Indhold

Afsnittet handler om sikkerhedens størrelse og art samt om frigivelse af sikkerheden.

Afsnittet indeholder:

  • Sikkerhedens størrelse
  • Sikkerhedens art
  • Frigivelse af sikkerheden.

Sikkerhedens størrelse

Sikkerhedens størrelse skal fastsættes ud fra virksomhedens aktuelle restancer med skatter og afgifter mv. der opkræves efter opkrævningsloven, dvs. moms, lønsumsafgift, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, punktafgifter og selskabsskat, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en tremåneders periode.

For enkeltmandsvirksomheder indgår også personskatter og bidrag, der stammer fra virksomhedens drift i beregningsgrundlaget.

Det er kun den aktuelle virksomheds forhold, der indgår i grundlaget for beregning af sikkerhedens størrelse. Det betyder, at der ikke kan indgå restancer vedrørende tab på ejerens tidligere selskaber eller enkeltmandsvirksomheder.

Det gennemsnitlige tilsvar beregnes på baggrund af det senest afleverede årsregnskab.

Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes dog med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår, reduceret med eventuelle acontobetalinger.

Sikkerhedsstillelsen for personskatter og bidrag beregnes ud fra skattebilletten. Se KSL §§ 41, 50 og 51 og AMBL § 12. Hvis indehaveren er uenig i størrelsen af de foreløbige skatter, der lægges til grund ved fastsættelse af skattebilletten, kan indehaveren begære den ændret. Se KSL § 53.

B-skatter betales i ti årlige rater. Se KSL § 58.

Foreløbige arbejdsmarkedsbidrag forfalder til betaling samtidig med B-skatterne. Se arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsen § 9.

Størrelsen af den stillede sikkerhed kan ikke ændres i perioden. Det betyder, at SKAT ikke kan stille krav om, at virksomheden retablerer sikkerheden, hvis denne er anvendt helt eller delvist til afskrivning på løbende tilsvar, fordi virksomheden ikke har betalt sine skatter og afgifter i en periode. 

SKAT bør give virksomheden en kort frist til at betale restancen inden den dækkes af sikkerhedsstillelsen. Denne henvendelse har til formål at undgå de situationer, hvor den manglende betaling skyldes en fejl eller forglemmelse fra virksomhedens side.

Sikkerhedens art

Den krævede sikkerhed kan stilles i form af bankgaranti, børsnoterede obligationer, kontant indskud eller anden betryggende sikkerhed. Se opkrævningsbekendtgørelsen § 5. Det er SKAT, der vurderer, om den tilbudte sikkerhed kan anses for betryggende, hvis der ikke er tale om en af de opregnede sikkerhedsformer.

Der er udarbejdet et paradigma til garantier i forbindelse med sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11.

Det fremgår også af opkrævningsbekendtgørelsen § 5, at eventuel sikkerhedsstillelse i form af kontanter ikke forrentes. Hvis en virksomhed ønsker at stille sikkerheden i form af kontanter, bør SKAT derfor vejlede virksomheden om, at det vil være en fordel for virksomheden at indsætte beløbet på en spærret konto i en bank og derved drage fordel af, at beløbet forrentes.

Frigivelse af sikkerheden

SKAT skal på eget initiativ frigive sikkerheden, når restancen er betalt, og virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har betalt skatter og afgifter efter opkrævningsloven. Se OPKL § 11, stk. 13.

Hvis virksomheden overskrider blot en enkelt betalingsfrist vedrørende et enkelt registreringsforhold, vil der starte en ny 12-måneders frist fra dette tidspunkt.

SKAT kan dog vælge at frigive sikkerheden på trods af en enkeltstående, ganske kort fristoverskridelse vedrørende et enkelt registreringsforhold, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.