åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.B.4.5 Betaling og tilbagebetaling af skatter og afgifter via én skattekonto" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om betaling og tilbagebetaling af skatter og afgifter i ramme af én skattekonto, herunder renter, når kontoen er i debet (nettoskyld til SKAT) eller kredit (nettoskyld til den skatte- og afgiftspligtige).

Afsnittet indeholder:

Resumé

  • Virksomheder og skatter og afgifter, der omfattes af én skattekonto
  • Saldoprincip, modregning samt debetsaldo og kreditsaldo 
  • Renter, indbetaling af debetsaldo og udbetaling af kreditsaldo.

Resumé

Reglerne om én skattekonto er fastsat i lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekonto).

Ikrafttrædelsen, der har afventet den fornødne it-understøttelse af reglerne, sker den 1. august 2013 ved

Én skattekonto må herefter anses for hovedreglerne for skatte- og afgiftspligtige virksomheders betaling og tilbagebetaling af skatter og afgifter, idet

  • alle betalinger fra virkomhederne til SKAT af fx A-skat, AM-bidrag, selskabsskat, moms, lønsumsafgift, punktafgifter og told og
  • alle betalinger fra SKAT til virksomhederne af fx negativ moms og tilbagebetaling af for meget opkrævede afgifter

indgår i en samlet opgørelse efter et saldoprincip, og hvor alle SKATs udbetalinger til virksomhederne automatisk modregnes direkte i de krav på indbetalinger, som SKAT har på virksomhederne.

Herunder anses en indbetaling fra en virksomhed for at dække SKATs fordring eller krav på betaling, der har den ældste forfaldsdato (FiFo-princip).  

Der beregnes en dag-til-dag-rente af skattekontoen, hvis saldoen netto er i debet (skyld til SKAT) eller i kredit (skyld til virksomheden). Dog beregnes der ikke rente af den del af en kreditsaldo, der overstiger 5.000 kr., mens SKAT først rykker for indbetaling en debetsaldo, der overstiger 5.000 kr. 

Pga. det aktuelt lave renteniveau i samfundet vil renten af en debetsaldo være beskedne 0,7 pct., mens renten af en kreditsaldo vil være 0,0 pct. Også for kreditsaldi, der ikke overstiger 5.000 kr.     

En skattekonto, der udviser en kreditsaldo fra og med 100 kr., udbetales til virksomheden, idet virksomheden kan vælge at få udbetalt en kreditsaldo uanset beløb eller vælge at få fastsat en højere beløbsgrænse for en kreditsaldo som kriterium for udbetaling.

Virksomhederne får digital on-line-adgang til egen skattekonto, så virksomheden kan se, om virksomheden skylder beløb eller har beløb til gode hos SKAT. 

Én skattekonto ændrer ikke perioder og frister for virksomhedernes indberetninger og angivelser af skatter og afgifter samt forfaldstidspunkter og frister for betalinger af skatter og afgifter efter opkrævningsloven og andre skatte- og afgiftslove.

Ændringsloven nr. 513 af 7. juni 2006 er i sig selv blevet ændret flere gange i perioden fra lovens oprindelige vedtagelse og til ikrafftrædelsen. De fleste af disse ændringer har været en følge af ophævelsen af visse afgiftslove, der er blevet erstattet af - eller tilføjet - andre afgiftslove. Der er ikke ændret i de grundlæggende regler for, hvordan én skattekonto skal fungere.

Virksomheder og skatter og afgifter, der omfattes af én skattekonto            

Hovedregel

Virksomheder mv., der er registreret for én eller flere typer skatter eller afgifter

Ind- og udbetalinger vedrørende

  1. skatter og afgifter, der er omfattet af OPKL § 1, stk. 1 og 2,
  2. selskabsskatteloven,
  3. fondsbeskatningsloven,
  4. kulbrinteskatteloven,
  5. toldloven,
  6. pensionsafkastbeskatningsloven,
  7. pensionsbeskatningsloven,
  8. lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter,
  9. lov om skadesforsikringer,
  10. lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.,
  11. lov om afgift af spillekasinoer,
  12. lov om afgift af gevinster ved lotterispil m.v.,
  13. lov om lokale totalisatorspil,
  14. lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler,
  15. lov om afgift af vejbenyttelse,
  16. lov om vægtafgift af motorkøretøjer,
  17. registreringsafgiftsloven,
  18. lov om registrering af køretøjer,
  19. arbejdsskadeafgiftsloven,
  20. bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk (under miljøbeskyttelsesloven) og
  21. bøder, gebyrer og renter vedrørende de ovennævnte love og bekendtgørelser

fra og til

  • virksomheder,
  • selskaber,
  • fonde og foreninger,
  • offentlige myndigheder, herunder statslige myndigheder, kommuner og regioner,
  • institutioner mv., herunder selvejende institutioner,

indgår i én samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i OPKL kap. 5.

