Indhold

Dette afsnit handler om prisfastsættelsesmetoden Kost Plus Avance-metoden, som på engelsk betegnes Cost Plus Method. I dette afsnit anvendes betegnelsen Cost+.

Afsnittet indeholder:

• Beskrivelse af Cost+
• Anvendelse af Cost+
• Fordele og ulemper ved Cost+.

Beskrivelse af Cost+

Cost+-metoden og eksempler på anvendelse er beskrevet i OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 2.39 til 2.55.

Cost+ tager udgangspunkt i de omkostninger, der er afholdt i relation til de kontrollerede transaktioner. Det er både de direkte og de indirekte produktionsomkostninger, som medregnes. Ved Cost+-metoden tillægges de afholdte omkostninger en avance. Avancen fastsættes med udgangspunkt i den avance, sammenlignelige uafhængige parter opnår ved en sammenlignelig transaktion. Avancen benævnes ofte en mark-up på afholdte omkostninger.

Mark-up'en findes ved at sætte avancen for en uafhængig transaktion i forhold til transaktionens direkte og indirekte produktionsomkostninger. Virksomhedens produktionsomkostninger tillagt det markedsmæssige avancetillæg kan betragtes som en armslængdepris for den kontrollerede transaktion.

Den kontrollerede transaktion er sammenlignelig med den ikke kontrollerede transaktion, når en af to betingelser er opfyldt:

• Når forskellen mellem transaktionerne ikke har væsentlig indflydelse på avancen eller
• Når det er muligt at justere for forskellene og derved gøre transaktionerne sammenlignelige.

Se OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 2.41.

Når metoden anvendes, vil det være mest fordelagtigt, hvis virksomheden til prisfastsættelsen kan anvende den avance, som virksomheden opnår ved at udføre de samme eller tilsvarende funktioner mv. under sammenlignelige omstændigheder for uafhængige parter. Dette skyldes, at denne transaktion i så fald vil være umiddelbart sammenlignelig og avancen markedsmæssig.

Hvis virksomheden eller koncernen imidlertid ikke har salg til uafhængige parter på samme vilkår, vil virksomheden som sammenligningsgrundlag skulle anvende transaktioner mellem uafhængige parter med tilsvarende funktioner, aktiver og risici som sammenligningsgrundlag.

Cost+ fastsætter interne afregningspriser mellem forbundne parter ved at tage udgangspunkt i de omkostninger, der medgår i produktionen af et produkt eller en tjenesteydelse, og hertil lægges den avance, som en uafhængig part ville opnå ved en sammenlignelig transaktion. Metoden er umiddelbart mest anvendelig for produktionsvirksomheder og ved værdiansættelse af ydelser.

Ligesom i RPM-metoden er det i Cost+ ikke nødvendigvis de produkter, som indgår i transaktionen, der skal være sammenlignelige og som udgør den primære sammenlignelighedsfaktor, men vægten er lagt på de funktioner, aktiver og risici, som henholdsvis den forbundne og den uafhængige part har. Størrelsen på det procenttillæg, som tillægges kostprisen for at finde armslængdeprisen på en kontrolleret transaktion, afhænger i høj grad af de funktioner, som udføres, de aktiver, som indgår og de risici, som tages, men også andre omstændigheder har naturligvis betydning for procenttillæggets størrelse.

Det vil eventuelt være muligt at justere for forskelle.

Se også

Se også afsnit C.D.11.4.8.3.3 om brug af justeringer og intervaller.

Eksempel - Cost+

Dette eksempel viser prisfastsættelsen via Cost+ for produktionsmoderselskabet M og distributionsdatterselskabet D. Den interne afregningspris findes ved at tillægge produktionsomkostningerne i M en mark-up. Mark-up'en findes ved at se, hvad uafhængige virksomheder tjener på tilsvarende funktioner med tilsvarende aktiver og risici.

Hvis M har direkte og indirekte produktionsomkostninger for henholdsvis 200 og 100 kr., og den markedsmæssige mark-up for tilsvarende funktioner, aktiver of risici udgør 30 pct., kan armslængdeprisen for transaktionen mellem M og D beregnes som: 

Opgørelse af kostbasen

Cost+ medfører, at indtjeningen bliver bedre, jo større omkostninger koncernenheden har, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at kostbasen skal opgøres på markedsvilkår. Omkostningerne skal i videst muligt omfang således være koncerneksterne.

En virksomheds omkostninger kan normalt inddeles i tre kategorier:

• De direkte omkostninger ved at fremstille varer eller ydelser som fx råvarer.
• De indirekte omkostninger ved fremstillingen, fx omkostninger til reparationsafdelingen som vedligeholder det udstyr, der anvendes til at fremstille forskellige produkter. Selv om disse omkostninger er nært forbundet med fremstillingsprocessen, kan de være fælles for mange varer eller ydelser, og de vil derfor ofte være fordelt efter en bestemt fordelingsnøgle.
• Virksomhedens øvrige driftsudgifter, fx udgifter til tilsyn, generalomkostninger og administrative omkostninger.

