Indhold
Dette afsnit beskriver blandt andet, hvem der har pligt til at angive varen til udførsel over for SKAT, og hvor og hvordan varen skal udføres af Fællesskabets toldområde.
EU's bestemmelser om udførsel af varer er opdelt i tre led: angivelse til udførsel, afgivelse af ankomstmeddelelse og udpassage af EU's toldområde.
Afsnittet indeholder:
- Angivelse af varer til udførsel
- Tidsfrister for angivelse af varer til eksport
- Udførselsangivelse
- Godkendt eksportør og forudanmeldelse
- Ankomstmeddelelse
- Forenklet udførsel og godkendt eksportør - forudanmeldelse (forenklet)
- Provianteringsangivelse til udførsel af proviant til skibe og fly
- Udførsel af varer med jernbane eller post
- Udførsel via andet EU-land
- Udførsel fra et andet EU-land
- Udførsel fra Danmark - eksportører fra andre EU lande
- Udførsel af punktafgiftspligtige varer
- Dokumenter ved udførsel af varer
- Afgivelse af ankomstmeddelelse ved udgangstoldsted i Danmark
- Udpassage af EU's toldområde
- Udpassage og økonomiske procedurer
- Udpassage i forbindelse med økonomiske procedurer
- Genudførsel af midlertidig opbevarede varer (MIO) og (MIG)
- Dokumentation ved udførsel af varer
- Summarisk udgangsangivelse - supplerende udfyldning.
Angivelse af varer til udførsel
Eksportøren har fuld deklarationspligt. Det betyder, at udførselsangivelsen skal indeholde alle oplysninger på samtlige varer, der skal udføres. Angivelsen skal vedlægges de dokumenter, som er nødvendige, for at ekspeditionen kan gennemføres, jf. artikel 62 i TK og artikel 199 i GB.
I EU er det besluttet, at alle udførselsdata (udførselsangivelse eller summarisk udgangsangivelse) skal afgives elektronisk, jf. artikel 787 i GB og §§ 48 og 49 i TBEK.
Grundlaget for de elektroniske systemer er EF's Enhedsdokument (også kaldet SAD), som anvendes i en lang række lande verden over.
Papirangivelse (enhedsdokumentet) kan kun anvendes ved nødprocedure, se afsnit F.A.25.13 om nødprocedure vedrørende udførsel.
En udførselsangivelse kan omfatte i alt 299 vareposter.
Efter at varerne er frigivet i e-Export, skal der udskrives et EAD-dokumnet (Export Accompanying Document/Eksport Ledsage Dokument) med MRN-nr. (Movement Reference Number).
EAD- dokumentet følger varerne, indtil de forlader EU's toldområde, eller forsendelse påbegyndes, se afsnit F.A.23 om EU-forsendelse.
Se også
På www.skat.dk - Virksomhed - Erhverv under eksport findes der information om blandt andet systemet e-Eksport, vejledninger, kodetabeller, udgangstoldsteder mv.
Angivelsestyper
De forskellige angivelsestyper er:
- Udførselsangivelse
- Godkendt eksportør og forudanmeldelse
- Forenklet udførselsangivelse og forudanmeldelse (forenklet) Proviantangivelse
- Efterfølgende udførselsangivelse
- YM 31 - Varer under EU´s landbrugsordning - Godkendt ordning, se afsnit F.A.25.2.1
- YM 32 - Varer under EU´s landbrugsordning - Almindelig procedure, se afsnit F.A.25.2.1
- Summarisk udgangsangivelse.
- Mundtlig angivelse.
Se beskrivelse og brugen af angivelsestyper i de efterfølgende afsnit.
Toldekspeditionssted
Angivelsen skal som hovedregelske ved et dansk toldekspeditionssted, se ogås punktet "udførsel fra et andet EU-land", uanset om varerne skal udføres direkte fra Danmark eller via et andet EU-land, jf. artikel 161, stk. 5 i TK og artikel 790-791 i GB.
Der gælder følgende regler for valg af toldekspeditionssted:
For virksomheder der er godkendt eksportør:
- Eksportøren skal anvende det toldekspeditionssted, der er nævnt i bevillingen til godkendt eksportør.
- Hvis en speditør eller anden repræsentant på vegne af eksportøren angiver varerne til udførsel, kan dette ske ved det toldekspeditionssted, der er nævnt i bevillingen til godkendt eksportør.
- I tilfælde, hvor det af administrative organisatoriske grunde ikke er muligt at angive til udførsel, som nævnt ovenfor, skal angivelse ske ved et andet dansk toldekspeditionssted.
For andre virksomheder:
- Eksportøren skal som hovedregel anvende det ekspeditionssted som eksportøren hører under.
- Hvis en speditør eller anden repræsentant på vegne af eksportøren angiver varerne til udførsel, kan dette ske ved det toldsted som repræsentanten hører under.
- I tilfælde, hvor det af administrative organisatoriske grunde ikke er muligt at angive til udførsel, som nævnt ovenfor, skal angivelse ske ved et andet dansk toldekspeditionssted.