Se OPKL § 16, stk. 1, nr. 1-21,

(Skatter mv. efter pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven samt motorafgifter er ikke omfattet af én skattekonto. Se styresignal SKM2013.656.SKAT.)

Bemærk

Bemærk

Betaling af afgifter af spil til og fra virksomheder, der er registreret eller er registreringspligtige efter SPILAL § 19, er omfattet af én skattekonto.

Se OPKL § 16, stk. 1, nr. 1, der henviser til, at reglerne for én skattekonto gælder for skatter og afgifter, som er omfattet af OPKL § 1, stk. 1 og 2, mens OPKL § 1, stk. 1, henviser til, at opkrævningslovens regler gælder for virksomheder, der er registreret eller er registreringspligtige for skatter og afgifter.

Det er alene et udtryk for manglende ordenshensyn, at visse love for spil eller afgifter af spil, der er ophævet ved spilleloven eller spilleafgiftsloven, fortsat fremgår af OPKL § 16, stk. 1, nr. 11-13.      

Sammenhængen mellem en virksomheds registreringspligter for skatter og afgifter, som nævnt i OPKL § 1, stk. 1, og virksomhedens generelle omfattelse af én skattekonto, kan endvidere vises ved følgende 

Eksempel     

En virksomhed, der er registreret for en eller flere typer af skatter og afgifter, fx A-skat, AM-bidrag og moms, får lejlighedsvis leveret vin fra et andet EU-land til brug for personalearrangementer mv. Virksomheden er ikke registreret for punktafgift af vin, men virksomhedens betaling af punktafgift af den leverede vin på grundlag af en angivelse efter OPKL § 9 vil være omfattet af én skattekonto i kraft af virksomhedens regulære registrering for A-skat, AM-bidrag og moms.

Samspil mellem én skattekonto og sambeskatning, fællesregistrering eller delregistrering

Hvis to eller flere selskaber indgår i en obligatorisk national sambeskatning efter SEL § 31, er det administrationsselskabet (oftest, men ikke nødvendigvis, det ultimative moder- eller holdingselskab i koncernen), der er den afregnende enhed og derfor er "kontoindehaver" af sambeskatningens skattekonto.

Hvis to eller flere enheder indgår i en fællesregistrering, er det enheden, der er registreret med fællesregistreringens CVR-nummer eller SE-nummer, der er den afregnende enhed og derfor er "kontoindehaver" af fællesregistreringens skattekonto.

Hvis en enhed er udskilt som en selvstændig delregistreret enhed, er det denne delregistrerede enhed, der som registreret med eget CVR-nummer eller SE-nummer er den afregnende enhed og derfor er "kontoindehaver" af delregistreringens egen skattekonto.     

Hovedregel

Fysiske personer, herunder privatpersoner, der er registreret ejer eller bruger af et motorkøretøj

Reglerne for én skattekonto efter OPKL § 16 a, § 16 b, stk. 1, og § 16 c, stk. 1 og 2, gælder også for betalinger efter

  • lov om afgifter efter brændstofforbrug for visse personbiler,
  • lov om vægtafgift for visse køretøjer,
  • lov om afgift af vejbenyttelse,
  • registreringsafgiftsloven og
  • lov om registrering af køretøjer

fra eller til en fysisk person.

Se OPKL § 16, stk. 2, oprindeligt indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 og ændret ved § 5 i lov nr. 1560 af 21. december 2010.

Undtagelse

Eksempler med udgangspunkt i typer skatter og afgifter

  • Dansk moms, der tilbagebetales til virksomheder i andre EU-lande eller i lande eller område uden for EU.
  • Udenlandsk moms, der tilbagebetales til virksomheder i Danmark. 

