Indhold
Dette afsnit beskriver de særlige regnskabskrav, som en virksomhed skal opfylde for at kunne anvende brugtmomsordningen.
Afsnittet indeholder:
- Særskilte regnskaber
- Regnskab for ordningen om individuel opgørelse af købs og salgspriser
- Regnskab for ordningen om samlet periodevis opgørelse af købs- og salgspriser
- Regnskab for brugte personbiler
- Auktionsholderes regnskab
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Særskilte regnskaber
Virksomheder, der anvender brugtmomsordningen, skal føre særskilte regnskaber for:
- Varer, der sælges efter de almindelige momsregler (det almindelige momsregnskab).
- Varer, der sælges efter ordningen om individuel opgørelse af købs- og salgspriser. Se ML § 70, stk. 1 og afsnit D.A.18.4.2.
- Varer, der sælges efter ordningen om samlet periodevis opgørelse af købs- og salgspriser. Se ML § 70, stk. 5 og afsnit D.A.18.4.3.
- Brugte personmotorkøretøjer, der sælges efter brugtmomsordningen. Se ML § 71 og afsnit D.A.18.5.
Regnskabet skal være ajourført og skal give SKAT mulighed for at kontrollere regnskabet. Se momsbekendtgørelsens § ►122◄, stk. 1.
Regnskab for ordningen om individuel opgørelse af købs- og salgspriser
Regnskabet skal for hver enkelt vare indeholde:
- Lagernummer
- Købs- og salgsdato
- Købspris og salgspris inkl. moms
- Forskelsbeløbet mellem salgs- og købspris
Momsgrundlaget er 80 % af det beregnede forskelsbeløb. Se afsnit D.A.18.4.1.
Det beregnede positive momsbeløb føres på kontoen for salgsmoms i virksomhedens almindelige momsregnskab.
Se momsbekendtgørelsens § ►122◄, stk. 2.
Regnskab for ordningen om samlet periodevis opgørelse af købs- og salgspriser
Regnskabet skal indeholde:
- En konto for virksomhedens samlede indkøb i perioden
- En konto for virksomhedens samlede salg i perioden
Kontiene afsluttes ved hver momsperiodes udløb.
Hvis beløbet på salgskontoen overstiger beløbet på købskontoen, overføres 20 % af det overskydende beløb til kontoen for salgsmoms i virksomhedens almindelige momsregnskab.
Hvis beløbet på købskontoen overstiger beløbet på salgskontoen, overføres forskelsbeløbet til næste periode. Det er altså muligt at få negative momstilsvar overført til næste periode.
Se momsbekendtgørelsens § ►122◄, stk. 3.
Hvis en vare, der har været omfattet af ordningen om samlet periodevis opgørelse, sælges efter momslovens almindelige regler, skal virksomheden tillægge indkøbsprisen på kontoen for virksomhedens samlede salg i perioden. Se momsbekendtgørelsens § ►122◄, stk. 4 og afsnit D.A.18.4.4 om muligheden for at anvende momslovens almindelige regler.
Regnskab for brugte personbiler
Regnskabet skal indeholde følgende oplysninger for hvert enkelt køretøj:
- Lagernummer
- Købsdato
- Afregningsbilagsnummer
- Sælgers (tidligere ejers) navn
- Købspris
- Beskrivelse af bilen (type, årgang mv.)
- Salgsdato
- Fakturanummer
- Købers navn
- Salgspris
- Beregnet momsbeløb (= salgsmoms fratrukket det beregnede fradrag).
Hvis det beregnede momsbeløb er positivt, skal det overføres til kontoen for salgsmoms i det almindelige momsregnskab.
Se momsbekendtgørelsens § ►122◄, stk. 5.
Auktionsholderes regnskab
Auktionsholdere, der sælger varer efter brugtmomsordningen, skal føre særskilt regnskab, der skal indeholde følgende oplysninger:
- Salgspris til køber
- Afregningspris til sælger
- Beregnet momsbeløb (skal fremgå direkte af regnskabet).
Den beregnede salgsmoms skal overføres til kontoen for salgsmoms i det almindelige momsregnskab.
Se momsbekendtgørelsens § ►122◄, stk. 6.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Højesteretsdomme
|
SKM2008.717.HR
|
Et selskab, som solgte brugte biler, opfyldte ikke de formelle krav til at anvende brugtmomsreglerne.
Selskabet havde ikke ført et særskilt regnskab vedrørende de biler, der var solgt efter brugtmomsordningen. De fornødne oplysninger om momsforholdene fremgik ikke af afregningsbilagene ved køb og salg.
Selskabet kunne derfor ikke anvende brugtmomsordningen, men skulle afregne moms af den fulde salgspris af bilerne.
|
Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom. Se SKM2007.498.VLR, hvoraf sagens faktiske forhold fremgår.
|
Byretsdomme
|
SKM2007.825.BR
|
En bilforhandler kunne ikke benytte sig af brugtmomsordningen, da afregningsbilagene var mangelfulde. Slutsedlerne indeholdt ikke sælgers underskrifter, fortløbende nummer og flertallet var ikke daterede. I en række tilfælde var sælgers navn og adresse ufuldstændig og ikke umiddelbart egnet til at identificere sælger. Nogle efterfølgende indhentede standardmæssige erklæringer fra en række af sælgerne kunne ikke reparere herpå.
|
|