- Varer, der udføres direkte fra dansk havn/lufthavn, kan indtil videre angives til udførsel ved udgangstoldstedet.
- Når T1-varer (varer der ikke er fortoldet) skal angives til udførsel, skal det ske ved det told-ekspeditionssted, hvor varerne befinder sig.
Er der nedbrud på den elektroniske del, kan eksportøren anvende nødproceduren efter tilladelse fra SKAT, se afsnit F.A.25.1.9 om nødprocedure vedrørende udførsel.
Udførselsangivelsen skal indsættes i e-Export, inden varerne frembydes til udførselskontrol på ekspeditionsstedet, jf. artikel 201, stk. 2 i GB og § 48, stk. 5 i TBEK.
SKATs elektroniske løsninger
For at angive varer til eksport er det nødvendigt, at eksportøren eller eksportørens repræsentant er koblet på SKAT elektroniske løsning, e-Export, jf. artikel 222 i GB og § 49 i TBEK.
Det indebærer:
- En on line-løsning, som SKAT stiller til rådighed via internettet
- En Edi- eller XML-løsning, som betyder, at brugeren selv kan lave sit eget eksportprogram, med hensyntagen til de oplysninger, der skal indsendes til SKAT.
Ansøgning til brug af SKATs elektroniske løsninger sker på blanket: "Tilmelding til EDB-løsninger nr. 49.027". Elektronisk angivelse af varer til udførsel kan kombineres med tilladelse som godkendt eksportør. En "godkendt eksportør" er som udgangspunkt fritaget for ekspedition hos SKAT.
Antagelsesdato for angivelsen
SKAT antager udførselsangivelsen på det tidspunkt, hvor varerne frembydes for SKAT og angives til udførsel. Hvis angivelsen er forud indleveret, sker antagelsen den dag, hvor varerne frembydes, jf. artikel 63 i TK.
Når angivelsen er antaget og frigivet, printes Eksport ledsagerdokumentet (EAD/ Export Acompanying Document) med MRN-nummer og en dato for antagelsesdag og tid, jf. artikel 796a og 796b i GB.
MRN-nummer (Movement Reference Number) består af 18 karakterer med følgende opbygning:
- Årets sidste to cifre, fx 12
- Landekode, fx DK
- Unikt nummer med tretten cifre
- Tjek-ciffer, et ciffer.
Tidsfrister for angivelse af varer til eksport
Reglerne for sikkerhed og sikring, også kaldet ECS (eksport kontrol system), betyder for udførselsproceduren, at der er indført tidsfrister for, hvornår varer må forlade EU efter frigivelse af udførselsangivelsen, jf. artikel 592b i GB.
Fristerne afhænger af den transportmåde der anvendes ved udpassage af EU.
Transportform
|
Tidsfrister
|
Skibsgods
|
- I container: 24 timer før varerne læsses på det skib, der bringer dem ud af EU
- Bulk/break bulk: 4 timer før afgang
Til særlige områder, fx Grønland, Færøerne, Norge m.fl.: 2 timer før afgang
|
Flygods
|
30 minutter før afgang fra lufthavn i EU
|
Vejtrafik
|
1 time før afgang fra udgangstoldstedet (toldsted på EU's grænse)
|
Post
|
Ingen tidsfrist
|
Proviantering
|
15 minutter før afgang
|
Jernbane
|
2 timer før afgang
|
Tidsfristen bruges af SKAT på udgangstoldstedet til at risikovurdere, om varerne kan og må udføres. Må varerne ikke udføres, bliver udførslen afvist.
Tidsfristerne gælder ikke for eksport af landbrugsvarer mod restitution efter forordning 612/2009 med ændringer. Se afsnit F.A.25.5 om udførsel af landbrugsvarer under EU's landbrugsordninger.
Udførselsangivelse
Ved almindelig udførsel angives varerne elektronisk med oplysning om, hvornår varerne forventes at blive fysisk frembudt på toldekspeditionsstedet (Forventet ekspeditionstid ÅÅÅÅMDDA-TID), jf. artikel 201, stk. 2 og § 48, stk. 5 i TBEK.
Frembydelsen skal ske inden for toldekspeditionsstedets åbningstid.
Ekspeditionsnummer ved udførsel
Sammen med varerne skal der medbringes et print af udførselsangivelsen eller lignende med det ekspeditionsnummer, som udførselsangivelsen er tildelt af e-Export.
Ekspeditionsnummeret er et unikt løbenummer med tretten cifre, som indeholder oplysninger om år, angivelsestype (Eksport = 2) og et ottecifret løbenummer.
Et eksempel på et ekspeditionsnummer er: 2012212345678.
SKATs antagelse af udførselsangivelsen
På toldekspeditionsstedet antages udførselsangivelsen, og der indsættes oplysninger om, hvornår ekspeditionen faktisk har fundet sted (Faktisk Ekspeditionstid ÅÅÅÅMDDG-TID).
