Indhold
Dette afsnit beskriver, de regler, der gælder for, om afkald på indtægt har skattemæssig virkning.
Dette afsnit indeholder:
- Regel: Afkald efter retserhvervelse
- Regel: Afkald før retserhvervelse
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel: Afkald efter retserhvervelse
En skattepligtig indtægt skal som hovedregel medregnes ved indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse. Se afsnit C.C.2.5.3.2.1 om retserhvervelse.
Hvis der først er erhvervet ret til en indtægt, kan et efterfølgende afkald på at modtage indtægten normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, jf. fx LSRM 1950, 142 LSR.
Eksempler: Afkald efter retserhvervelse
Initiativtagerne til en kongres ville give afkald på overskuddet til fordel for en fond. Initiativtagerne skulle selv beskattes af overskuddet, fordi de ikke havde givet afkald, før der var erhvervet ret. Se Skd. 1985.76.753.
En tandlæge skulle beskattes af hele fakturabeløbet, selvom han havde eftergivet den del, der ikke blev refunderet af sygesikringen. Se LSRM 1986, 3 LSR.
Regel: Afkald før retserhvervelse
Hvis der forud for tidspunktet for den endelige retserhvervelse gives afkald på en indtægt over for den, som skulle have betalt vederlaget, skal der normalt ikke ske beskatning.
Betingelse: Blankt afkald, ikke dispositivt afkald
Det er en forudsætning for skattefrihed, at afkaldet er blankt. Det betyderx, at den, som skulle modtage beløbet, xikke i forbindelse med afkaldet må træffe beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes.
Der skal altså ske beskatning, hvis modtageren træffer beslutning om anvendelsen (dispositivt afkald).
Eksempler: Blankt afkald
Der skal ikke ske beskatning af en skuespiller, der uden vederlag optræder for en velgørende forening.
En tilforordnet ved et folketingsvalg havde, en uge før han deltog som tilforordnet ved valget, givet bindende afkald på sit diætbeløb. Indtægten skulle derfor ikke beskattes. Se LSRM 1973, 122 LSR.
Eksempler: Dispositivt afkald
Der skal ske beskatning, hvis en skuespiller optræder »gratis« mod, at der betales et beløb til et formål, som skuespilleren bestemmer.
En frivillig medarbejder ved et missionsselskab havde sørget for, at hans honorarer ved foredragsvirksomhed blev sendt til nogle missionsselskaber. Han blev selv beskattet af beløbene. Se LSRM 1974, 29 LSR.
Se også
Se også
- TfS 1989, 428 VLD, der handlede om en lærer, der var ansat under Skolesamvirket Tvind, og som gav afkald på løn. Da afkaldet udelukkende var begrundet i muligheden for at undgå at afregne A-skat, blev afkaldet ikke tillagt skattemæssig virkning.
- Afsnit C.A.1.2.1 om afkald på bl.a. lønindtægter.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsretsdomme
|
TfS 1998, 5 ØLD
|
Afkald efter retserhvervelse
Landsretten fandt det ikke godtgjort, at et afkald på forpagtningsafgift var givet forud for retserhvervelsen ifølge forpagtningskontrakten, og lagde ved afgørelsen af sagen til grund, at afkaldet var givet på et tidspunkt, hvor der var erhvervet endelig ret til forpagtningsafgiften.
|
|
TfS 1989, 428 VLD
|
En lærer, der var ansat under Skolesamvirket Tvind, gav afkald på løn. Da afkaldet alene var begrundet i muligheden for at undgå at afregne A-skat, blev afkaldet ikke tillagt skattemæssig virkning.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
LSRM 1986, 3 LSR.
|
En tandlæge havde behandlet sin svigerfader og udstedt kvitterede regninger, som lød på normalt honorar. Svigerfaderen havde på grundlag af disse regninger modtaget delvis refusion fra Fortsættelsessygekassen Danmark og betalt det modtagne beløb til svigersønnen, der eftergav svigerfaderen det resterende beløb.
Tandlægen anførte, at det kun havde været meningen, at svigerfaderen skulle betale det, der svarede til refusionsbeløbene, og derfor havde han selv kun indtægtsført disse beløb.
Da der var udstedt kvitteret regning som grundlag for refusionen fra sygekassen, fandt Landsskatteretten, at forholdet måtte betragtes som et efterfølgende afkald, og at regningsbeløbene derfor skulle medregnes i den skattepligtige indkomst med det fulde pålydende.
|
|
LSRM 1974, 29 LSR
|
Dispositivt afkald
En frivillig medarbejder ved et missionsselskab havde sørget for, at hans honorarer ved foredragsvirksomhed blev sendt til nogle missionsselskaber. Han blev selv beskattet af beløbene, (fordi han havde disponeret over dem).
|
|
LSRM 1973, 122 LSR
|
Blankt afkald
En tilforordnet ved et folketingsvalg havde, en uge før han deltog som tilforordnet ved valget, givet bindende afkald på sit diætbeløb. Indtægten skulle derfor ikke beskattes.
|
|
LSRM 1950, 142 LSR
|
Efterfølgende tilbagekaldelse
En pensionist afslog at modtage en gældseftergivelse, men først da han blev klar over eftergivelsens skattemæssige konsekvenser. Da skattepligten allerede var indtruffet, kunne den ikke ophæves af tilbagekaldelsen.
|
|
SKAT
|
SKM2012.79.SR
|
Dispositivt afkald.
Skatterådet fandt, at forfatterne til et fælles bogprojekt skulle beskattes, hvis de vederlagsfrit overdrog en ideel andel på 50% af brugsretten til bogprojektet til en forening med et almennyttigt formål.
Forfatterne skulle ikke beskattes af de løbende indtægter af de overdragne rettigheder for den periode, som overdragelsen omfattede.
|
|
Skd.1985.76.753
|
Afkald efter retserhvervelse
Initiativtagerne til en kongres ville give afkald på overskuddet til fordel for en fond. Initiativtagerne skulle selv beskattes af overskuddet, fordi de ikke havde givet afkald, før der var erhvervet ret.
|
|
Skd.1974.28.89
|
Dispositivt afkald
Skatteyderen havde til fordel for sin tidligere hustru givet afkald på halvdelen af den pension, som han modtog fra et selskab. Da han havde disponeret over indtægten, havde afkaldet ikke skattemæssig virkning. Han skulle derfor selv beskattes af hele indtægten.
|
|