Indhold

Dette afsnit handler om hvordan toldværdien beregnes.

Toldværdiens beregninger er sammensat af transaktionsværdien, tillæg til fakturaværdien og fradrag fra fakturaværdien.

Afsnittet indeholder:

  • Transaktionsværdien
  • Varer handlet én gang
  • Varer handlet mere end én gang - "successive salg".

Transaktionsværdien

Hovedreglen er, at toldværdien ansættes efter principper, som gælder for transaktionsværdien, såfremt betingelserne i afsnit 8.3 er opfyldte. Opfyldes forudsætningerne for transaktionsværdien ikke, findes fem alternative metoder til at ansætte toldværdien. Se afsnit F.A.8.4 De alternative metoder.  

Transaktionsværdien

Toldværdien baseret på transaktionsværdien er den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til udførsel til EU's toldområde justeret for en række specifikke priselementer eller supplerende til betalinger. Se TK artikel 29. Det gælder for eksempel for omkostninger til forsendelse, emballage, evt. provenu ved videresalg, royalties og licensafgifter. Se afsnit F.A.8.3.2 Beregningsgrundlaget for transaktionsværdien F.A.8.3.2 Tillæg til fakturaprisen og afsnit F.A.8.3.2 Beregningsgrundlaget for transaktionsværdien F.A.8.3.2 Fradrag i fakturaprisen.

Udførsel til EU's toldområde

Kravet om, at prisen skal være opstået ved et salg til udførsel til EU's toldområde, anses for opfyldt, når blot de omhandlede varer har været genstand for et salg og angivet til fortoldning i EU ved fri omsætning. Se GB artikel 147

Den pris, der faktisk er betalt eller skal betales

"Den pris, der faktisk er betalt eller skal betales" skal omfatte den fulde betaling, som køberen yder eller skal yde for de indførte varer enten til sælgeren ellertil en tredjepart for at opfylde sælgerens forpligtelser over for den pågældende, Se TK artikel 29, stk. 3, litra a. Prisen skal således omfatte alle betalinger, som køberen har betalt eller skal betale som betingelsen for handlen

Betalinger af den omhandlede pris kan være direkte eller indirekte og kan ske i kontanter, ved anvisninger, omsætningspapirer eller på anden måde.

Sker betaling med andre varer eller med tjenesteydelser, kan transaktionsværdien i visse tilfælde ikke anvendes, fordi betingelsen i TK artikel 29, stk. 1, litra a, ikke kan opfyldes. Se afsnit F.A.3 Betingelser for at anvende transaktionsværdien og  F.A.8.4 De alternative metoder.

Varer handlet én gang

Har varerne kun været handlet éngang på vej fra producent til importør, er der ingen tvivl om, hvilket salg der skal anvendes som grundlag for toldværdien.

Tilsvarende gælder, hvis importøren kun har kendskab til sit eget køb og ingen tidligere handler.

Varer handlet mere end én gang  - "successive salg"

Har varerne været handlet mere end én gang ("successive salg"), skal seneste salg inden angivelse til fri omsætning som hovedregel anvendes som grundlag for toldværdien. Dette gælder uanset

  • om varerne er angivet til fri omsætning direkte efter forsendelse fra et land uden for EU til importøren eller en anden modtager i EU, eller
  • om varerne ved ankomsten til EU er angivet til en suspensionsprocedure (fx forsendelse, toldoplag eller aktiv forædling) og først efter en periode angives til fri omsætning.

Det seneste salg kan derfor være importørens køb fra en sælger i et ikke EU-land. Men det kan også være importørens køb af ufortoldede varer (fx fra et toldoplag) fra en sælger i Danmark, fra en sælger i et andet EU-land eller fra en sælger i et land uden for EU, men med lagervarer i EU.

Importøren har midlertidig mulighed for at anvende et tidligere salg end det seneste som grundlag for toldværdien. Se GB art. 157, samt Toldkodexudvalgets kommentar nr. 7 i toldværdiekompeniet.

I så fald skal der i toldværdideklarationen anføres navn og adresse på de virksomheder, der er henholdsvis sælger og køber i den handel, der er grundlaget for angivelsen. I så fald er det handelsrelationerne mellem disse virksomheder, der skal afspejles i deklarationen.

Importøren skal kunne dokumentere, at de indførte varer allerede ved den handel, var beregnet til at skulle indføres til EU.

Art og omfang af ovennævnte dokumentation vil afhænge af de konkrete forhold. Det kan fx være kontrakter, skriftlige aftaler, ordrebekræftelser, korrespondance, fragtdokumenter, manualer, brugsanvisninger eller mærkater, som utvetydigt viser en af følgende omstændigheder:

  • Varen er fremstillet i overensstemmelse med specifikationer, som gælder i EU.
  • Varen kan kun anvendes i EU.
  • Varen kan kun være bestemt til EU.
  • Varen er produceret eller forarbejdet specifikt til en køber i EU(ordreproduktion).
  • Varen er bestilt hos en mellemhandler, men er afsendt direkte fra producent, forarbejder eller andet handelsled (det vil sige at afsender er den person eller virksomhed, som er sælger i den handel, der ønskes som grundlag for toldværdien).

EF-Domstolen har i sag C-11/89 afgjort, at en importør ikke kan fortryde valget af salg, efter at varerne er bragt i fri omsætning. Regulering efter reglerne i afsnit F.A.12. kan således ikke finde sted.