Foretages der ikke fysisk kontrol af varerne, kan varerne straks frigives til udførsel. Hvis varerne kontrolleres fysisk, frigives de ikke, før kontrollen er afsluttet.
Når udførselsangivelsen bliver frigivet på toldekspeditionsstedet, sendes der elektronisk besked med oplysninger fra udførselsangivelsen til det udgangstoldsted i rubrik 29, hvor varerne transporteres ud af EU fra. Der udskrives samtidigt et Eksport ledsagerdokument(EAD-dokument), der udleveres, og som skal følge varerne til udgangstoldstedet, jf. artikel 796a og 796b i GB.
MRN nummer
Eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet) får her et yderligere nummer, som betegnes MRN nummer (Movement Reference Number) med tilhørende stregkode til elektronisk aflæsning.
Der kan som en grundregel fastslås, at ingen varer kan køre til et udgangstoldsted uden et Eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet).
Ved ankomst til udgangstoldstedet skal Eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet) indleveres, og varerne skal igen frembydes. Herefter kan udgangstoldstedet give udpassageattest.
Meddelelse om ankomst til udgangstoldstedet
Er udgangstoldstedet i Danmark, er der krav om, at der skal afgives en ankomstmeddelelse, se under afsnittet om ankomstmeddelelse. Ankomstmeddelelsen er en oplysning, som indsættes i e-Export, om at varerne er ankommet til udgangstoldstedet og er klar til frembydelse.
Hvis der ikke afgives ankomstmeddelelse kan udgangstoldstedet ikke give udpassageattest. Se om ankomstmeddelelse ved udgangstoldsted i Danmark senere i dette afsnit.
Ankomstmeddelelsen og dokumentation for, at varerne er udført af EU, er meget vigtig i udførselsproceduren. Se reglerne i afsnittene om Ankomstmeddelelse ved udgangstoldsted i Danmark, om Udpassage af EU's toldområde og om Dokumentationen ved udførsel af varer senere i dette afsnit.
Godkendt eksportør og forudanmeldelse
Eksportøren eller dennes repræsentant kan i stedet for at anvende den almindelige udførselsangivelse, der grundlæggende altid kan anvendes, få tilladelse til at foretage udførselsproceduren på en godkendt adresse, som kan være hos eksportøren/repræsentanten selv eller på en anden godkendt adresse. Reglerne om godkendt eksportør findes i artikel 76 i TK og i artikel 260-262 i GB.
Den godkendte eksportør kan sende varerne direkte fra indladningsstedet på den godkendte adresse til udgangstoldstedet (EU's grænse) uden at skulle ind til et dansk toldekspeditionssted, som er et krav, hvis eksportøren ikke er "godkendt eksportør".
Tilladelse til godkendt eksportør (også kaldet hjemstedsordning forenklet procedure)
SKAT udsteder en bevilling på betingelse af, at eksportøren
- sender en ansøgning på blanket 13.023
- regelmæssigt eksporterer varer
- fører et regnskab, der gør det muligt for SKAT at foretage en effektiv kontrol, herunder efterfølgende kontrol
- ikke har begået grove eller gentagne overtrædelser af told- og/eller afgiftsreglerne
- eventuel sikkerhedsstillelse, når eksportøren udfører T1 varer (varer, hvoraf der ikke er betalt told).
SKAT udsteder en skriftlig tilladelse, som indeholder de nærmere betingelser for anvendelse af hjemstedsordningen, så som godkendelse af indladningsadresser, forudanmeldelsesfrist m.m. Der er også et krav om, at den godkendte eksportør skal være koblet på e-Export. Ansøgning til brug af SKATs elektroniske løsninger sker på blanket: "Tilmelding til EDB-løsninger nr. 49.027".
Forudanmeldelse
Ved anvendelse af godkendt eksportørordningen skal varerne ikke frembydes på et toldekspeditionssted, men på den godkendte adresse. Derfor er det nødvendigt, at SKAT får en forudanmeldelse om, hvornår varerne forventes indladet til eksport, dato og tidspunkt angives som forventet ekspeditionstid, jf. artikel 285 i GB. Forudanmeldelsen sendes til det toldekspeditionssted, der står i bevillingen.
Forudanmeldelsen udfyldes på samme måde som ved almindelig udførsel, men skal også have oplysninger om, på hvilken adresse varerne indlades (Rubrik 30). Kode for adressen står i bevillingen.
Forudanmeldelsen skal indsendes i e-Export, jf. artikel 267 i GB med den tidsfrist, som er angivet i tilladelsen. Tidsfristen er som udgangspunkt 2 timer før indladning og er fastsat så SKAT har mulighed for at kontrollere varerne på den godkendte adresse. Senest på det forventede ekspeditionstidspunkt skal varerne være adskilt fra øvrige varer, færdigpakkede og mærkede, så de kan toldkontrolleres på indladningsstedet. På dette tidspunkt anses varerne for at være frembudt for SKAT.
