Indhold

Dette afsnit handler om den almindelige tavshedspligt efter forvaltningsloven (FVL).

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Myndigheder omfattet af almindelig tavshedspligt
  • Oplysninger omfattet af almindelig tavshedspligt
  • Omfanget af almindelig tavshedspligt.

Regel

Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c - 152 f. Dette gælder, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Se forvaltningsloven FVL § 27

Myndigheder omfattet af almindelig tavshedspligt

Straffelovens regler om tavshedspligt gælder efter § 152 for alle, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, dvs. alle med tilknytning til Folketinget, domstolene og den offentlige forvaltning. I forvaltningsloven er det præciseret, at straffelovens almindelige bestemmelser om tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv omfatter alle inden for den offentlige forvaltning. Se FVL § 27, stk. 1.

Oplysninger omfattet af almindelig tavshedspligt

Straffeloven indeholder ingen nærmere angivelse af, hvilke offentlige og private interesser, der kan føre til, at en oplysning må anses for at være fortrolig. Forvaltningsloven indeholder imidlertid en opregning af de hensyn, der efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. Opregningen er ikke udtømmende, men må antages at dække langt den overvejende del af de hensyn, der kan føre til tavshedspligt. Se FVL § 27, stk. 1, nr. 1 - 7.

Omfanget af almindelig tavshedspligt

Straffeloven indeholder endvidere ikke en fuldstændig angivelse af tavshedspligtens omfang.

Den strafbare handling beror derfor på, om der er tale om "uberettiget" videregivelse. Dette gælder uden for de tilfælde, hvor der i medfør af lov eller EF-forordning er pligt til at videregive fortrolige oplysninger, eller hvor videregivelse er i overensstemmelse med åbenbar almeninteresse.

Myndighederne på Skatteministeriets område er omfattet af specielle tavshedsforskrifter, der pålægger disse myndigheder en tavshedspligt, der er mere vidtgående for så vidt angår en række særligt opregnede oplysninger om private forhold.

Den almindelige tavshedspligt efter forvaltningsloven har derfor kun selvstændig betydning for oplysninger om offentlige forhold.