| A-skat skal som udgangspunkt indeholdes på det tidspunkt, hvor indkomsten udbetales, jf. KSL § 46, stk. 2, og KSLbek. § 20, stk. 1. Det gælder også ved udbetaling af acontovederlag, forskud og lignende, samt når et beløb godskrives en person, sådan at denne har dispositionsret over beløbet. Er udbetalingen ikke sket senest 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal A-skatten indeholdes på dette tidspunkt, jf. KSL § 46, stk. 2, 2. pkt. Det gælder dog, jf. KSLbek. § 20, stk. 1, 3. pkt., ikke A-indkomst, der udbetales af den indeholdelsespligtiges konkursbo, jf. afsnit D.9.
Løn under ferie mv For så vidt angår løn under ferie, løn under afspadsering samt løn under afvikling af konverteret frihed skal A-skatten indeholdes ved udbetalingen, dog senest 6 måneder efter afholdelse eller afvikling af henholdsvis ferie, afspadsering eller frihed, jf. KSLbek. § 20, stk. 1, sidste pkt.
Ferie uden løn Der er i medfør af KSL § 46, stk. 2, 3. pkt. fastsat særlige regler for, hvornår der skal indeholdes A-skat af feriegodtgørelse. Disse regler fremgår af KSLbek. § 20, stk. 2, hvorefter der skal indeholdes A-skat løbende på grundlag af den feriegodtgørelse, som er optjent af den løn mv., jf. ferielovens § 26, som er opgjort med henblik på udbetaling m.v. i måneden. AM-bidrag skal tilsvarende indeholdes løbende.
Ferie med løn Feriegodtgørelse, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelsesforholdets ophør, skal beskattes i fratrædelsesåret, og A-skatten og bidraget skal indeholdes i fratrædelsesmåneden, jf. KSLbek. § 20, stk. 3.
Kompensation for feriefridage mv Kompensation for feriefridage samt kontant godtgørelse for særlige feriefritimer, afspadseringsgodtgørelse og kontant godtgørelse for opsparet/konverteret frihed skal først beskattes i det år, hvor udbetalingen af kompensationen eller godtgørelsen finder sted. A-skat og bidrag skal indeholdes ved udbetalingen, jf. KSLbek. § 20, stk. 4.
Fritvalgsordning Beløb, som indbetales til en fritvalgsordning eller tilsvarende opsparingsordning, beskattes ved udbetalingen fra ordningen, og indeholdelse af A-skat og bidrag skal indeholdes ved udbetalingen, jf. KSLbek. § 20, stk. 5, og AMBLbek. §5, stk. 4.
Fri bil Der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag af værdien af fri bil, som ydes i forbindelse med løn og andre A-skattepligtige vederlag samtidig med, at der indeholdes A-skat af lønnen eller vederlaget, jf. § 20, stk. 1, 1 og 2. pkt. i KSLbek. Kan A-skatten og AM-bidraget af værdien af fri bil ikke rummes i lønnen eller vederlaget, skal det resterende beløb om muligt indeholdes i lønnen eller vederlaget for den følgende lønperiode inden for året, jf. KSLbek. § 21, stk. 2, 2. pkt. og bekendtgørelse nr. 1476 om arbejdsmarkedsbidrag § 1 stk. 3. Kan beløbet ikke rummes i lønnen eller vederlaget inden for kalenderåret, skal det resterende beløb ikke opkræves særskilt, men indgå i lønmodtagerens årsopgørelse. Fra 1. januar 2010 skal der i værdi af fri bil medregnes et miljøtillæg. De nærmere regler om værdiansættelse fremgår af Ligningsloven § 16, stk. 4. Læs mere om fri bil i afsnit B.1.6.1
xFri telefon, internet mv. x Gældende fra 1. januar 2012. Værdien af fri telefon er et AM-bidrags- og A-skattepligtigt personalegode. Der skal indberettes pr. påbegyndt måned, hvor godet er stillet til rådighed. 208,33 kr. pr. måned og dermed 2.500 kr. (grundbeløbet) pr. år i 2011. For 14-dages lønnede, er det tilladt at indberette værdien med 2/52 af det fastsatte grundbeløb og tilsvarende på andre "skæve" lønperioder. Vær dog opmærksom på, at i forbindelse med til- og fratrædelse, skal der indberettes mindst en 1/12 af grundbeløbet for månedslønnede og for 14-dages eller ugelønnede mindst 4/52 af grundbeløbet, selv om den ansatte kun får løn for få dage af en måned.
Indberetningspligten omfatter også frit internet, hvis medarbejderen ikke via forbindelsen har adgang til arbejdsgiverens netværk.
Yderligere skal der i feltet indberettes fri PC med tilbehør, når dette er skattepligtigt, som i følgende tilfælde: Når anskaffet efter de hidtidige multimedieregler sammen med aftale om lønkompensation, skal der ske indberetning af standardværdi i felt 20. Denne indberetningsform anvendes kun, hvis aftale om lønkompensation er indgået inden 1.1.2012 og multimediet er leveret hos arbejdstager senest 29.2.2012. Det er samtidig en betingelse, at der er tale om multimedier, der ville have været omfattet af reglerne for multimediebeskatning i 2010/2011. Denne regel gælder til og med år 2014.
