Afgiften omfatter præmier vedrørende skadesforsikring. Se SKADL § 1, stk. 1. Visse typer af skadesforsikringer er dog undtaget fra afgift, se E.A.6.1.3. Det er nærmere defineret i loven, hvad der i den forbindelse skal anses for skadesforsikring.

Ved skadesforsikring forstås forsikring af risici, der er kategoriseret som skadesforsikring i lov om finansiel virksomhed. Se SKADL § 1, stk. 3.

Reglen er en præcisering af gældende praksis efter den hidtidige stempelafgiftslov, og fastslår, at begrebet skadesforsikring er i overensstemmelse med de forsikringsretlige definitioner. Skadesforsikring er en aftale, hvor et forsikringsselskab overtager den økonomiske risiko for en uvis begivenheds indtræden. Efter forsikringsaftalelovens § 35 kan enhver lovlig interesse, der lader sig ansætte i penge, være genstand for skadesforsikring. Forsikringen kan tegnes for forsikringstagerens eller tredjemands interesse.

Forsikringsklasser - skadesforsikring

Ved skadesforsikring forstås dermed begrebsmæssigt forsikringer omfattet af de forsikringsklasser (forsikringstyper), der fremgår af bilag 7 til Lov om finansiel virksomhed. Bilag 7 oplister de forsikringsklasser (nr. 1-18), der anses for skadesforsikring, i overensstemmelse med de bagvedliggende EU-regler herom på forsikringsområdet.

Eksempler

Skadesforsikring er for eksempel bygningsforsikring, løsøreforsikring, erhvervsansvarsforsikring, indboforsikring, familieansvarsforsikring, sygeforsikring, personulykkesforsikring og retshjælpsforsikring.

Det fremgår bl.a. af bilag 7 til Lov om finansiel virksomhed, at skadesforsikring også omfatter assistance, defineret som assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted (forsikringsklasse 18). Dette omfatter fx aftaler vedrørende vejhjælp, hjemtransport eller anden assistance, fx i medfør af en rejseforsikring, eller lignende ydelser, der falder ind under denne definition.

Livsforsikringer - visse invalideforsikringer

Efter reglerne på forsikringsområdet skelnes der mellem skadesforsikring og livsforsikring. Livsforsikringer er ikke skadesforsikringer og er derfor ikke omfattet af afgiften. Efter den hidtidige stempelafgiftslov er visse invalideforsikringer (forsikringer mod tab af erhvervsevne) ikke anset for omfattet af stempelafgift, hvilket fremgik af bemærkningerne til lov nr. 383 af 2. juni 1999 om ændring af bl.a. stempelafgiftsloven. Dette er en følge af, at livsforsikringer ved denne lovændring blev undtaget fra stempelafgift, med henblik på at ligestille livsforsikringer og pensionsordninger. Baggrunden er, at disse invalideforsikringer anses for invalidepensionsordninger. Der er tale om invalideforsikringer med løbende udbetalinger, som i dag er omfattet af Pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra c, og som er omfattet af fradragsret og bortseelsesret efter Pensionsbeskatningsloven. Ordningerne kan tegnes i livsforsikringsselskaber og pensionskasser. Disse forsikringer vil fortsat ikke være omfattet af skadesforsikringsafgift, idet det ikke er hensigten at ændre på retstilstanden.