Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Opgørelse
  • Afregning.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er måneden efter lov om forskellige forbrugsafgifter. Se OPKL § 2, stk. 1.

Opgørelse

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde afhænger af, om virksomheden er oplagshaver eller varemodtager.

Oplagshavers opgørelse

En oplagshaver opgør afgiften på grundlag af mængden af udleverede cigaretpapirer, skrå og snus i løbet af måneden. Se FORBRAL § 14a, stk. 3.

Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige cigaretpapirer, skrå og snus. Det gælder også udleveringer uden betaling.

Virksomheden skal også betale afgift af forbrug af egne varer.

I den afgiftspligtige mængde fradrages:

  • Varer, der leveres til en anden registreret oplagshaver
  • Varer, der leveres til udlandet
  • Varer, der er blevet uanvendelige hos oplagshaveren, og varer, der er gået tabt ved brand eller lignende hos oplagshaveren eller under transport fra denne
  • Varer, der returneres til oplagshaveren, hvis køberen får godtgjort varens pris inklusive afgiften.

Se FORBRAL § 14 a, stk. 6.

Varemodtagers opgørelse

 Varemodtageren skal opgøre mængden af modtagne varer og betale afgiften en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte alt afgiftspligtigt cigaretpapir, skrå og snus, som virksomheden har modtaget i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, som afgør, i hvilken måned varen skal medregnes.

Afregning

Virksomheden skal angive og betale beløbet til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned. Se FORBRAL § 15, stk. 1 og § 16 a, stk. 4, og OPKL § 2, stk. 2.