Hvis varer indlades flere forskellige steder, kan forudanmeldelsen indsendes til SKAT, dér hvor den sidste indladning finder sted. Dette sted betragtes så som indladningssted for det samlede vareparti.
Varerne frigives til udførsel af den godkendte eksportør, når forventet ekspeditionstidspunkt er overskredet, medmindre SKAT har udtaget angivelsen til kontrol. Forventet ekspeditionstidspunkt er tidspunktet, hvor indladningen på den godkendte adresse begynder, eller varerne er klar til indladning.
SKAT's kontrol
Er angivelsen udtaget til kontrol, er det SKAT, der indsætter faktisk ekspeditionstidspunkt, dvs. det er SKAT, der frigiver udførselsangivelsen, efter at kontrollen er gennemført, hvorefter forudanmeldelsen automatisk konverteres til en almindelig udførsel, og varerne frigives til udførsel.
Hvis kontrollen ikke er begyndt eller varslet over for den godkendte eksportør inden forventet ekspeditionstidspunkt, er eksportøren berettiget til at begynde indladning og transport.
Eksport ledsagedokument (EAD)
Når angivelsen bliver frigivet, sendes der elektronisk besked med oplysninger fra udførselsangivelsen til det udgangstoldsted i rubrik 29, hvor varerne skal ud af EU fra, og der kan udskrives et Eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet), der udleveres til transportøren, og som skal følge varerne til udgangstoldstedet.
Eksport ledsagerdokumentet får her et ekstranummer, som betegnes MRN-nummer (Movement Reference Number) med tilhørende stregkode til elektronisk aflæsning.
Ankomstmeddelelse
Ved ankomst til udgangstoldstedet skal Eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet) indleveres, og varerne skal igen frembydes.
Er udgangstoldstedet i Danmark, er der krav om, at der skal afgives en ankomstmeddelelse til udgangstoldstedet. Ankomstmeddelelsen er en oplysning, som indsættes i e-Export om, at varerne er ankommet til udgangstoldstedet og er klar til frembydelse.
Ankomstmeddelelsen og dokumentation for, at varerne er udført af EU, er meget vigtig i udførselsproceduren. Se om reglerne i afsnittene om Ankomstmeddelelse ved udgangstoldsted i Danmark og om Udpassage af EU's toldområde.
Hvis en ekspedition er udtaget til kontrol, kan den godkendte eksportør ikke frigive angivelsen til udførsel og dermed udskrive Eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet), og varerne må ikke forlade indladningsstedet. SKAT indsætter frigivelsen, når kontrollen er gennemført, hvorefter Eksport ledsagerdokumentet kan udskrives, og varerne kan afsendes
For varer under EU's landbrugsordninger (restitution) gælder andre og strengere regler, se afsnittet F.A.25.2.1 om udførsel af varer under EU's landbrugsordninger.
Eksportørstempel
I tilladelsen til at anvende "godkendt eksportør", giver SKAT eksportøren lov til at anvende et eksportørstempel. Eksportørstemplet skal udelukkende benyttes ved brug af nødproceduren, jf. afsnit F.A.25.1.9 om nødprocedure ved udførsel.
Forenklet udførsel og godkendt eksportør - forudanmeldelse (forenklet)
Det er muligt for eksportøren eller dennes repræsentant at få tilladelse til at afgive en forenklet udførselsangivelse. Dette betyder, at der er oplysninger, som ikke skal oplyses ved udførsel af varerne.
De oplysninger, som kan undlades, skal senere angives på en supplerende angivelse. Den supplerende angivelse skal indsendes snarest dog senest den anden hverdag i efterfølgende måned.
Den forenklede udførselsangivelse skal som minimum indeholde de oplysninger, som forlanges ved en summarisk angivelse, se afsnit F.A.25.1.3 om summarisk udgangsangivelse - supplerende udfyldning.
Provianteringsangivelse til udførsel af proviant til skibe og fly
Proviantangivelsen skal afgives elektronisk i e-Export. Proviantangivelsen benyttes i stedet for en almindelig udførselsangivelse ved leverance af proviant og andre fornødenheder til skibe og fly i det danske toldområde, se afsnit F.A.27 om proviantering.
Provianteringsvirksomheder kan anvende proviantangivelsen, uanset om varerne udføres fra virksomhedens provianteringslager eller beskattede lager.
Andre virksomheder skal afgive en almindelig udførselsangivelse eller bruge deres "godkendt eksportør"-ordning.
Er der tale om proviantering med varer mod udbetaling af eksportrestitutioner, skal der afgives YM-oplysninger i e-Export under angivelsestype 31 YM godkendt ordning eller 32 YM almindelig procedure. Se Eksportørvejledningen, som udgives af NaturErhverv, og se afsnit F.A.25.2.1 om udførsel af landbrugsvarer under EU's landbrugsordninger.
