillingshaveren skal specielt være opmærksom på følgende rubrikker:
Rubrik
|
Hvad skal sikres?
|
31
|
Varebeskrivelsen skal svare til den, der fremgår af bevillingen.
|
37
|
De første to cifre i procedurekoden skal være 91. Hele procedurekoden ses i toldsystemet - procedurekoder.
|
44.1
|
Bevillingsnummer skrives her. Hvis forarbejderen er en anden end bevillingshaveren, skal forarbejderens navn og adresse fremgå af bevillingens rubrik 9.
Hvis der afgives en papirangivelse anføres ovenstående i rubrik 44.
|
Fortoldningsangivelsen skal være vedlagt de dokumenter, der er nødvendige for anvendelse af proceduren; bevillingen skal vises til SKAT, hvis de forlanger det.
Toldskyld for indførselsvarerne
Der opstår toldskyld, hvis varene ikke er blevet forarbejdet, som det fremgår af bevillingen. Hvis der opstår toldskyld for varerne, fastsættes toldskylden på grundlag af de beskatningselementer, fx den tarifering og toldværdi, der gjaldt for indførselsvarerne på det tidspunkt, de blev omfattet af ordningen. I givet fald anvendes procedurekode 40.90.0.
Toldpræference
I visse tilfælde kan fortoldningen til fri omsætning af forarbejdningsprodukterne ske efter en lavere sats med henvisning til, at der for indførselsvarerne kunne indrømmes præferencetoldbehandling. Det er dog en forudsætning, at der også findes en præferenceordning for forarbejdningsprodukterne.
Se TK art. 136.
Forenklet bevillingsudstedelse og forenklet fremgangsmåde
Det er muligt at anvende ordningen om forenklet bevillingsudstedelse i form af en skriftlig toldangivelse eller elektronisk efter den normale fremgangsmåde, hvis de økonomiske forudsætninger er opfyldt i overensstemmelse med listen i bilag 76, del A i GB.
Se GB art. 497, stk. 3, 1. afsnit, litra b.
Der er mulighed for at få tilladelse til at anvende forenklet fremgangsmåde i forbindelse med forarbejdning under kontrol.
Se TK art. 76 og GB art. 275-276.
Afslutning af fremgangsmåden
Fremgangsmåden afsluttes ved, at forarbejdningsprodukterne angives til fri omsætning.
Se GB art. 521.
Bevillingshaver skal senest 30 dage efter afslutningsfristens udløb fremsende en afslutningsopgørelse til Skattecenter Middelfart, Toldadministration Middelfart, Teglgårdsparken 19, 5500 Middelfart eller toldadministration.middelfart@skat.dk.
Opgørelsen, som kan være i form af en fortoldningsangivelse, skal indeholde følgende oplysninger:
Rubrik
|
Indhold
|
44
|
Henvisning til bevillingen
|
33
|
Varekoden hvorunder forarbejdningsprodukterne henfører
|
37
|
Procedurekode 40.91.0
|
Toldværdien af forarbejdningsprodukterne fastsættes sådan:
Når forarbejdningsprodukterne overgår til fri omsætning, kan toldværdien fastsættes efter de principper, der er nævnt i TK artikel 30, stk. 2, litra a), b) eller c) eller som toldværdien af indførselsvarerne med tillæg af forarbejdningsomkostningerne. Det oftest anvendte princip er anvendelse af toldværdien af indførselsvarerne med tillæg af forarbejdningsomkostningerne, se afsnit F.A.8 Toldværdi.
Ved forarbejdningsomkostningerne forstås alle omkostninger i forbindelse med fremstillingen af forædlingsprodukterne, også indirekte omkostninger. Hvis T2-varer er anvendt tillægges værdien af disse også.
Se GB art. 551, stk. 3.
I visse tilfælde, kan de handelspolitiske foranstaltninger såsom fremlæggelse af eventuel importlicens, indførselscertifikat, indførselsbevilling eller oprindelsescertifikat anvendes på de forarbejdningsprodukter, der overgår til fri omsætning.
Dette vil fx være tilfældet, hvis de handelspolitiske foranstaltninger gælder varers indførsel i EU's toldområde.
Se GB art. 509, stk. 3.