Indhold
Dette afsnittet beskriver, hvordan momsen beregnes, når varens individuelle købs- og salgspris er kendt.
Afsnittet indeholder:
- Regel: Varer hvis individuelle købs- og salgspris er kendt
- Eksempel 1 - Køb i Danmark eller andre EU-lande
- Regel: Kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der indføres fra lande udenfor EU
- Eksempel 2 - Indførsel af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter
- Varer, der sælges til lande udenfor EU ML § 70, stk. 3.
Regel: Varer hvis individuelle købs- og salgspris er kendt
Momsgrundlaget er 80 pct. af forskellen mellem varens konkrete købspris og salgspris. Det indebærer, at der betales 20 % moms af fortjenstmargenen ved salget (25 % af 80 % af fortjenstmargenen). Se ML § 70, stk. 1, 1. pkt.
Hvis købsprisen overstiger salgsprisen, beregnes der ikke brugtmoms. Det overskydende købsbeløb kan ikke modregnes i momsgrundlaget for andre salg.
Betingelser
For at anvende den individuelle metode ved salg af brugte varer, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Den individuelle købspris og salgspris er kendt (og kan dokumenteres). Hvis den individuelle købspris ikke er kendt, kan metoden med samlet periodevis opgørelse af købs- og salgspris anvendes. Se afsnit D.A.18.4.3.
- Der må ikke være tale om et personmotorkøretøj. Se afsnit D.A.18.5 om de særlige regler for beregning af brugtmoms ved salg af brugte personmotorkøretøjer.
- De særlige faktura- og regnskabskrav i momsbekendtgørelsens §§ ►121 og 122◄ er opfyldt. Se afsnit D.A.18.6 om faktura og regnskabskrav.
Se også
Ved salg af brugte personmotorkøretøjer beregnes momsgrundlaget efter momslovens almindelige regler, og der kan foretages et beregnet momsfradrag. Se afsnit D.A.18.5 om beregning af moms.
Eksempel 1 - Køb i Danmark eller andre EU-lande
Et chartol købes fra en privat for 100.000 kr. og sælges for 120.000 kr.
Momsgrundlaget udgør (120.000 kr. - 100.000 kr.) x 80 % = 16.000 kr.
Momsen udgør 25 % af 16.000 = 4.000 kr.
Momsen angives som salgsmoms.
Regel: Kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der indføres fra lande udenfor EU
Hvis brugtmomsordningen anvendes ved salg af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, som videreforhandleren selv har indført fra lande udenfor EU, er momsgrundlaget 80 pct. af forskellen mellem salgsprisen og momsgrundlaget ved indførslen i henhold til ML § 32, stk. 1. Se ML § 70, stk. 1, 2. pkt.
Det svarer til, at "købsprisen" er lig med (a) det almindelige momsgrundlag ved indførslen med tillæg af (b) importmomsen.
Ad a) Det almindelige momsgrundlag ved indførslen
Det almindelige momsgrundlag ved indførsel er toldværdien tillagt evt. told og andre afgifter i forbindelse med indførslen samt forsendelses- og forsikringsomkostninger mv., der påløber indtil varens bestemmelsessted i EU, når dette sted er kendt på tidspunktet for indførslen (normalt fortoldningstidspunktet). Se ML 32, stk. 1.
Ad b) Importmomsen
Momsgrundlaget for importmomsen ved import af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter er 20 % af det almindelige momsgrundlag. Se ML § 32, stk. 2. Det svarer til, at til at importmomsen er 5 %.
Hvis "købsprisen" overstiger salgsprisen, beregnes der ikke brugtmoms, men kun importmoms ved indførslen. Hvis brugtmomsordningen anvendes, er importmomsen ikke fradragsberettiget. Forskellen mellem købs- og salgsprisen kan ikke modregnes i momsgrundlaget for andre salg.
Bemærk
Ved salg af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der indføres fra lande udenfor EU og videresælges efter brugtmomsreglerne opgøres "købsprisen" som momsgrundlaget efter de almindelige regler om momsgrundlag i ML § 32, stk. 1 og ikke det særlige reducerede momsgrundlag ved indførsel af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter på 20 % af det almindelige momsgrundlag i ML § 32, stk. 2.
Eksempel 2 - Indførsel af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter
Et antikt chatol indkøbes i Rusland for 55.000 kr. og sælges i Danmark for 100.000 kr.
Transportomkostningerne udgør 5.000 kr. Der beregnes ingen told.
Momsgrundlaget for importmomsen udgør 55.000 + 5.000 kr. = 60.000 kr.
Importmomsen udgør (60.000 kr. x 20 %) x 25 % = 3.000 kr.
Momsgrundlaget for brugtmomsen udgør (100.000 kr. - (60.000+3000)) x 80 % = 29.600 kr.
Momsen heraf udgør 29.600 kr. x 25 % = 7.400.
Momsen angives som salgsmoms.
Varer, der sælges til lande udenfor EU ML § 70, stk. 3
For brugte varer mv., der sælges til et land udenfor EU, kan virksomheden vælge at anvende momslovens almindelige regler ved udførsel. Det betyder fx, at varerne kan sælges momsfrit efter ML § 34, stk. 1, nr. 5, hvis betingelserne er opfyldt.
Bemærk
Muligheden for at anvende momslovens almindelige regler, gælder ikke kun for varer, der sælges til lande udenfor EU, men også varer, der sælges i Danmark eller til andre EU-lande. Muligheden for at anvende momslovens almindelige regler er beskrevet i afsnit D.A.18.4.4.