Ved leverancer til militæret, diplomatiske repræsentationer og internationale organisationer, anvendes særlige formularer, se afsnit F.A.30 om varer til diplomater, NATO mv.
Udførsel af varer med jernbane eller post
SKAT kan godkende, at andre myndigheder eller virksomheder på SKATs vegne kontrollerer udførslen af vareforsendelser, der ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelser.
Det er udelukkende Post Danmark, der benytter sig af ordningen.
Jernbane
Varer, der skal udføres med Railion Danmark
Varer, der indleveres til forsendelse med Railion Danmark, skal forinden være frigivet ved et toldekspeditionssted eller af en godkendt eksportør, og der skal indleveres et eksportledsagerdokument (EAD-Dokumentet) sammen med varerne.
Post
Varer, der skal udføres med Post Danmark
Varer, der skal udføres med Post Danmark, kan med en udskrift af udførselsangivelsen fra e-Export samt pakkesedlen med stregkode indleveres direkte til en af Post Danmarks postekspeditioner.
Post Danmark frigiver varerne til udførsel og afslutter udførslen med registrering af ankomstmeddelelse og udpassage.
Hvis der er anvendt ordning som godkendt eksportør, indleveres varerne sammen med eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet) samt pakkesedlen med stregkode, som Post Danmark afslutter udførslen med, registrering af ankomstmeddelelse og udpassage.
Følgende varer skal dog altid angives til udførsel ved et af SKATs toldekspeditionssteder. Valget af ekspeditionssted sker efter de almindelige regler i afsnit;
- Varer, der forsendes efter EU's forsendelsesordning, medmindre eksportøren har tilladelse som godkendt afsender, se afsnit F.A.23 om EU-Forsendelse
- Varer, der udføres mod fremlæggelse af TIR-carnet, ATA-carnet eller CPD-carnet
- Tobaksvarer, mineralolier, alkohol og alkoholholdige varer, der er omfattet af Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2012, og som udføres mod godtgørelse af eller fritagelse for told og afgifter
- Spiritus, herunder ethanol og vin, samt tobaksvarer, der udføres i uberigtiget stand
- Varer, der er bestemt til at blive genindført efter proceduren for passiv forædling eller standardombytning
- Varer, der udføres mod godtgørelse af eller fritagelse for told og afgifter
- Varer, der udføres efter proceduren for toldoplag
- Landbrugsvarer, for hvilke der anmodes om udbetaling af eksportrestitution, eller for hvilke der er fastsat bestemmelser om udligningsbeløb, eksportafgift, licens eller andre restriktioner
- Varer, omfattet af varefortegnelsen i bilag 2 - den internationale våbenliste - i Industriministeriets bekendtgørelse af 12. november 1993 med senere ændringer om udførsel af visse varer, for hvilke der kræves udførselstilladelse fra Justitsministeriet
- Varer, omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 3381/94 af 19. december 1994 med senere ændringer om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af varer med dobbelt anvendelse, for hvilke der kræves udførselstilladelse fra Erhvervsministeriet eller fra en tilsvarende myndighed i en anden EU-medlemsstat
- Øvrige varer, der af sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige, veterinære eller andre grunde kun kan udføres mod fremlæggelse af en udførselstilladelse fra en dansk myndighed
- Midlertidigt oplagte varer.
I de tilfælde, hvor varerne skal angives til SKAT, før de indleveres til Post Danmark, frigives varerne til udførsel af toldekspeditionsstedet, og der udleveres et print af Eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet) til eksportøren.
Udførsel via andet EU-land
Hvis varerne eksporteres via et andet EU-land, kan de i visse tilfælde angives til udførsel direkte til toldmyndighederne på udgangstoldstedet, jf. artikel 794 i GB.
Følgende betingelser skal være opfyldt:
- Værdien pr. forsendelse og eksportør må ikke overstige 3000 Euro.
- Varerne må ikke være undergivet forbud eller restriktioner, der kræver fremlæggelse af udførselstilladelse, licens eller andre særlige dokumenter.
- De enkelte EU-lande kan kræve, at udførselen skal foretages af eksportøren selv. Ordningen kan derfor ikke altid anvendes af de repræsentanter, som handler på eksportørens vegne.
Udførsel fra et andet EU-land
Ved anvendelse af EORI-nummeret er det under særlige betingelser muligt at angive en udførselsangivelse i et andet EU-land.
Betingelserne for at angive i et andet EU-land er:
- Varer kan i henhold til TK artikel 161, stk. 5 angives på det sted hvor varerne emballeres eller lastes med henblik på udførsel af EU.
- Varer kan i underleveranceforhold angives der hvor underleverandøren er etableret i henhold til artikel 789 i GB.
- Varer med en værdi under 3.000 Euro kan i henhold til artikel 794 i GB angives direkte på udgangstoldstedet.
- Desuden kan udførselsangivelsen indgives ved ethvert andet toldsted , når det er "behørigt begrundet" i henhold til artikel 791 i GB. Dette er dog absolut undtagelsesbestemmelse, der kun kan anvendes i helt særlige tilfælde.
