Indhold

Afsnittet handler om de alternative metoder til fastfættelse af transaktionsværdi.

Metoden med transaktionsværdi forudsætter, at visse betingelser er opfyldt. Hvis betingelserne ikke er opfyldt skal toldværdien ansættes efter en af flere metoder

Afsnittet indeholder:

  • Transaktionsværdien for tilsvarende varer
  • Transaktionsværdien for lignende varer 
  • Værdi beregnet på grundlag af videresalgsprisen - subtraktionsmetoden
  • Anvendelse af rimelige fremgangsmåder.

De alternative metoder skal anvendes i den nævnte rækkefølge. Metode 3 og 4 kan dog anvendes i omvendt rækkefølge, hvis importøren anmoder herom.

De alternative metoder skal også anvendes, hvis toldmyndighederne ud fra begrundet tvivl ikke er overbevist om, at den angivne værdi svarer til det samlede beløb, der er betalt eller skal betales for varerne som indgår i TK artikel 29. Se GB artikel 181a.

Transaktionsværdien for tilsvarende varer

Toldværdien efter denne metode ansættes som transaktionsværdien for tilsvarende varer. Varerne skal være solgt med henblik på udførsel til EU og være udført fra eksportlandet på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes. Se TK artikel 30, stk. 2, litra a.

Ved tilsvarende varer forstås varer, der er fremstillet i samme land, og som fremtræder ens i alle henseender, herunder også ens fysiske egenskaber, kvalitet og omdømme. Mindre forskelle i udseende tages ikke i betragtning. Bemærk, at der i toldkodeksen anvendes udtrykket "tilsvarende varer", mens der i gennemførelsesbestemmelserne anvendes udtrykket "identiske varer". Se GB artikel 142, stk. 1, litra c.

Toldværdien ansættes ved at anvende en transaktionsværdi for tilsvarende varer, der er solgt i samme handelsled og i omtrent samme mængder som de varer, der skal værdiansættes. Hvis det ikke er muligt at konstatere en sådan transaktionsværdi, kan der anvendes en transaktionsværdi for tilsvarende varer, som er solgt i et andet handelsled og/eller i andre mængder. Der skal da foretages en forholdsmæssig justering af værdien i op- respektive nedadgående retning for forskellene i handelsled og/eller varemængde. Importøren skal kunne dokumentere forskellige og justeringer. Se GB artikel 150.

En betingelse for at justere for forskel i handelsled og/eller varemængde er, at justering kun foretages, når den kan dokumenteres at være rimelig og nøjagtig. Dokumentation kan fx være gældende prislister, hvor der er anført priser, som refererer til forskellige handelsled og/eller til forskellige varemængder.

Eksempel

Et vareparti, der skal værdiansættes, består af ti enheder. De eneste indførte tilsvarende varer, hvor der var konstateret en transaktionsværdi, vedrørte et salg på 500 enheder. Sælgeren ydede her kvantumsrabat, hvilket kunne ses af sælgers prisliste. Ved justering anvendes den pris, som efter prislisten gælder for salg af ti enheder. Det er ikke en betingelse, at sælger faktisk har haft salg af ti enheder, men SKAT kan eventuelt kræve dokumentation for, at prislisten faktisk anvendes og ikke kun er proforma.

Hvis der foreligger flere forskellige, acceptable transaktionsværdier for tilsvarende varer, skal den laveste værdi anvendes.

Er det ikke muligt at få oplysninger om transaktionsværdien for tilsvarende varer, der er fremstillet af den faktiske producent, kan transaktionsværdien af tilsvarende varer, som er fremstillet af andre producenter, anvendes.

Eksempel

En importør har erhvervet et vareparti til 90 kr. pr. enhed. Denne pris kan ikke accepteres, fordi betingelserne for transaktionsværdien ikke er opfyldt. Importøren henviser derefter til en import af tilsvarende varer, der er værdiansat efter metoden med transaktionsværdien til 98 kr. pr. enhed. Disse varer er indført kort tid før, og der er ingen forskel på transportomkostningerne. Forudsat at varerne kan anses som tilsvarende varer, vil toldværdien for varepartiet blive ansat til 98 kr. pr. enhed. Se afsnit F.A.8.4 De alternative metoder

Transaktionsværdien for lignende varer

Toldværdien efter denne metode ansættes som transaktionsværdien for en lignende vare, der er solgt med henblik på udførsel til EU og udført fra eksportlandet på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes. Se TK artikel 30, stk. 2, litra b.

Ved lignende varer forstås varer, der er fremstillet i samme land, og som uden at være ens i alle henseender, har lignende egenskaber og består af lignende materialer. Varerne skal kunne tjene til samme formål og kunne ombyttes i handelen. Varernes kvalitet, deres omdømme og forekomsten af et fabriks- eller varemærke er blandt de faktorer, der skal vurderes, når det skal afgøres om der er tale om lignende varer. Værdiansættelsen finder sted efter tilsvarende regler, som er beskrevet for transaktionsværdien for tilsvarende varer (se afsnit F.8.2.1). Se GB artikel 142, stk. 2, litra d) og GB artikel 141.