Hvis en medarbejder har både fri telefon og fri PC, der skal beskattes som A-indkomst, skal der kun ske beskatning og indberetning af én af delene. Altså højst 2.500 kr. pr år pr medarbejder fra samme arbejdsgiver.
Undtaget for indberetning er for eksempel en decideret "vagttelefon", der under ingen omstændigheder må bruges privat og arbejdsgiver holder kontrol med dette. Således vil udleverede mobiltelefoner/PDA-er, der med sikkerhed udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, hvor der fx er indgået en tro-og-love-erklæring mellem medarbejder og arbejdsgiver, ikke skulle indberettes og dermed beskattes.
Tilskud til ph.d.studerende For så vidt angår A-skat af de tilskud til afholdelse af rejseudgifter, som ph.d.-studerende med ret til supplerende ph.d.-stipendium måtte modtage fra stipendiegiver i form af billetter og lign., og hvori A-skatten ikke i tilstrækkeligt omfang har kunnet indeholdes, skal A-skatten af den godskrevne værdi af billetter og lign. indeholdes i det beløb, der er tilbage, efter der er indeholdt A-skat af det supplerende stipendium, jf. KSLbek. § 21, stk. 3.
Ophør af skattepligt Hvis en indkomstmodtagers skattepligt til Danmark ophører, skal der indeholdes A-skat senest ved skattepligtens ophør, jf. § 22 i KSLbek. Dette har bl.a. betydning i forbindelse med dødsfald. A-skatten skal ligeledes indeholdes senest ved skattepligtens ophør, hvis en person efter en dobbeltbeskatningsaftale bliver skattepligtig til udlandet, jf. § 22 i KSLbek.
Beløb, modtaget fra 3. mand Erhverves A-indkomst i et ansættelsesforhold sådan, at lønmodtageren beholder beløb, som vedkommende i medfør af sit ansættelsesforhold modtager fra tredjemand, skal A-indkomsten opgøres hver gang, lønmodtageren afregner med arbejdsgiveren, dog mindst én gang om måneden. Denne afregningsform kendes inden for hyrekørsel, restaurationsbranchen, visse provisionslønnede sælgere, forretningsbestyrere m.fl. Lønmodtageren skal, samtidig med at A-indkomsten opgøres, aflevere den A-skat, der svarer til A-indkomsten til arbejdsgiveren, og A-skatten anses for indeholdt på dette tidspunkt. Hvis lønmodtageren ikke afregner A-skatten til arbejdsgiveren, kan lønmodtageren afskediges uden varsel. Disse bestemmelser er fastsat i KSL § 49.
Reduktion i løn Sker der reduktion i løn mv. efter udløbet af indkomståret, skal reduktionen henføres til det indkomstår, den vedrører, og lønmodtageren skal tilbagebetale bruttobeløbet til arbejdsgiveren. Der skal indsendes korrektion til eIndkomstregistret med rettelse af lønnen (forskelsbeløbet), beløbet anføres med negativt fortegn i den rubrik, hvor beløbet tidligere har været indberettet. Der må derimod ikke rettes i A-skat eller bidrag, idet for meget indeholdt A-skat og bidrag reguleres af SKAT i forbindelse med udsendelsen af årsopgørelsen.
Eksempler på periode Spørgsmålet om, hvornår en arbejdsgiver skal indeholde, indberette og betale A-skat og AM-bidrag af løn mv., kan - bortset fra virksomheder, der har fremrykket afregning, jf. afsnit G.2 og G.7 - illustreres således:
Bagudlønnede A-skatten og AM-bidraget skal indeholdes med den trækprocent og de satser, der gælder på udbetalingstidspunktet. Det gælder også løn til bagudlønnede, der først får lønnen udbetalt i året efter indtjeningsåret.
Eksempel 1
Lønperiode: 3. nov. - 16. nov.
Lønnen udbetales 15. nov., og der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag med de satser, der gælder på udbetalingstidspunktet. A-skatten og bidragene skal indberettes til eIndkomstregistret og betales til SKAT senest 10. dec.
Eksempel 2
Lønperiode: 22. dec. - 4. jan.
Lønnen udbetales den 4. jan., og der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag med de satser, der gælder på udbetalingstidspunktet, dvs. efter det nye skattekort. Bidraget og A-skatten skal indberettes til eIndkomstregistret og betales til SKAT senest 10. feb.
Forudlønnede Der skal beregnes A-skat og AM-bidrag af forudbetalt løn med de satser, som gælder for den faktiske indtjeningsmåned. Det vil sige, at selv om løn for januar udbetales i slutningen af december året før, skal A-skatten indeholdes efter det nye skattekort og AM-bidraget med de satser, der gælder for det nye år. A-skatten mv. skal indberettes til eIndkomstregistret og betales til SKAT senest den 10. i den måned, der følger efter den måned, som lønnen vedrører, for så vidt angår løn som vedrører december dog først den 17. jan. |