Udførsel fra Danmark - Eksportører fra andre EU lande
En eksportør fra et andet EU-land, som opfylder de samme betingelser, kan angive varer til udførsel ved et dansk toldsted. Af praktiske årsager skal eksportøren angive et særligt CVR nr. 12 61 98 63 og skal i rubrik 44.6 angive sit EORI-nummer, navn og adresse.
Udførsel af punktafgiftspligtige varer
Varer omfattet af de harmoniserede punktafgifter
Hvis udførselsangivelsen vedrører varer omfattet af EU-harmoniserede punktafgifter (tobaksvarer, mineralolier, alkohol og alkoholholdige varer), skal de desuden angives i EMCS. Se Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008.
Dokumenter ved udførsel af varer
Følgedokumenter
Som hovedregel skal der ikke indleveres nogen følgedokumenter til SKAT, når angivelsen er afgivet via e-Export. Dokumenterne skal blot være til stede i virksomheden og skal kunne fremlægges, hvis SKAT forlanger det.
Visse dokumenter skal dog i alle tilfælde fremlægges for SKAT til afskrivning mv. Se under øvrige dokumenter.
Øvrige dokumenter
Angivelsen skal desuden være vedlagt de erklæringer og dokumenter, fx:
- Certifikater
- Attester
- Udførselstilladelser
- Licenser
- Tilladelser efter de specifikke udførsels- og transitbestemmelser, der gælder for de pågældende varer af valutamæssige, sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske eller andre grunde.
Fakturakrav ved udførsel af varer
Der gælder følgende specifikke regler for fakturaen, jf. § 53, stk. 3 33 i TBEK.
Den faktura virksomheden udsteder i forbindelse med eksporten skal mindst indeholde følgende oplysninger:
- Eksportørens navn og adresse
- Sted og dato for fakturaens udstedelse samt nummeret
- Modtagerens navn og adresse
- Kollienes antal, art, mærke og numre
- En nøjagtig specifikation af sendingens indhold og nettomængde for hver vareart, fx stykantal, vægt eller mål
- Specificeret prisangivelse og leveringsbetingelser.
Se ligeledes fakturakrav i § 40 i ML.
Tilladelse til efterfølgende aflevering af faktura
SKAT kan give registrerede eksportører tilladelse til at aflevere fakturaen efterfølgende, hvis virksomheden har tilrettelagt forretningsgangen på en måde, så faktureringen ikke sker samtidig med varernes afsendelse.
Virksomheder med en sådan tilladelse skal i udførselsangivelsen også angive journalnummer på tilladelsen.
Disse virksomheder skal efterfølgende registrere fakturanummer, fakturabeløb og valuta i udførselsangivelsen i e-Export, der afventer disse oplysninger.
Hvis der i forbindelse med udførslen af varer under EU's landbrugsordninger skal fremlægges kontroleksemplar T 5, skal eksemplaret være udfyldt i overensstemmelse med EU's bestemmelser, se afsnit F.A.25.2.1 udførsel af varer under EU's landbrugsordninger.
Når en vare efter en enkelt udførselsangivelse/varepost er pakket i flere kolli, kan SKAT kræve, at der fremlægges en pakkeliste over indholdet i hvert kolli.
Ankomstmeddelelse ved udgangstoldsted i Danmark
Er udgangstoldstedet i Danmark, skal der afgives en meddelelse om varernes ankomst (ankomstmeddelelse), jf. GB artikel 796c.
Danmark har valgt at benytte muligheden i GB artikel 796c til at forlange, at ankomstmeddelelser skal afgives elektronisk.
Hvem skal afgive ankomstmeddelelse?
Eksportøren er ansvarlig for, at ankomstmeddelelsen afgives. Det er vigtigt, at eksportøren sikrer sig, at der afgives ankomstmeddelelse. Manglende ankomstmeddelelse betyder, at SKAT ikke kan give udpassage.
Da eksportøren ofte ikke er til stede på udgangstoldstedet, kan eksportøren indgå en aftale med en repræsentant for eksportøren, som er til stede på udgangstoldstedet, om at afgive ankomstmeddelelsen på eksportørens vegne.
En repræsentant kan være:
- En vognmand
- En transportør
- En speditør
- En agent
- Et handling agent-selskab
- Et rederi
- Et flyselskab.
Ankomstmeddelelsen skal indeholde følgende oplysninger:
- EAD-dokumentets MRN nummer
- Faktiske udgangstoldsted
- Adresse på varernes fysiske placering.
Ankomstmeddelelsen afgivet elektronisk i e-Export.
Udpassage af EU's toldområde
Varer, der er frigivet til udførsel, skal - sammen med eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet) - frembydes for toldmyndigheden på udgangstoldstedet ved EU's ydre grænse, jf.
GB artikel 793.