Værdi beregnet på grundlag af videresalgsprisen - subtraktionsmetoden

Efter denne metode kan toldværdien ansættes på grundlag af den enhedspris, som de indførte varer opnår ved salg i EU. Se TK artikel 30, stk. 2, litra c, GB artikel 152. Videresalgsprisen til personer, der ikke er afhængige af sælgerne og med fradrag består af følgende elementer:

  • Provisioner, som enten i almindlighed betales eller aftales, eller de beløb som i almindelighed beregnes for avancer og generalomkostninger i forbindelse med salg i EU af indførte varer af samme art eller type, inklusive direkte eller indirekte omkostninger ved markedsføring af de omhandlede varer.
  • Sædvanlige transport- og forsikringsomkostninger og lignende, der påløber i EU.
  • Told og andre afgifter, som skal betales i EU i forbindelse med indførsel eller salg af varerne.

Hvis de indførte varer ikke sælges i EU, kan toldværdien ansættes på grundlag af enhedsprisen ved salg i EU af tilsvarende eller lignende varer og med samme fradrag som anført ovenfor.

Den enhedspris, der skal tages i betragtning, er den pris, til hvilken det største samlede antal enheder er solgt til uafhængige personer i det første handelsled efter indførslen.

Enhedsprisen skal bestemmes på samme eller næsten samme tidspunkt som indførslen af de varer, der skal værdiansættes, og senest 90 dage efter indførslen.

Importøren kan anmode om, at toldværdien ansættes ud fra videresalgsprisen. Dette gælder også i tilfælde, hvor der er sket en bearbejdning eller forarbejdning af de indførte varer, inden de videresælges. I sådanne tilfælde skal der foretages fradrag for den værditilvækst, der følger af bearbejdningen eller forarbejdningen. Varerne må ikke have mistet deres identitet ved den yderligere forarbejdning, medmindre værditilvæksten uden vanskelighed kan fastsættes.

Subtraktionsmetoden kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor varerne indføres for at blive solgt for leverandørens regning. De flest forekommende tilfælde er kommissions-/konsignationsforretninger og auktionsforretninger, se afsnit F.A.8.6.

For en række frugter og grønsager, der indføres i konsignation, kan toldværdien fastsættes direkte på grundlag af enhedsværdier. Enhedsværdierne fastsættes på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne og formidles af Kommissionen via TARIC (EDB-tariffen). Vareområdet fremgår af TDL, bilag 13. Se afsnit F.A.8.5 Angivelse og dokumentation.

Værdi beregnet grundlag af produktionsomkostningerne - beregnet værdi

Toldværdien ansættes efter denne metode på grundlag af en beregnet værdi, der udgør summen af:

  • Prisen eller værdien af materialer og fabrikation eller andre arbejdsprocesser ved fremstillingen af de indførte varer.
  • Et beløb for avancer og generalomkostninger svarende til, hvad der almindeligvis indgår i salg af varer af samme art eller type som de varer, der skal værdiansættes, og som fremstilles af producenter for udførsel til EU
  • prisen eller værdien af omkostninger til transport, forsikring, lastning og håndtering - alt indtil indførselsstedet i EU's toldområde.

Se TK artikel 30, stk. 2, litra d.

Denne værdiansættelsesmetode kan ofte kun anvendes, når køber og sælger er indbyrdes afhængige. Det skyldes, at den forudsætter, at producenten er villig til at give importøren og/eller SKATde nødvendige oplysninger om kalkulationer og beregninger og/eller være til rådighed for yderligere oplysninger, dokumentation og kontrol. Se GB art. 153.

Anvendelse af rimelige fremgangsmåder

Hvis ingen af de andre alternative værdiansættelsesmetoder som fremgår af afsnit F.A.8.4 De alternative metoder) kan anvendes, skal værdien ansættes efter rimelige fremgangsmåder. Disse skal være forenelige med hensigterne og bestemmelserne i artikel VII og i aftalen om anvendelse af denne artikel i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel - GATT (WTO) - fra 1994. Værdien skal endvidere ansættes på grundlag af oplysninger, der er tilgængelige i EU. Se TK artikel 31.

Når rimelige fremgangsmåder anvendes, skal toldværdien så vidt muligt baseres på tidligere fastsatte toldværdier. Endvidere er det hensigten, at en af de fremgangsmåder, der benyttes ved en af de øvrige metoder for værdiansættelsen, så vidt det er muligt skal anvendes. Den hierarkiske rækkefølge skal dog fortsat iagttages.

Toldværdien må ikke ansættes på grundlag af

  • salgsprisen i EU for varer, der er fremstillet i EU
  • et system, hvorefter den højeste af to mulige værdier anvendes ved toldværdifastsættelsen,
  • vareprisen på udførselslandets hjemmemarked
  • andre produktionsomkostninger end de beregnede værdier, der er fastsat for tilsvarende eller lignende varer
  • prisen ved udførsel til et land, der ikke er omfattet af EU's toldområde
  • minimumstoldværdier
  • vilkårlige eller fiktive værdier.