I forbindelse med overgang til fri omsætning af forædlingsprodukter eller varer i uforandret stand, som oprindeligt er henført under suspensionsordningen, opstår der toldskyld. Den opnåede likviditetsfordel udlignes ved betaling af udligningsrenter af det skyldige importafgiftsbeløb, se GB art. 519.

Indsats

Afsnittet indeholder:

  • Rentesats
  • Beregning af renter
  • Forarbejdning i flere medlemsstater
  • Undtagelse af beregning af udligningsrenter.

Rentesats

Den 3-måneders pengemarkedsrentesats, der offentliggøres i det statiske tillæg til månedsoversigten fra Den Europæisk Centralbank benyttes ved beregning af udligningsrenter.

Den rentesats, der skal anvendes, skal være den sats, der var gældende to måneder før den måned, hvor toldskylden opstår, i den medlemsstat, hvor den første forædlingsproces ifølge bevillingen har eller skulle have fundet sted.

Beregning af renter

Renterne beregnes pr. kalendermåned. Perioden løber i tidsrummet fra den første dag i måneden efter første henførsel under aktiv forædling til den sidste dag i den måned, hvor toldskylden opstår. Renterne betales af den toldskyld, der er opstået for de indførselsvarer, hvor proceduren er afsluttet.

SKAT kan efter anmodning tillade, at den periode, i hvilken renterne skal anvendes, baseres på perioden for lageromsætningshastigheden af varer, der bruges til fremstilling af forædlingsprodukter.

Perioden fastsættes ved sammenligning mellem købsprisen for det gennemsnitlige varelager, der er nødvendig til fremstilling af forædlingsprodukterne og købsprisen for den årlige omsætning. Det fremkomne beløb ganges med 12 og oprundes til nærmeste hele tal, der svarer til antal måneder, for hvilke udligningsrenten skal anvendes. Følgende formel anvendes:

Gennemsnitlig lagerværdi i indkøbspriser x 12

Årlig omsætning i indkøbspriser

Forarbejdning i flere medlemsstater

Hvis en forarbejdningsproces berører flere medlemsstater, kan forenklede metoder for beregning og bogføring af udligningsrenter anvendes. Dette sker efter aftale med de berørte medlemsstater.

Nedenfor er givet eksempler på den periode, der skal tages i betragtning ved beregning af udligningsrenter i tilfælde, hvor varer under aktiv forædling midlertidigt udføres til passiv forædling.

Eksemplerne kunne forestille at beskrive et forløb, hvor metervarer er indført fra Kina til Danmark til aktiv forædling, farvning. Herefter udføres metervaren til Rusland under passiv forædling til konfektionering af skjorter, som indføres til Danmark til aktiv forædling, mærkning og emballering. Skjorterne var bestemt til afsætning på det nordamerikanske marked, men salget svigter, og i stedet angives varerne til fri omsætning.

I de tilfælde, hvor der skal betales udligningsrenter fra det tidspunkt, hvor varerne er angivet til suspensionsordningen, skal der betales fra den første dag i den måned, der følger efter den, hvor varerne blev angivet til suspensionsordningen.

Hvis udligningsrenterne skal betales, indtil toldskylden opstår, betales disse indtil den sidste dag i den måned, hvor toldskylden opstår.

I eksemplerne udføres varerne under passiv forædling. Dette kan ligestilles med udførsel under en anden toldordning, fx toldoplag. Perioden for beregning af udligningsrenter er angivet med fed pil.

Eksempel 1

Varer til aktiv forædling, tilbagebetaling

Udføres midlertidigt til passiv forædling

Retur til fri omsætning eller aktiv forædling, tilbagebetaling

Ingen udligningsrenter.

Eksempel 2

Varer til aktiv forædling, tilbagebetaling

Udføres midlertidigt til passiv forædling

Retur til aktiv forædling, suspension

Overgang til fri omsætning, toldskyld opstår

Eksempel 3

Varer til aktiv forædling, suspension


Udføres midlertidigt til passiv forædling

Retur til fri omsætning eller aktiv forædling, tilbagebetaling

 Eksempel 4

Varer til aktiv forædling, suspension


Udføres midlertidigt til passiv forædling


Retur til aktiv forædling, suspension


Overgang til fri omsætning, toldskyld opstår

Eksempel 5

Varer til aktiv forædling, tilbagebetaling


Udføres eller anbringes i frizone, toldoplag mv. tilbagebetaling af told


Faktisk tilbagebetaling finder sted


Overgang til fri omsætning, toldskyld opstår

Undtagelse af beregning af udligningsrenter

Beregning af udligningsrenter finder ikke sted

  • når renteberegningsperioden er mindre end en måned
  • når størrelsen af de beregnede udligningsrenter ikke overstiger 150 kr. pr. angivelse til overgang til fri omsætning. Hvis der er indgivet flere angivelser til overgang til fri omsætning kan told- og skatteforvaltningen beslutte, at en opsplitning ikke er nødvendig og behandle angivelserne, som om der var tale om en enkelt med alle de deraf følgende konsekvenser for så vidt angår betaling af udligningsrenter, herunder mindstebeløbet
  • når der opstår toldskyld i tilfælde, hvor der i forbindelse med udførsel af forædlingsprodukter til præferenceaftalelande udstedes oprindelsesdokumentation
  • når affald og skrot, som er fremkommet ved tilintetgørelse, overgår til fri omsætning
  • når de i det tidligere bilag 75 i GB anførte biforædlingsprodukter overgår til fri omsætning, og hvis de forholdsmæssigt svarer til den del af hovedforædlingsprodukterne, der er blevet udført. Bemærk, at GB bilag 75 er ændret, men at indholdet af det tidligere bilag 75 er indsat i retningslinjerne. Listen i det tidligere bilag 75 finder derfor stadig anvendelse.
  • når der opstår toldskyld som følge af overgang til fri omsætning på de i TK art. 128, stk. 4, fastsatte betingelser, hvis der endnu ikke er indrømmet godtgørelse af eller fritagelse for tolden for de pågældende varer
  • i de tilfælde, hvor bevillingshaveren anmoder om overgang til fri omsætning og godtgør, at det på grund af særlige forhold, hvor han ikke har gjort sig skyldig i forsømmelighed eller urigtigheder, er umuligt at gennemføre den tilsigtede udførsel på de vilkår, han havde påregnet og behørigt dokumenteret ved indgivelse af ansøgning om bevilling.

Se GB art. 519, stk. 4.