Ved udgangstoldsted forstås:
- For varer, der udføres med jernbane, post, fly eller skib: Det toldsted, hvor varerne med henblik på transport til et ikke-EU-land overtages af medlemsstatens jernbane- eller postvirksomhed, af et luftfartsselskab eller et rederi.
- For varer, der udføres i rørledninger og for elektricitet: Det toldsted, der af den pågældende medlemsstat er udpeget som udgangstoldsted.
- I øvrige tilfælde: Det sidste toldsted, inden varerne forlader EU.
- Når en forsendelsesangivelse eller et TIR-carnet indgives til et toldekspeditionssted samtidig med et eksport ledsagerdokumentet (EAD-Dokumentet), afsluttes udførselsproceduren dér. I denne situation anses dette toldekspeditionssted, som udgangstoldsted. Ved opstart af forsendelsesangivelsen skal MRN-numrene på de tilhørende eksport ledsagedokumenter (EAD-Dokumentet) være anført i forsendelsesangivelsens rubrik 44 (vedlagte dokumenter).
For postpakker afgiver Post Danmark elektronisk ankomstmeddelelse og udpassageattest på baggrund af det pakke-ID med tilhørende stregkode, der fremgår af Post Danmarks pakkeseddel. Se også afsnit F.A.25.3 om udførsel af varer med jernbane eller post.
SKATs kontrol
Udgangstoldstedet kontrollerer, at de frembudte varer er identiske med dem, der er frigivet til udførsel. Konstateres der uoverensstemmelser af betydning, underrettes det toldekspeditionssted, hvor angivelsen er antaget, om det. Hvis der ikke er uoverensstemmelser, giver udgangstoldstedet elektronisk udpassageattest.
En udførselsangivelses status, herunder om den har fået udpassageattest, kan altid ses i e-Export.
Når udgangstoldstedet er i Danmark
Er udgangstoldstedet i Danmark, er der krav om, at der skal afgives en ankomstmeddelelse.
Ankomstmeddelelsen er en oplysning, som indsættes i e-Export, om, at varerne er ankommet til
udgangstoldstedet og er klar til frembydelse for SKAT. Hvis der ikke afgives ankomstmeddelelse, kan udgangstoldstedet ikke give udpassage, se afsnit F.A.25.3 om ankomstmeddelelse ved udgangstoldsted i Danmark.
Udpassage og økonomiske procedurer
Ved at benytte de økonomiske procedurer får eksportøren mulighed for at få fritagelse eller godtgørelse af told ved genudførsel og/eller senere genindførsel. Benyttelsen af procedurerne kræver, at eksportøren har en bevilling til den enkelte procedure.
De økonomiske procedurer er:
- Aktiv forædling, se afsnit F.A.17 om aktiv forædling.
- Passiv forædling, se afsnit F.A.18 om passiv forædling.
- End-use (varer til særlig anvendelse), se afsnit F.A.14 om end-use.
- Toldoplag, se afsnit F.A.16 om toldoplag.
Bevillingen stiller særlige krav til eksportøren ved udførsel af varerne. Derfor er det vigtigt, at eksportøren kender kravene i bevillingen og udfylder udførselsangivelsen med de tilføjelser som forlanges i bevillingen, se afsnit F.A.25.1.4 om udfyldelse af udførselsangivelsen.
Derfor er det yderst vigtigt, at udførselsangivelsen får udpassageattest, for at opfylde kravene til at opnå fritagelse eller godtgørelse.
Bevillingerne, som udstedes til en økonomisk procedure, kræver, at alle varer, som hører under en procedure, kan følges fuldstændigt i regnskabet, og at de fortoldninger og udførselsangivelser, der tilfører eller frafører varer, vedrører den, der har bevillingen.
Varer, som udføres som proviant
Anvendes proviantangivelse i e-Export, kan eksportøren anvende særlige varekoder til eksport. Det betyder dog, at den enkelte vare ikke kan følges. Virksomheder, som har tilladelse til at anvende proviantangivelser, skal være opmærksomme på, at de skal kunne dokumentere, at deres varer er udført.
Genudførsel af midlertidig opbevarede varer (MIO) og (MIG)
Midlertidig opbevaring
Formålet med ordningen for midlertidig opbevaring er at give virksomheder mulighed for at opbevare varer fra lande uden for EU midlertidigt uden betaling af told, indtil varerne er blevet angivet til fortoldning, forsendelse eller genudførsel.
Der findes to former for midlertidig opbevaring:
- Midlertidig opbevaring på grænsen - MIG
- Midlertidig opbevaring på oplag - MIO.
Genudførsel sker ved at henvise til angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen (MIG) eller på oplag (MIO) i en afgangsdeklaration, der indgives til manifestsystemet eller ved at opstarte en T1 forsenendelse.
Se mere om (MIO) og (MIG) i afsnit F.A.9.4 om ekspresfortoldning og standardprocedure.
Dokumentation ved udførsel af varer
Det er ikke obligatorisk for danske virksomheder at udskrive og opbevare et print af eksportledsagedokumenter med udpassageattest som eksportdokumentation i relation til momsregnskabet.
