Indhold
Afsnittet handler om reglerne for regnskab for fremstilling, tilgang og udlevering af varer.
Afsnittet indeholder:
- Generelt om regnskabet
- Regnskab over ubeskattet spiritus
- Sæsonfremstiller
- Mellemhandlere
- Varemodtagere
- Fairplay
- Kontrol mv.
Generelt om regnskabet
Regnskabet kan føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab eller i tilslutning til dette.
Virksomheder, der opgør den afgiftspligtige vægt efter reglerne for fremstillingsvirksomheder, skal føre et regnskab over tilgangen af uberigtigede varer og udleveringen af afgiftspligtige varer. Virksomheder, der fremstiller afgiftspligtige varer, skal tillige føre et regnskab over råvarer og fremstilling af afgiftspligtige varer. Se CHOAL § 12, stk. 1.
Varer, som modtages, uden at afgiften er berigtiget af en virksomhed, der opgør den afgiftspligtige vægt efter reglerne for fremstillingsvirksomheder, skal lagermæssigt holdes adskilt fra virksomhedens beholdning af varer, hvoraf afgiften er berigtiget. Se CHOAL § 12, stk. 3.
Regnskab over ubeskattet spiritus
Fremstillingsvirksomheder, der har bevilling til brug af ubeskattet spiritus og vin, skal føre et regnskab over til- og afgange samt beholdning af spiritus og vin. Regnskabet føres i fabrikationsbog blanket 22.034.
Regnskabet kan dog føres i det almindelige forretningsregnskab på betingelse af, at det indeholder mindst samme oplysninger som fabrikationsbogen, der er indrettet med kolonner for tilgang, forbrug, beholdning og fremstillede varer. Posteringerne i regnskabet foretages på grundlag af interne fabrikationssedler eller lignende.
Virksomheden skal med passende mellemrum, dog mindst en gang i kvartalet, foretage afstemning mellem den regnskabsmæssige og den faktiske beholdning. Der skal gøres rede for afstemningen, og regnskabet føres derefter videre med den faktiske beholdning.
Der skal kun foretages regnskabsafslutning, når regnskabet føres i fabrikationsbog 22.034. Afslutningen foretages på samme måde som den periodevise afstemning mellem den regnskabsmæssige og den faktiske beholdning. Efter afslutningen overføres den faktiske beholdning til den nye regnskabsbog.
Sæsonfremstiller
Sæsonfremstillingsvirksomheder er fritaget for at udstede faktura.
Mellemhandlere
Virksomheder, der opgør den afgiftspligtige vægt efter reglerne for mellemhandlere, skal føre regnskab over varer, der er tilført virksomheden fra andre registrerede virksomheder eller fra udlandet, uden at afgiften er berigtiget. Se CHOAL § 12, stk. 2.
Varemodtagere
Registrerede varemodtagere og virksomheder registreret for fjernsalg eller disses fiskale repræsentanter skal føre
- regnskab over tilgang og udlevering af afgiftspligtige varer, og
- fortegnelse over hvorfra varerne er leveret.
Se CHOAL § 12, stk. 4 og 5.
Fairplay
Ved lov nr. 1059 af 17. december 2002 (L66) er der fra 1. januar 2003 indført øgede krav til regnskaber og fakturaer i chokoladeafgiftsloven, emballageafgiftsloven, mineralvandsafgiftsloven, spiritusafgiftsloven, tobaksafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven.
Loven er efterfølgende suppleret med tre love (Fairplay I-III), som indeholder en række konkrete initiativer rettet mod sort arbejde og afgiftssnyd.
Lovændringerne medfører, at der stilles øgede regnskabs- og dokumentationskrav til virksomheder, specielt detailhandlere og lignende, der sælger varer, som er omfattet af chokoladeafgift.
Se også
Se også afsnit A.B.3.5.1 om regnskabsbestemmelser
Kontrol mv.
Reglerne for kontrol (CHOAL§§ 23-25) er nærmere beskrevet i afsnit A.C.2.4, straffebestemmelser (CHOAL §§ 26-27) er nærmere beskrevet i afsnit A.C.3.2.1.1 og afsnit A.C.3.2.1.7.1 og A.A.10 om klage og domstolsprøvelse.