Eksempler med udgangspunkt i fysiske personer

  • Fysiske skattepligtige personer, der skal betale foreløbige AM-bidrag og B-skat eller restskat eller får tilbagebetalt overskydende skat  
  • Fysiske personer, der i egenskab af privatpersoner er medhæftende for betaling af indkomstskat, moms og punktafgifter   
  • Fysiske personer, der skal betale bo- eller gaveafgift
  • Fysiske personer, der skal betale tinglysningsafgift
  • Fysiske personer, der i egenskab af privatpersoner skal betale moms, punktafgifter og told af varer, der er indført fra lande og områder uden for EU
  • Fysiske personer, der i egenskab af privatpersoner skal betale punktafgifter af varer, der er modtaget fra andre EU-lande.

(Fysiske personers betaling af motorafgifter er ikke omfattet af én skattekonto. Se styresignal SKM2013.656.SKAT.)

Saldoprincip, modregning samt debetsaldo og kreditsaldo

Saldoprincip og automatisk modregning 

Ind- og udbetalinger af skatter og afgifter mv., der er omfattet af OPKL § 16, stk. 1 og 2, modregnes automatisk efter et saldoprincip. Meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen. Se OPKL § 16 a, stk. 1, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Modregning kan også ske med beløb ifølge en generel sikkerhed, som en virksomhed fra og med den 1. august 2013 stiller efter OPKL § 11. Beløb ifølge en sikkerhed, der fra og med den 1. august 2013, bliver stillet efter andre skatte- og afgiftslove end opkrævningsloven, kan alene anvendes til modregning i ramme af én skattekonto, for det eller de skatte- og afgiftskrav, som den konkrete sikkerhedsstillelse angår. 

Se OPKL § 16 d, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

(Det, der står om sikkerhedsstillelse før og efter den 1. august 2013, er ikke korrekt. Se styresignal SKM2013.656.SKAT.)

Bemærk

Bemærk   

De grundlæggende civilretlige krav til modregning, som SKAT følger ved modregning mellem SKATs krav og virksomhedernes krav, ændres ikke ved indførelsen af én skattekonto. Det drejer sig bl.a. om, at SKAT skal fremsende en modregningserklæring, og at kravene skal være udjævnelige, afviklingsmodne (forfaldne), gensidige og retskraftige (ikke forældede mv.).

Men i ramme af én skattekonto, som er et digitalt system, bortfalder den skriftlige papirbaserede modregningserklæring og erstattes af en digital modregningserklæring, der indeholder de samme oplysninger som den hidtidige modregningserklæring på papir, og som virksomheden kan se ved digitalt opslag på egen skattekonto.    

Se også

Se også

BEK nr. 908 af 24. juni 2013 om udsendelse af digitalt genererede skrivelser uden underskrift § 1, nr. 16, hvorefter digitalt genererede afgørelser om modregning, der vises ved åbning af én skattekonto, kan udsendes uden underskrift og i retlig henseende er sidestillet med et dokument med personlig underskrift.

Saldo på én skattekonto i debet eller kredit

Debetsaldo

  • Hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto
  • overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden,
  • udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder SKAT.

Kreditsaldo

  • Hvis den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden
  • er mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden,
  • udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende fra SKAT.

Se OPKL § 16 a, stk. 2, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.  

Tidspunkter for debitering og kreditering af én skattekonto 

Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt,

  • hvor der er sket angivelse heraf, eller
  • hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

Dette indebærer som det videre, 

  • at krav på indbetalinger fra virksomheder
    • påvirker (debiteres) saldoopgørelsen fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet,
  • at indbetalinger fra virksomheder til at opfylde SKATs krav 
    • påvirker (krediteres) saldoopgørelsen fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden,
  • at tilgodehavender til virksomheder efter OPKL kap. 5 
    • påvirker (krediteres) saldoopgørelsen fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter OPKL § 12, og
  • at udbetalinger til virksomheder til at opfylde virksomhedernes krav
    • påvirker (debiteres) saldoopgørelsen på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden.

Se OPKL § 16 a, stk. 3-7, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Anvendelse af et First-in-First out-princip (FiFo) for virksomhedernes betalinger

Hvis en virksomheds indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, anses betalingen at dække det ældst forfaldne krav.

Se OPKL § 16 a, stk. 8, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Bemærk

Bemærk

Det herved fastsatte FiFo-princip afviger fra det civilretlige "øremærkningsprincip", hvorefter en virksomhed ellers frit ville kunne anvise, hvad en given indbetaling af skatter og afgifter skulle dække af hensyn til en forskellig rentemæssig belastning af det enkelte krav.