En udførselsangivelse med elektronisk udpassageattest i e-Export skal blandt andet anvendes som dokumentation for udførslen i følgende tilfælde:
- Til brug for regnskabet med til- eller fraførsel i forbindelse med toldoplag og provianteringsvirksomheder
- Ved udførsel af punktafgiftspligtige varer mod afgiftsfritagelse eller afgiftsgodtgørelse
- Ved direkte udførsel fra Danmark af tobaksvarer, mineralolier, alkohol og alkoholholdige varer, der er omfattet af Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008
- I forbindelse med anvendelse af de økonomiske toldprocedurer ved aktiv og passiv forædling samt anmodning om toldgodtgørelse.
- Som dokumentation for varernes udførsel i forbindelse med momsregnskabet.
Når tobaksvarer, mineralolier, alkohol og alkoholholdige varer, der er omfattet af Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2012, er udført via andre EU-lande, skal eksemplar 3 af punktafgiftsledsagedokumentet, der er returneret fra udgangstoldstedet, anvendes som eksportdokumentation i eksportørens punktafgiftsregnskab.
Hvis varerne er omfattet af EU's harmoniserede punktafgifter, gives attest for varernes udførsel i EMCS på baggrund af udførselsangivelsens udpassageattest, se under "udførsel af punktafgiftspligtige varer".
Eksportørstemplet, som anvendes af den godkendte eksportør, skal udelukkende benyttes ved brug af nødproceduren, se afsnit F.A.25.1.9 om nødproceduren ved udførsel.
Summarisk udgangsangivelse - Supplerende udfyldning
Afgivelse af summarisk udgangsangivelse
Hvis varer, for hvilke der ikke er og ikke skal være en udførselsangivelse, skal forlade EU's toldområde, skal den, der fører varerne ud af EU, af hensyn til kontrollen af sikkerhed og sikring afgive en summarisk udgangsangivelse i e-Export, jf. GB artikel 842a - 842e.
Denne udgangsangivelse skal indgives elektronisk til udgangstoldstedet.
Oplysningerne fra en summarisk udgangsangivelse anvender SKAT udelukkende til at vurdere risikoen i forhold til EU's sikkerheds- og sikringsbestemmelser.
Hvis varerne efter reglerne for udførsel skal være omfattet af en udførselsangivelse, skal en sådan desuden angives efter de gældende regler, inden varerne må udføres.
Rubrikkerne i den summariske udgangsangivelse udfyldes som den almindelige udførselsangivelse, bortset fra følgende rubrikker:
Se afsnit F.A.25.4 om udfyldelse af udførelsesangivelsen.
|
Rubrik
|
Rubrikbetegnelse
|
Beskrivelse af udfyldelsen
|
A1
|
Ekspeditionssted
|
Her angives koden på det udgangstoldsted, hvor varerne frembydes til udpassage.
|
1
|
Angivelsestype
|
EU-angivelsestype udfyldes ikke.
|
2
|
Afsender/eksportør
|
Navn og adresse på den eksportør, der har afsendt varerne til eksport.
Der anføres CVR-/SE nummer, hvis rubrikken ikke er automatisk udfyldt.
For privatpersoner, der eksporterer varer, angives udelukkende navn og adresse.
Hvis der er tale om en eksportør fra et andet EU-land, anføres virksomhedens EORI-nummer (Economic Operators Registration and Identification).
|
S05A
|
Repræsentant ved udpassage
|
Her angives EORI nummer på den virksomhed, der er eksportørens repræsentant på udgangstoldstedet.
|
29
|
Udgangstoldsted
|
Her angives koden for det udgangstoldsted, hvor varerne befinder sig, og den summariske udgangsangivelse indgives.
|
30d
|
Varernes placering
|
Rubrik a-c udfyldes ikke. I rubrik d angives adressen (ved udgangstoldstedet), hvor varerne er placeret ved afgivelsen af den summariske udgangsangivelse.
|
S13
|
Transitlandekoder
|
Identifikation af de lande, som varerne passerer igennem fra afsendelseslandet til det endelig bestemmelsesland, inklusive afsendelsesland og bestemmelsesland.
|
Rubrik
|
Rubrik betegnelse
|
Rubrikken udfyldes ikke
|
17a
|
Bestemmelsesland
|
17a
|
18
|
Transportmidlets identitet
|
18
|
20
|
Leveringsbetingelser
|
20
|
21.2
|
Det grænseoverskridende transportmiddel
|
21.2
|
22
|
Fakturaens valuta
|
22
|
25
|
Transportmåde ved grænsen
|
25
|
26
|
Indenlandsk transportmåde
|
26
|
34a
|
Oprindelsesland - kode
|
34a
|
37
|
Procedurekode
|
37
|
38
|
Nettovægt (kg)
|
38
|
44.1
|
Bevillingsnummer
|
44.1
|
46
|
Statistisk værdi
|
46
|
49
|
Identificering af oplag
|
49
|