De omkostninger, som skal anvendes ved metoden, er de direkte og de indirekte omkostninger ved produktionen af de varer eller ydelser, som indgår i de pågældende kontrollerede transaktioner. 

Indirekte omkostninger skal fordeles efter de mest hensigtsmæssige og relevante kriterier.

Da det resultat, som opnås ved at anvende Cost+, påvirkes, hvis der er forskelle mellem den kontrollerede transaktion og den uafhængige transaktion, der anvendes som sammenligningsgrundlag, er det nødvendigt at sikre sig, at der er overensstemmelse i den måde de forskellige omkostningskategorier opgøres på. Der kan fx opstå et problem, hvis den sammenlignelige transaktion ikke inkluderer den samme type omkostninger såsom administrationsomkostninger. Det er også væsentligt, at de samme regnskabsprincipper er anvendt ved opgørelsen af omkostningerne for henholdsvis den kontrollerede og uafhængige transaktion.

Selvom Cost+ normalt vil medregne direkte og indirekte omkostninger, kan det i konkrete situationer være nødvendigt at tilpasse valg af omkostningsbase ud fra de sammenlignelige data, der er til rådighed i sammenlignelighedsanalysen.

Ved anvendelse af Cost+ metoden (særligt ved TNMM, hvor omkostningerne anvendes som Profit Level Indicator (PLI)), skal der videre tages stilling til, om der skal beregnes mark-up på alle omkostninger. Denne problemstilling er især relevant i forhold til afholdte tredjemandsomkostninger, hvor der som en del af den kontrollerede transaktion indgår omkostninger, hvor der i princippet allerede er indregnet en markedsmæssig mark-up på.  Som udgangspunkt skal der indregnes en mark-up på de omkostninger, som en uafhængig ville indregne mark-up på under tilsvarende omstændigheder. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der sammenlignes på samme omkostningsniveau. Se OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgave) pkt. 2.44, 2.93, 2.94 og 7.36

Anvendelse af Cost+

Cost+ kan både anvendes til at prisfastsætte varer og tjenesteydelser. Metoden er mest anvendelig, hvis der ikke bidrages med væsentlige immaterielle aktiver eller anden særlig værdiskabende aktivitet. Dette skyldes, at det som udgangspunkt ikke er muligt at finde sammenlignelige uafhængige transaktioner, der bidrager med tilsvarende immaterielle aktiver.

Metoden anvendes fx, når det ikke er muligt at anvende CUP-metoden og når der er tale om en relativt simpel produktionsvirksomhed. Metoden er særligt velegnet i følgende situationer:

• De interne transaktioner vedrører halvfabrikata.
• De forbundne parter har indgået integrerede produktionsaftaler eller langfristede købs- og salgsaftaler.
• Et koncernselskab producerer efter specialordre fra andre koncernselskaber.
• Ved levering af tjenesteydelser.

Det vil være en fordel for at anvende Cost+, hvis virksomheden har stabile afsætningsforhold, og salgssiden derfor er udsat for en begrænset markedsrisiko.

Tilstedeværelsen af immaterielle aktiver som eksempelvis patenter og varemærker vil i betydelig grad vanskeliggøre - eller umuliggøre - processen med at finde sammenlignelige transaktioner. Det vil ofte være særdeles vanskeligt at korrigere for disse forhold. Det er derfor meget vigtigt at identificere eventuelle immaterielle aktiver, da de kan have betydning for, om metoden er anvendelig. Faktorer som virksomhedens omkostningsstruktur, antal år i branchen samt andre forhold kan have indflydelse på sammenligneligheden og er dermed vigtige at få identificeret ved anvendelse af metoden.

Fordele og ulemper ved Cost+

Fordele er:

• Det er ikke nødvendigt med så tæt produktlighed som ved CUP-metoden.
• Cost+ anvendes i praksis af uafhængige parter til prisfastsættelse.

Ulemper er:

• Det kan være vanskeligt at finde sammenlignelige data på bruttoavanceniveau.
• Det kan være vanskeligt at fordele de indirekte produktionsomkostninger.
• Der kan være problemer med fordelingen af omkostningerne mellem de forbundne parter, da der ikke findes anerkendte standarder for fordeling af omkostninger.
• Cost+ er ikke velegnet til transaktioner, hvori der indgår værdifulde immaterielle aktiver.
• Cost+ kan indebære et manglende incitament til at begrænse de omkostninger, der danner grundlag for tillægget af bruttoavancen.
• Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem omkostninger og markedspris.
• Der kan være forskel i regnskabspraksis i forhold til sammenligningsgrundlaget.
• Cost+ er ensidig og ser dermed kun på den ene part i transaktionen.