FiFo-princippet er begrundet med at opnå det fulde forenklingspotentialle for én skattekonto med en samlet saldo og ensartet forrentning af denne saldo.   

Krav, der overgår til inddrivelse hos SKATs restanceinddrivelsesmyndighed

Ubetalte krav til SKAT, der er oversendt til inddrivelse hos SKATs restanceinddrivelsesmyndighed, behandles efter reglerne i inddrivelseslovgivningen. Se OPKL § 16 a, stk. 9, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006

Hvis en debetsaldo overgår til inddrivelse, vil beløbet stadigvæk kunne ses på skattekontoen, men beløbet vil ikke indgå som en del af den rentebærende saldo.

Beløb under inddrivelse og hertil relaterede renter og gebyrer vil således fremgå af skattekontoen, men vil være fuldstændigt adskilt fra den almindelige saldoopgørelse på skattekontoen.

Renter, indbetaling af debetsaldo og udbetaling af kreditsaldo

Renter af saldoen på én skattekonto 

Debetrenten

  • En debetsaldo forrentes med den rente, der er fastsat i OPKL § 7, stk. 1, jf. stk. 2.
  • Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt.
  • Renten er ikke fradragsberettiget for virksomheden.

Se OPKL § 16 c, stk. 1, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Den faste del af debetrenten er 0,7 pct. pr. påbegyndt måned.

(Der skal ses bort fra ordet "påbegyndt". Se styresignal SKM2013.656.SKAT.)

Den variable del af debetrenten fastsættes ultimo hvert år efter OPKL § 7, stk. 2, og gælder for det følgende kalenderår. Den variable del er med virkning fra 1. januar 2013 fastsat til 0,0 pct. 

Debetrenten fra og med den 1. august 2013 er herefter i alt 0,7 pct., der beregnes dagligt (dag-til-dag-rente) af en debetsaldo og tilskrives månedligt.

Se OPKL § 7, stk. 1, ændret ved lov nr. 513 af 7. juni 2006OPKL § 7, stk. 2, og SKAT-meddelelse SKM2012.737.SKAT om rentesatsen efter OPKL § 7, stk. 2, for 2013.

(Der gælder et andet renteprincip og -sats ved forsinket betaling af gebyr af dæk. Se styresignal SKM2013.656.SKAT.)

Kreditrenten

  • En kreditsaldo forrentes med den rentesats, der er fastsat i OPKL § 7, stk. 2.
  • Renten beregnes fra den dag, hvor kreditsaldoen er fremkommet.
  • Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt.
  • En kreditsaldo, der overstiger 5.000 kr., forrentes ikke.
  • Renten er ikke skattepligtig for virksomheden.

Se OPKL § 16 c, stk. 2, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Da renten varierer, fastsættes den ultimo hvert år efter OPKL § 7, stk. 2, og gælder for det følgende kalenderår. Renten er med virkning fra 1. januar 2013 og dermed også med virkning fra og med den 1. august 2013 fastsat til 0,0 pct. pr. påbegyndt måned.

(Der skal ses bort fra ordet "påbegyndt". Se styresignal SKM2013.656.SKAT.)

Se OPKL § 7, stk. 2, og SKAT-meddelelse SKM2012.737.SKAT om rentesatsen efter OPKL § 7, stk. 2, for 2013.

Indbetaling af en debetsaldo, der overstiger 5.000 kr.

Hvis en virksomheds debetsaldo overstiger 5.000 kr., skal virksomheden straks betale hele beløbet ifølge debetsaldoen, idet SKAT udsender et rykkerbrev herom til virksomheden.

SKAT udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder.

SKAT udsender dog rykkerbrev til ophørte virksomheder. Også hvor debetsaldoen er mindre end 5.000 kr.

Hvis virksomheden ikke betaler beløbet ikke inden for den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan SKAT overgive beløbet til inddrivelse. Hvis et beløb overgives til inddrivelse, vil det fremgå af virksomhedens skattekonto. Der pålægges gebyr 65 kr. efter OPKL § 6 ved udsendelse af rykkerbrev.

Se OPKL § 16 c, stk. 3, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Udbetaling af en kreditsaldo 

En kreditsaldo udbetales til virksomhedens NEMkonto, medmindre virksomheden har ønsket en (anden) beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo.

Kreditsaldoen udbetales først, når den er på 100 kr. eller derover, medmindre virksomheden tilkendegiver at ville have ethvert beløb udbetalt, uanset størrelse.

Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, i det omfang virksomheden mangler at indsende indberetning og angivelser for afsluttede perioder eller at indsende selvangivelse. Se OPKL § 12, stk. 4.

Udbetaling af en kreditsaldo afventer forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen.

Hvis kreditsaldoen opstår som følge af, at virksomhedens tilsvar for en afregningsperiode er negativt, udbetales kreditsaldoen dog senest efter 3-ugers-fristen efter OPKL § 12, stk. 2.

Se OPKL § 16 c, stk. 4 og 5, indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Bemærk

Bemærk

Efter OPKL § 16 c, stk. 4, skal en kreditsaldo være på 100 kr. eller derover for at blive udbetalt. Dermed kan det ske, at SKAT tilbageholder op til 100 kr. ud over 3-ugers-fristen for udbetaling af et negativt tilsvar af skatter og afgifter efter OPKL § 12. Da virksomhederne imidlertid kan fravælge 100 kr.-grænsen og få udbetalt ethvert beløb uanset størrelsen, anses 100 kr.-grænsen ikke for at stride mod udbetalingsfristen efter OPKL § 12. Virksomhedernes adgang til at ønske en kreditsaldo af en given (anden) størrelse anses også at bringe forholdet uden for fristreglerne i henholdsvis OPKL § 12 og SEL § 29 B, stk. 5.

Af særlig hensyn til 3-ugers-fristen i OPKL § 12, stk. 2, er det endvidere fastsat i OPKL § 16 c, stk. 5, at hvis en kreditsaldo opstår som følge af, at virksomhedens tilsvar er negativt, skal kreditsaldoen udbetales inden for 3-ugers-fristen efter OPKL § 12.

En udbetaling ifølge en angivelse af et negativt tilsvar indgår imidlertid først på saldoen, når udbetalingen er systemmæssigt valideret og godkendt, og der er foretaget eventuel modregning heri. Det kan således forekomme, at et beløb af den ene eller anden grund ikke vil kunne tilgå saldoen - og dermed udbetales - inden for 3-ugers fristen efter OPKL § 12. I disse situationer vil virksomheden få renter af kravet efter rentelovens regler. Se afsnit A.B.4.7.

Samspil med frivillig aconto-betaling af selskabsskat eller pensionsafkastskat

Som hovedregel skal en virksomhed indbetale beløb til skattekontoen uden at angive, hvad betalingen skal dække.

Som undtagelse er det fastsat,

  • at hvis der frivilligt betales acontoskat efter SEL § 29 B, stk. 6, eller
  • frivillig indbetaling af acontoskat efter pensionsafkastbeskatningsloven,
    • skal det fremgå af indbetalingen,
    • at der er tale om frivillig indbetaling af acontoskat.
  • Og hvis der således frivilligt betales aconto selskabsskat eller aconto pensionsafkastskat,
    • anvendes beløb kun til dækning af frivillig acontoskat,
    • hvis der ikke på indbetalingstidspunktet består en debetsaldo. 

Se OPKL § 16 b indført ved § 1, nr. 9, i lov nr. 513 af 7. juni 2006.   

Virksomhedens angivelse af, at der er tale om en frivillig acontoskatte-indbetaling, skal sikre, at det indbetalte beløb, hvor virksomheden ikke har en debetsaldo, ikke kommer til at indgå på skattekontoen som en kreditsaldo, der ellers automatisk vil blive udbetalt til virksomheden efter OPKL § 16 c, stk. 4.

Hvis virksomheden ikke har en debetsaldo på det tidspunkt, hvor der frivilligt indbetales fx et acontobeløb for selskabsskat, vil beløbet blive registreret som en angivelse af selskabsskat med tilhørende betaling og overført til det system, der administrerer betalingen af selskabsskatten. Beløbet løftes således helt ud af skattekontoen og kommer herved til at indgå i den endelige opgørelse af selskabsskatten.

Et selskab under likvidation kan også have behov for at angive, at der er tale om indbetaling af restskat for selskabet. Hvis selskabet selvangiver og indbetaler restskat inden for én måned efter likvidationen, kan selskabet slippe for restskattetillæg.

Se også

Se også

Afledte ændringer af selskabsskatteloven og pensionsafkastbeskatningsloven ved § 2 og § 5 i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

(Skatter mv. efter pensionsafkastbeskatningsloven er ikke omfattet af én skattekonto. Se styresignal SKM2013.656.SKAT.)